I er vant til, at formandens kommentar til den folkekirkelige situation bliver læst op fra talerstolen, og herefter omdeles i en god trykkvalitet med formandens billede udenpå. Det kommer ikke til at ske i år.

Det er til dels reformationens skyld. Reformationen kalder os til fornyelse, således også på dette område. Desuden har en række emner udviklet sig helt frem til dette års delegeretmøde. Jeg har derfor i år ønsket en form, der også gør det muligt at kommentere på den allerseneste udvikling.

500 års-jubilæet for reformationens begyndelse i 1517 fejres overalt. I Danmark med store og små arrangementer over hele landet.

Jeg kommer lige fra den globale reformationsfejring, som det lutherske verdensforbund fejrede i Windhoek, Namibia i forbindelse med den 12. forsamling siden oprettelsen i 1947. I næste uge deltager jeg i den store tyske reformationsfejring, der finder sted i Wittenberg. Og pinsedag følger så den store danske nationale reformationsfejring i Haderslev domkirke.

Om halsen bærer jeg en makalani-nød, fra en lokal, namibisk palme, med indskriften ”Liberated by God´s Grace”, befriet af guds nåde, som var temaet for det lutherske verdensforbunds forsamling.

Ordene fra Galaterbrevet ”Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” var det daglige løsen, som skulle minde os deltagere, repræsentanter for evangelisk-lutherske kirker over hele verden, om, at vi som kristne allerede er befriet af Guds nåde. At nåden er gratis, og at hverken frelsen, mennesker eller skabningen er til salg, er den fælles forståelse i dag som på reformationens tid. Det er den forståelse, som forener kirker i den lutherske tradition, uanset forskelle i kultur, vilkår og økonomiske forhold.

Folkekirken er en rig kirke set fra et globalt perspektiv. Vi har det privilegium, som kun ganske få lutherske kirker i Norden og til dels i Nordeuropa deler, nemlig at vi er en majoritetskirke, som et flertal af folket fortsat frivilligt tilslutter sig.

Skønner vi nok på vores privilegerede stilling og på den frihed, vi som kristne ufortjent har fået? Har vi – uanset om vi er præster eller tilhører et myndigt lægfolk – frimodighed til at forkynde evangeliet i ord og gerninger ind i vores samtid i den sammenhæng, hvor vi hver især er kirke.

Det lutherske verdensforbund beskæftiger sig ikke umiddelbart meget med de emner og udfordringer, der optager danske menighedsråd. Måske skyldes det, at vi med vores privilegerede position ikke tror, at vi kan lære noget af kirker, der befinder sig i en anden situation end vores.

Vi kan dog lade os inspirere af, hvordan reformationen er en stadig bevægelse, der skaber fornyelse og vækst i kirkelivet. Det udfordrer os til også i vores hjemlige sammenhæng at se mulighederne for frimodigt at være en relevant kirke for, blandt og med det folk, som stadig ser folkekirken som sit hjemsted.

Det skal vi gøre uden at lade besvær, vaner eller statistiske tendenser trælbinde os i opgaven med at skabe liv og vækst i den lokale kirke.

Reformationsjubilæet

Et reformationsjubilæum skal ikke kun være en historisk markering af begivenhederne i Wittenberg i 1517. Det skal også være en anledning til at reflektere over, hvordan reformationens fortsatte krav om fornyelse, virker ind i vores folkekirkelige virkelighed i dag.

Det lutherske verdensforbunds overordnede tema, befriet af Guds nåde, sætter rammen for et fælles teologisk sprog om nåden som både en gratis gave og som et kald, som vi deler med alle døbte. Her vil der også i danske menigheder være inspiration til samtalen om tro og kristendom. Der er måske nok behov for at omsætte det til en dansk virkelighed og i et enkelt og virkningsfuldt sprog, hvis det for alvor skal slå igennem.

Det kan måske være med til at stimulere en fornyet interesse for forholdet mellem troen og det individuelle og kollektive engagement i samfundet. Vi bliver ikke frelst i kraft af vore gerninger, men troen må også føre til gode gerninger. Kristendommen kan ikke være tavs med henvisning til en misforstået opfattelse af Luthers to-regimentelære.

Fornyelsen kan også kræve, at vi har modet til at skære de døde grene af, som ikke længere bærer frugt; så de bæredygtige dele af vores kirkeliv kan sætte ny og bedre frugt.

