Ann Maj Lorenzen er sogne- og hospicepræst på Djursland. Og så er hun kvinden bag en ny “dille” i folkekirken, nemlig dåbsklude. Det vil sige strikkede råhvide klude med kristne motiver, der erstatter de klassiske papirtørklæder, som man ellers bruger til at dubbe de nydøbtes hoveder:

- Jeg fik ideen i starten af oktober måneder, og den kom ud af den blå luft, fortæller Ann Maj Lorenzen og fortsætter: - Jeg vågnende med den klare ide: Vi skal til at lave vores egne dåbsklude. Det er så moderne at strikke karklude, men jeg tænkte: Lad os strikke noget med mening i.

Ideen blev ved med at rumstere, og Ann Maj Lorenzen besluttede sammen med kolleger at prøve den af:

- Det er en enkel ide, som er let at sætte i gang. Jeg strikkede selv, testede garn og tegnede motiver, fx kors, døbefont og tro, håb og kærlighed. Så indrykkede vi en annonce i avisen, hvor vi opfordrede til at komme og strikke. D. 5. november kom der 30 kvinder, der ville strikke dåbsklude. Og om søndagen tørrede vi børnene med kludene, fortæller hun.

Del dine erfaringer

Hvordan arbejder I med dåb i dit sogn? Det vil vi meget gerne høre om. Og hold dig ikke tilbage. Vi vil gerne høre om det hele.

Ideen løber ud i landet
Dåbskludene strikkes allerede mange steder rundt i landet, fx i Kolding, Horsens, Herning. Viborg, Sønderjylland, Lolland Falster, Middelfart og København. Der strikkes både i gamle strikkeklubber og i nye, der er oprettet for at strikke dåbsklude:

- At strikke dåbsklude har to formål: For det første er der samværet og samtalen om de kristne symboler i strikkeklubberne, og for det andet at give en gave fra menighed til dåbsbarnet og familien. Mine kolleger siger, at der er stor glæde hos dåbsforældrene. Nogle bliver enormt rørte over, at kvinder i menigheden har strikket en gave til deres barn. Man kan også få oldemor eller mormor, der ikke kan være med til dåben, til at strikke kluden. Så kan de også være med. 

Se mere på facebookgruppen ”Vi strikker dåbsklude”

Folkekirkens Dåbsinitiativ
Hvordan arbejder landets sogne med dåb? Det undersøger vi i Folkekirkens Dåbsinitiativ. Vi indsamler lokale initiativer, projekter, materialer, ideer og tanker, der relaterer sig til dåb. Særligt er vi interesserede i initiativer, der retter sig mod gravide, forældre, faddere og de 0-12 årige. Fra 2018 formidler vi de mange erfaringer, så de kan være til inspiration for alle landets sogne.