Ordene falder midt i interviewet, der foregår på Frederiksberg ikke langt fra Betty Nansen Teatret, hvor Laura Bro for tiden er aktuel i forestillingen ”Vredens Druer”. Hun tøver lidt og siger, at det nok ikke er så smart at sige i disse tider.

- Men jeg er faktisk sikker på, at der findes en Gud, en universel kraft eller hvad man nu skal kalde det, som er til stede i vores liv, hvis vi ønsker det. Jeg tror på det guddommelige, og vi har masser af samtaler hver uge. Når jeg går rundt alene, får jeg mig en sludder for en sladder om, hvad der rører sig i mig. Det giver en oplevelse af, at jeg får noget sendt op og også noget tilbage, om ikke andet så fordi jeg mediterer over det.

Vi befinder os på caféen ”Karmaman” en søvnig tirsdag formiddag, hvor kun få gæster har fundet vej til det afslappede kaffested. Laura Bro er 43 år og har fuld fart på karrieren som skuespiller. Det har altid ligget i kortene, at hun skulle den vej. Moren hedder Helle Hertz og er skuespiller, faren er tidligere direktør på Gladsaxe Teater, Christoffer Bro, og hendes ene bror er skuespiller Nicolas Bro. Alligevel gik der mange år, hvor de skrå brædder på ingen måde var noget, Laura Bro drømte om.

- Jeg har altid været ret genert og troede ikke, skuespillerfaget var noget for mig. Først da min bror opfordrede mig til at gå samme vej som ham, kunne jeg se, at det måske var noget, jeg skulle udforske.

Siden er det gået godt. Laura Bro debuterede i 2002 i ”Vildanden” på Det Danske Teater. Derefter har hun medvirket i en række film og teaterforestillinger, blandt andet filmene ”Rene hjerter” og ”Under sandet”. Til efteråret medvirker hun i en stor DR serie om en præstefamilie med titlen ”Herrens veje”. Og så er hun for første gang blevet medlem af en jury som en del af holdet bag den folkekirkelige filmpris Gabriel.

Oplagt med en Gabriel pris

- Jeg kendte ikke Gabriel prisen på forhånd, men jeg synes, det er oplagt, at man finder nogle film, som kan vises og diskuteres i sognene. Lige nu har vi snakke i juryen om, hvor fokus skal ligge i vores udvælgelse af kandidater til prisen, og det er spændende at være med til.

Laura Bro har aldrig siddet i en filmjury før, men hun har altid interesseret sig for film. På et tidspunkt gik hun på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, hvor man ser mange film som en del af uddannelsen. Alligevel har hun svært ved at svare på, hvad den bedste film til alle tider er.

- Jeg har meget bred smag. Hver gang jeg forsøger at sætte navn på den bedste film, kommer jeg altid i tanke om en anden film, som også er rigtig god. Jeg er blevet spurgt før, og bagefter har jeg gået og ærgret mig lidt over mit svar.

Laura Bro kan lide de fleste genrer af film.

Presset går Laura Bro dog med til at nævne et par af hendes yndlingsfilm inden for genren ”romantiske film”. De er ”The Philadelphia Story” fra 1940 og ”Værelse med udsigt” fra 1986.

Hun holder sig ikke til blot én genre, men spænder over de fleste, fx er hun vild med science fiction. En rigtig god film er for hende et værk, som kan trække tilskueren ud af den stemning, man kom ind i biografen med. Laura Bro kan godt huske, hvornår det sidst skete, det var i forbindelse med udvælgelsen af film til nomineringen til Gabriel prisen, så hun kan ikke afsløre noget på tidspunktet for interviewet.

- Men jeg kan godt lide følelsen af at blive taget med til et sted og glemme, hvem jeg er. At få følelser for de mennesker, jeg ser på lærredet eller skærmen.  Så kan jeg blive helt trist, når det er slut, og man på en måde mister de mennesker igen.

Vild med serier

En løsning på det kan være at se serier på Netflix og andre streamingtjenester, hvor menneskene lever sæson efter sæson. Det gør Laura Bro også. For tiden ser hun komedieserien ”Doll and Em”, der handler om en skuespillers liv i Hollywood og New York. Hun ser også serien ”The Path”, som handler om en religiøs sekt.

Om kort tid er hun selv med i en serie om religion, ”Herrens veje”, der handler om en præstefamilie og sendes på DR. Hun kan ikke afsløre i detaljer, hvad hendes rolle er, men det er inden for den kirkelige verden, og det er en rolle, hun er glad for, fordi den giver mulighed for at beskæftige sig med store etiske og eksistentielle emner.