En anden populær tilgang også ved tidligere reformationsjubilæer er at formulere nye teser, inspireret af Luthers 95 teser. Jeg vil her tillade mig at tage afsæt i tidsskriftet kritisk forum for praktisk teologi som med udgangspunkt i semper reformanda, at kirken altid skal fornyes, for nylig foreslog en række teser, der melder sig som refleksion over reformationens betydning i dag.

Det handler grundlæggende om at bevare og fastholde folkekirkens relevans i folket, i samfundet og i forhold til staten.

Den første tese lyder: En evangelisk-luthersk kirke bør være en selvstændig størrelse i samfundet (formuleret af Svend Andersen). Folkekirken kan ikke være helt styret af staten, men skal have mulighed for at forsvare troens frihed. Det indebærer også friheden til at lade evangeliet lyde ind i den samfundsmæssige og politiske virkelighed, uden at vi af den grund som folkekirke skal blande os i de partipolitiske spørgsmål.

Den anden tese (formuleret af Birgitte Stoklund Larsen) lyder: Når kristendommen er global, kan kirken ikke være national. Kirken må være multilokal. Folkekirken er et historisk udtryk for, hvordan kristendommen er blevet forkyndt ind i den danske kultur. Men kristendommen er ikke forbeholdt for danskere. Hvad betyder det for folkekirkens selvforståelse, når befolkningens sammensætning ændres? Kan vi i længden forsvare at opretholde folkekirken primært som kirke for etniske danskere?

Den tredje tese (formuleret af Jeppe Bach Nikolajsen) lyder: En bekendelseskirke er en kirke, der bekender sig til Jesus Kristus, og som derfor følger ham efter og vidner om ham over for det samfund, som den er en del af. Her lægges der vægt på efterfølgelsen i fællesskab, i tjeneste og i forkyndelse.

Den sidste tese, som jeg vil fremhæve i denne sammenhæng (er formuleret af Laura Lundager Jensen og) lyder: Menighedens frihed er kirkens forudsætning. Kirken lever i kraft af aktive menigheder, der tager ansvar for at være kirke. Det forudsætter myndige menigheder og dermed et myndigt lægfolk.

Vi der er samlet her i dag er som menighedsrådsmedlemmer, som præster og som repræsentanter for et myndigt lægfolk, den gruppe, hvorfra folkekirkens fornyelse skal udgå, i en fortsat reformatorisk bevægelse. Jeg håber, at dette arbejde i de kommende år bl.a. kan tage afsæt i de tanker, som jeg har omtalt indtil nu.

Udfordringer

Folkekirkens store udfordringer er nogle, som vi ikke står alene med, men som vi også finder i resten af Norden og i vore øvrige nordeuropæiske nabolande, som er præget af individualisering og sekularisering, men hvor der også er en modtendens, en længsel efter mening og fællesskab, som giver håb for folkekirkens fremtid.

Det faldende dåbstal er en af disse udfordringer. Vi kan strides om, hvorvidt den skyldes indvandring og ændringer i befolkningssammensætning, eller at den skyldes moderne forældres forventning om, at dåbsbeslutninger skal give individuel mening. Vi kan også være uenige om, hvorfor vi interesserer os for problemet. Er det, fordi dåben er en gave, gratis, af Guds nåde, som vi er kaldet til at give videre? Er det, fordi det faldende dåbstal vil udfordre sammenhængen mellem folk og kirke og dermed påvirke forholdet mellem kirke og stat? Er det, fordi faldende medlemstal vil true folkekirkens økonomiske grundlag?

Uanset motivation, er det vigtigt og relevant at dele gode ideer med hinanden. Hvad virker godt hvor og hvorfor? Hvordan kan vi bruge andres erfaringer i vores eget sogn? Folkekirkens dåbsinitiativ, som Landsforeningen har lanceret sammen med biskopper, provster, FUV og de folkekirkelige organisationer, forsøger netop at besvare disse spørgsmål. Jeg vil gerne takke alle, der allerede har bidraget med gode ideer og forslag, og opfordre jer, der endnu ikke har gjort det, til at dele jeres erfaringer med os andre. I kan evt. besøge Landsforeningens stand udenfor.

