En af de faste indsamlere i Hjortshøj sogn er Pia Cisko, som har gået forskellige ruter i byen gennem de sidste 10 år. I år fik hun en rute i området, hvor hun selv bor.

Hun fortæller, at det er nemmere at få folk til at støtte projektet, når man kender hinanden på forhånd. Desuden er det en god anledning til at snakke med nogle af dem, man ikke ser så tit.

- For mig er det lidt en festdag. Jeg glæder mig til at komme rundt og ringe på hos naboerne, siger hun.

Fødselsdagssang

I de første boliger er der ingen hjemme, men tredje gang er der bid. Det viser sig, at lejligheden er fyldt med familie, som har været på besøg for at fejre beboerens 60 års fødselsdag. Det skal selvfølgelig fejres, så indsamleren synger fødselsdagssang, samtidig med at mønter falder ned i bøssen.

I næste dør åbner en kvinde, som gerne vil støtte, men som vil høre mere om, hvad pengene konkret går til. Hun lægger vægt på, at økonomisk hjælp skal havne der, hvor den giver mest mening. Pia Cisko kan fortælle, at fokus i år er på at hjælpe bredt, hvor det tidligere har været konkrete projekter, der er samlet ind til.

En person, som viser sig at være på besøg i området, stopper op og tilbyder også at bidrage med penge til verdens fattige. Det er tydeligt, at ønsket om at hjælpe er stort på den rute, Pia Cisko har fået tildelt.

I sognegården holder indsamlingsleder Ove Overgaard Nielsen styr på tropperne. Han kan konstatere, at det modsat sidste år lykkedes at få afsat alle sognets 33 ruter. Han betragter det som en æressag at komme ud i yderområderne, så også sognebørnene der får mulighed for at bidrage til den gode sag.

- Der var et år, hvor vi lå nummer 86 på landsplan, når man måler indsamlingens resultater i forhold til antal husstande og ruter. Så Hjortshøj er et godt sogn at være indsamler i, fortæller Ove Overgaard Nielsen.

Dagens sidste opgave er at køre i banken med dagens høst. 22,838,50 kroner blev det til, og det ligger i den gode ende sammenlignet med andre år.