Laura Bro fortæller, at hun nok blev skuespiller, fordi hun er et ret kedeligt menneske. Som skuespiller får man lov til at være alt muligt spændende og kan udforske emner og dilemmaer, som hun aldrig kunne finde på at beskæftige sig med i det virkelige liv.

VIDEO: Hør Laura Bro fortælle om sit forhold til folkekirken

- Jeg synes altid, det er spændende at spille roller, som er i yderpunkter. For du kommer ikke gennem et menneskeliv uden at havne i nogle ydersituationer. Man behøver ikke have prøvet alting for at være en god skuespiller. Men man skal være god til at huske de fornemmelser og situationer, som minder om det, der sker i den rolle, man spiller. Der er intet galt med god, gammeldags fantasi. Hvis du selv tror på det, så tror dem, der kigger på, som regel også på det.

Da hun var ung og søgende, brugte Laura Bro Gud og det spirituelle som noget at holde fast i. Hun var meget optaget af kristendom og tæt med sin daværende præst, der konfirmerede hende.

- Jeg tog det meget alvorligt, det med at blive konfirmeret og havde lange og mange samtaler med Gud. Mine tanker handlede om livet og alt, der ligger i det felt. Jeg følte mig meget identitetssøgende.

I dag bruger hun folkekirken på en anden måde end tidligere. Det skyldes, at hun for tre et halvt år siden fødte sin søn Henry.

Kan lide stilheden

- Tidligere var jeg glad for at komme i natkirke. Jeg kan godt lide stilheden og eftertænksomheden i kirkerummet. Hvis jeg er i tvivl om noget, så tænker jeg bedst ved at sætte mig ind i en kirke. Det sker ret ofte, at jeg går ind i kirker og sætter mig, selv om jeg må indrømme, at jeg ikke så tit kommer til gudstjeneste længere.

Hendes søn er døbt, selv om hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle træffe det valg på hans vegne.

- Jeg har selv fundet min tro, og jeg synes egentlig også, at han selv skal finde sin vej. Henry blev først døbt, da han næsten var et år, fordi jeg mærkede et stærkt behov for at sige tak til nogen. Dåben er helt klart mit eget ønske om at sige tak, fordi jeg fik lov at få Henry. Jeg ved godt, at man siger ja til at opdrage barnet i den kristne tro, men for mig var det en stor takke-fest. Jeg var meget rørt, da han blev døbt.

Laura Bro har tænkt sig at opdrage sin søn, som hun selv er blevet opdraget. Her var det hendes far, som stod for den kirkelige del, og han har altid haft en historisk tilgang. Både til Jesus og kirkeverdenen. Derfor har Laura og hendes søskende blandt andet været i Jerusalem for at gå på Via Dolorosa og besøge de hellige kirker.

- Og hvis jeg kender mig selv ret, så bliver det også den vej, opdragelsen af Henry kommer til at tage. Han skal helt sikkert også eksponeres for andre religioner, og hvis han ender med at sige, at han er ateist, så må jeg jo æde den. Men det er vigtigt, synes jeg, at vi som mennesker har de her diskussioner om tro eller ikke tro.

Laura Bro

  • Nyvalgt medlem af juryen bag filmprisen Gabriel
  • Har medvirket i en række film og teaterforestillinger
  • Indspiller for tiden til serien ”Herrens veje”, som bliver vist på DR til efteråret. Her spiller hun en person inden for den kirkelige verden

For nylig var Laura Bro i Notre Dame i Paris og gik i turistsporet sammen med alle de andre. Så opdagede hun, at der inde midt i kirken var en gudstjeneste og besluttede sig spontant for at deltage.

- Det var meget specielt, fordi der var så mange turister rundt om det lille rum, hvor gudstjenesten foregik. Jeg blev rørt over, at der midt i det her virvar var et sted, hvor deltagerne formåede at holde koncentration og gennemføre arrangementet. Jeg følte mig ramt af det.

I København er Laura Bro kommet en del i Vor Frue kirke og Kristkirken på Vesterbro. Hun er kommet til babysalmesang og også til juleaftens arrangementer i Kristkirken, hvor de har et stort krybespil. Hun er glad for folkekirken og forstår ikke den kritik, Ateistisk Selskab har mod fællesskabet.

- Jeg har mange venner, som er ateister, og det er absurd, synes jeg, at nogle ateister ser det som deres fornemste job at prædike for mig. Jeg forsøger at være åben men oplever lukkethed hos dem. De forsøger at putte mig ned i en kasse og fortælle, at alt hvad jeg gør, er forkert. Jeg synes, det er latterligt, at de vil blande sig i, om folk skal være medlem af folkekirken eller ej. Jeg har altid gået ind for at leve og lad leve. For mig er det fint, hvis de har godt med at være ateister, men de behøver ikke fortælle, hvordan jeg skal være.