Folkekirkens forhold til de unge er en anden stor udfordring, som vi endnu kun lige er begyndt at ane konturerne af. Det er i sig selv et problem, hvis folkekirken ikke opleves som en relevant del af unges tilværelse. Det er måske i særlig grad en udfordring for det typiske menighedsrådsmedlem på 60 år helt at forstå den virkelighed, som unge i 20´erne lever i, de håb, drømme og forventninger, som de deler med deres jævnaldrende, og den rolle som folkekirken måske kunne spille i deres længsel efter mening og fællesskab.

Men det er også et problem, som må forventes at slå igennem i dåbstallene fremover. Hvis unge ikke oplever folkekirken som en relevant del af deres liv, bliver deres børn næppe døbt, når de unge har stiftet familie.

Måske har vi svigtet ved ikke frimodigt at række den gave videre, som vi selv har modtaget. Måske har vi manglet et sprog for vores tro, så gaven helt kunne pakkes op og gives videre. Derfor bliver vi nødt til på ny at tage samtalen om tro og kristendom alvorligt. Vi drøfter i morgen, hvordan det kan gøres i menighedsrådet. Det er vigtigt, at vi som menighedsrådsmedlemmer bliver klædt ordentligt på til at tage vare på vores ansvar for de kirkelige anliggender. Men ambitionen må naturligvis være, at vi også kommer længere ud. At det også bliver en samtale i menigheden og en del af den almindelige samtale i samfundet.

Menighedsrådsvalget

Menighedsrådsvalget sidste år gav gode erfaringer til inspiration for arbejdet med fremtidig valgform. Det var generelt en succes at opfordre til at holde orienterings- og opstillingsmøder på samme dag over hele landet. Jeg glæder mig over, hvor mange kandidater der stillede sig til rådighed for det bredeste lokaldemokratiske engagement, som vi har i Danmark. Andre valgte at fokusere på de steder, hvor det af den ene eller anden grund ikke lykkedes at samle et fuldtalligt menighedsråd i første omgang.

Antallet af afstemningsvalg faldt til under 3 pct. Jeg tror, at en medvirkende årsag var, at det denne gang lykkedes at beskrive nogle gode demokratiske procedurer for personvalget på et opstillingsmøde.

Nu foreligger så betænkning 1567 om menighedsrådsvalg i fremtiden. Den er i høring frem til 1. oktober, og debatten i grupper i aften og i morgen i salen bliver indledningen på en forhåbentlig aktiv debat offentligt og lokalt i menighedsrådene. Jeg vil gerne takke Kirkeministeriet for, at det bliver muligt at drøfte betænkningen på vores årsmøde.

Jeg glæder mig over, at det er et enigt udvalg, der afgiver denne betænkning. Med forslaget om valgforsamlinger får vi en valgmodel, der tager udgangspunkt i virkeligheden for mere end 97 pct. af menighedsrådene. Samtidig bevares muligheden for at udløse et afstemningsvalg, så der altid vil være mulighed for at udfordre en valgproces, hvis der ikke gives tilstrækkelig plads til alle synspunkter.

Det vil være med til at sikre, at menighedsrådene fortsat har legitimitet som grundlaget for hele folkekirken. Orienteringsmøderne om foråret kan være med til at skabe større opmærksom om valget og om menighedsrådets arbejde. Men vi må nok erkende, at skal der på længere sigt skabes større tilslutning til menighedsrådsarbejdet, så kræver det også, at vi indretter os på nye måder, der i højere grad inddrager frivillige i menighedsrådets løbende arbejde og skaber opmærksomhed i menigheden om menighedsrådsarbejdets relevans.

Det skal være nemmere

Ikke mindst for de nyvalgte menighedsråd er det vigtigt, at det bliver lettere at være menighedsråd. Desværre er mødet med de administrative krav ofte det, der får nyvalgte menighedsrådsmedlemmer til kun at være med i enkelt valgperiode. Vi slipper naturligvis ikke for, at ansvaret for sognets administrative anliggender også medfører krav til procedurer og sagsbehandling. Men vi skal gøre det lettere gennem forenkling af regler, ved at fjerne barrierer for samarbejde og gennem fleksibilitet, så reglerne passer til de lokale vilkår. Uanset hvor opgaverne placeres er det vigtigt, at beslutninger træffes med en god demokratisk forankring, at beslutningsgrundlaget er åbent og gennemsigtigt.

