Det er tiden for de sidste menighedsrådsmøder i denne valgperiode. Og det er tid at takke de menighedsrådsmedlemmer, som ikke fortsætter. Uanset om de har båret ansvaret for sognets anliggender i en enkelt periode eller gennem et langt liv. Vi har været fælles om at bære det ansvar, som vi påtog os, da vi første gang indtrådte i menighedsrådet med løftet om at udføre vores hverv i ”troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”. 

Det er vores kald som lægfolk i folkekirken. Det er vores kald, som ikke mister sin gyldighed, skønt alt visner og forgår. For nogle er tiden kommet til at række ansvaret videre til nye kræfter. Og dermed indlemme nye i den lange kæde af myndigt lægfolk, som har taget og fortsat vil tage ansvar for, at der stadig er en levende folkekirke i Danmark. 

Derfor skylder vi alle dem stor tak, som gik forud. Vi er her kun i dag, fordi andre rakte troen, kærligheden, ansvaret videre.

Håb om bedre muligheder
Troen skal rækkes videre til nye generationer igennem dåb og forkyndelse; kærligheden bliver kun levende iblandt os, når vi rækker ud mod vores næste. Opgaven kan forekomme overvældende stor, når vi konfronteres med faldende dåbstal, udmeldelser, manglende engagement og hadske udfald mod den folkekirke, som vi har lovet troskab; men håbet er, at vi ikke er alene i den gode strid.

For nogle slap kræfterne op i kampen med bureaukratiske procedurer og administrativt besvær; men det er dog kun menneskeværk, som kan ændres, hvis viljen er til stede. Mit håb er, at der vil være vilje i folkekirken og hos dens lovgivere til at give de nye menighedsråd bedre muligheder for at udføre det hverv, som de aflægger løfte på. At der hurtigt vil blive givet frihed til, at den lokale folkekirke kan udfolde sig på de betingelser og under de vilkår, hvori den er sat til at være kirke. At vi i tillid til hinanden kan slippe for at bruge tid på at administrere overflødige regler. At vi skaber plads til, at samarbejdet kan udvikle sig til fælles bedste. 

Det er nemt at gribes af utålmodighed, men vi bliver også nødt til at minde hinanden om, at vi indgår i den lange kæde af troende, engagerede og dedikerede menighedsrådsmedlemmer, som hver til deres tid har været nødt til at overvinde modstand og vinterstorm i striden for den kristne menigheds liv og vækst. Da grønnes håbet.