normal_fixed_Soeren_portraet_1.jpg

Søren Abildgaard er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Debatten om folkekirken er fuld af tal, som det for det enkelte menighedsrådsmedlem kan være vanskeligt at forholde sig til. Kirkeministeriet har udarbejdet en redegørelse til Folketinget om statens tilskud til folkekirkens forkyndelse sammenholdt med folkekirkens omkostninger til vedligehold af kirkebygningernes tag og fag samt kalkmalerier.

I bedste fald har man her taget fat på dele af den problemstilling, der på den ene side handler om statens forpligtelse efter grundloven til at understøtte den danske folkekirke, og som på den anden side handler om folkekirkens mangfoldige bidrag til stat, kommuner, samfund og kultur. Beløbsstørrelserne kan diskuteres, og konkrete beregninger kan kritiseres.

Valget af, hvad der skal med, og hvad der er udeladt, handler lige så meget om de politiske hensigter bag som om at tilvejebringe den endegyldige og objektive sandhed om det økonomiske samspil mellem staten og folkekirken. Landsforeningens bestyrelse er klar til at gå åbent ind i enhver debat, som tallene måtte give politikere og andre anledning til.

For bestyrelsen er det afgørende, at der er brug for at fastholde staten på sin forpligtelse på folkekirken. Det er nødvendigt, hvis sammenhængen mellem folkekirke, stat og folk skal bevares. Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Det er en debat, som alle er bedst tjent med foregår på et reelt og redeligt grundlag, også når det gælder tallene. For bestyrelsen er det afgørende, at der er brug for at fastholde staten på sin forpligtelse på folkekirken. Det er nødvendigt, hvis sammenhængen mellem folkekirke, stat og folk skal bevares. Ikke mindst for folkets og statens skyld. I menighedsråd og provstiudvalg er der sikret en god demokratisk forvaltning af folkekirkens lokale økonomi, som udgør ca. 80 pct. af folkekirkens samlede økonomi.

Der er derimod behov for en yderligere demokratisering af forvaltningen af de resterende ca. 20 pct., som ligger i Folkekirkens Fællesfond, og hvoraf statens tilskud kun udgør knap halvdelen. Det har været et skridt i den rigtige retning, at de seneste kirkeministre har inviteret repræsentanter fra stiftsrådene med i budgetsamrådet. Hvert år når sognenes regnskaber offentliggøres, er det anledningen til en ny debat om, hvorvidt vi nu kan finde ud af at administrere de lokale midler ansvarligt.

Udviklingen i kirkeskat, ligningsgrundlag, overskud på driftsbudget, kirkekassernes frie midler, opsparing til anlæg og afdrag på gæld er nogle af de begreber med tilhørende tal, som bliver kastet rundt i debatten uden den nødvendige indsigt i baggrunden for de lokale dispositioner. Måske skulle vi interessere os mere for, om vi forvalter midlerne effektivt, så vi får mest mulig kirke for pengene, og om vi bruger midlerne hensigtsmæssigt i forhold til at skabe gode vilkår for den kirke, som er relevant for det sted, hvor vi hver især er sat til at være kirke.