Her er vi f.eks. kommet et godt skridt videre med de nye krav om øget gennemsigtighed i provstiudvalgenes økonomi. I det hele taget er det vigtigt at styrke samspillet mellem menighedsråd og provstiudvalg. Provstiet er de fleste steder den økonomiske grundenhed i folkekirken. Men det kan også være rammen om udvikling af det lokale kirkeliv i en mangfoldighed, hvor de enkelte sognes forskellighed tilsammen kan være med til at styrke folkekirkens tilstedeværelse lokalt.

Vi kommer meget mere ind på disse problemstillinger i drøftelsen i morgen om folkekirkens lokale økonomi.

Når vi efter sommer skal i gang med at vælge nye medlemmer til provstiudvalg og stiftsråd, er det vigtigt, at vi som menighedsrådsmedlemmer tager ansvaret alvorligt, så vi gennem valget sammensætter provstiudvalg, der kan udfylde hele opgaven, både den økonomiske del og den del, der handler om at fremme samtalen om de fælles kirkelige udfordringer lokalt. Hvis vi oplever manglende lydhørhed fra provstiudvalget, hvis vi oplever forholdet til provstiudvalget som præget af interessemodsætninger i stedet for af konstruktivt med- og modspil, har vi dybest set kun os selv at takke for det.

Der er lige blevet vedtaget en lov om forsøg i folkekirken, som giver mulighed for at indgå i forsøg om bl.a. de økonomiske forhold i eksisterende samarbejder, om at flytte opgaver fra menighedsråd til provsti, og om den interne organisering af arbejdet i menighedsrådet. Jeg er sikker på, at kirkeministeren vil sige meget mere om disse muligheder i sin tale. For mig er det vigtigt, at mulighederne for forsøg bliver administreret så enkelt og så fleksibelt som muligt, så de menighedsråd, der vælger at indgå i forsøgene, oplever en reel lettelse af arbejdet. Vi vil naturligvis sammen med Kirkeministeriet og stifterne oplyse og vejlede om de muligheder, som den nye lov giver for menighedsrådene.

De tunge opgaver

Menighedsrådene håndterer mange tunge opgaver. Det gælder bl.a. ansvaret for kirkegårdsdriften de fleste steder i landet. Her skal menighedsrådene håndtere ændringer i begravelsesskikke og forventninger om, at der bliver bedre plads til individuelle ønsker. Det har ført til en betragtelig overkapacitet på kirkegårdene, samtidig med at Kirkeministeriets opgørelse viser, at folkekirkens medlemmer bidrager med ca. 900 mio. kr. årligt til den samfundsopgave, som kirkegårdsdrift også er.

Det er dog centralt at fastholde, at kirkegårdsdrift også er en vigtig folkekirkelig opgave. For mange medlemmer er kirkegården det centrale mødested med folkekirken. Derfor skal vi fortsætte den professionelle og effektive drift af kirkegården. Vi skal gerne så mange steder som muligt arbejde med langsigtede udviklingsplaner. Det tager nemt 30 år at gennemføre grundlæggende forandringer på kirkegårdene, og derfor skal vi allerede nu planlægge, hvordan kirkegårdene skal indrettes og drives om flere årtier.

En anden tung opgave kan være driften af tjenesteboliger. Det er et gode for os i sognene, at i hvert fald nogle af præsterne bor i sognet og deler liv og vilkår med deres menighed. Jeg så gerne, at menighedsrådene eller det lokale niveau fik mere reel indflydelse på spørgsmålet om, hvor mange og hvilke tjenesteboliger der skal være i sognet. Det kræver en nøje afvejning mellem forhold som den lokale kirkelige økonomi, hensynet til præstens familie- og arbejdsliv, mulighederne for rekruttering af præster samt nogle steder også hensynet til at bevare kulturarven.

Præstemangel

Den begyndende præstemangel har i det forløbne år givet anledning til mange overvejelser, men også til en erkendelse af, at der ikke er et enkelt greb, som kan løse problemet. Vi er derfor nødt at tage mange virkemidler i brug, som forhåbentlig til sammen kan sikre, at der er det fornødne antal kvalificerede og kompetente ansøgere til stillinger i alle dele af landet.

Her bliver vi nødt til at sikre, at der en tilstrækkelig tilgang af ansøgere til teologistudierne, at de studerende bliver opmærksomme på folkekirkens tilstedeværelse og kan se os som en attraktiv arbejdsplads. Det stiller naturligvis krav om, at vi også rent faktisk er en attraktiv arbejdsplads.

Vi kan godt forbedre grundlaget for ansættelse af præster, gennem en bedre, tidlig afklaring af, hvad sognet har brug for de kommende mange år, hvor man som menighed forhåbentlig skal udvikle sig sammen med den præst, som man kalder til embedet. Vi kan gøre selve ansættelsesprocessen mere professionel. Og vi kan ikke mindst sørge for, at modtagelsen af den nye præst bliver styrket og forbedret i et samspil med det ændrede introduktions- og efteruddannelsesforløb, som forventes indført fra 2018.

Vi skal blive bedre til at udvikle samvirket mellem læg og gejstlig i menighedsrådet. Det kræver en aktiv medleven fra de valgte medlemmers side også i forhold til de kirkelige anliggender. Og det kræver, at præsterne bringer deres teologiske kompetencer i spil i forhold til menighedsrådets beslutninger. Et frugtbart samliv forudsætter en løbende forventningsafstemning.

Det kræver helt basalt, at vi behandler hinanden ordentligt og med respekt for hinandens roller og kompetencer.

Derfor er det naturligvis heller ikke acceptabelt, når så mange præster tilsyneladende oplever mobning som en del af den kirkelige dagligdag.

Ligesom det heller ikke tjener os til ære, når menighedsråd hænger fast i konflikter, som skader menighedsrådets arbejde for kirkens liv og vækst i sognet, eller når konflikter ødelægger arbejdsmiljøet for ansatte eller præster, eller tager glæden fra valgte menighedsrådsmedlemmer eller frivillige.

Jeg kan kun opfordre alle til at tilslutte sig Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning, så vi har et beredskab den dag, der er brug for det. I kan i øvrigt få flere oplysninger på Landsforeningens stand udenfor.

Den seneste undersøgelse gentager den kendte sandhed om, at problemerne er størst der, hvor de ikke bliver håndteret i tide, men får lov at udvikle sig. Det er vigtigt med en konsekvent og rettidig ledelsesindsats, uanset om det er provsten eller menighedsrådet, der i det konkrete tilfælde har ansvaret.

Og uanset hvem der i det daglige udøver menighedsrådets ledelsesansvar, en valgt kontaktperson, præsten, en daglig leder, en administrationschef, eller hvordan man nu lokalt har indrettet sig, skal ledelsen leve op til den samme standard for god ledelse. Det kan vi bl.a. være med til at understøtte gennem uddannelse som f.eks. vores nye initiativ, Folkekirkens lederuddannelse, så menighedsrådene også bliver klædt ordentligt på til at varetage de administrative og ledelsesmæssige opgaver.

Hvis vi skal udvikle folkekirken kræver det et samspil mellem menighedsråd, ansatte og frivillige, hvor vi er med til at give hinanden de bedst mulige betingelser for at varetage den opgave, som er vores hver især. Og her skal vi ikke være bange for at være tydelige omkring, at vi som menighedsråd er valgt som repræsentanter for menigheden og varetager arbejdsgiverrollen i forhold til folkekirkens lokale ansatte. Og vi skal være bevidste om, at der med opgaven også følger et stort ansvar for at fremme gode vilkår lokalt.

Landsforeningens kurs

Jeg håber, at Landsforeningen også i den kommende periode vil have fokus på menighedsrådenes og folkekirkens behov. I vores pejlemærker har vi sat en kurs, som peger ud over den nuværende bestyrelses valgperiode.

Vi har brug for en stærk organisation, hvor distriktsforeningerne fungerer som et reelt bindeled mellem Landsforeningens bestyrelse og menighedsrådene. Kun derved kan vi sikre, at mangfoldigheden af holdninger til folkekirkens udvikling bliver afspejlet i bestyrelsens udtalelser og handlinger. Det kan kræve en øget opmærksom på behovet for udvikling af organisationen på alle niveauer.

Landsforeningen er en central aktør i folkekirken, og vi skal ikke være bange for at bringe os i spil i forhold til andre aktører, heller ikke når det kan udfordre os til at gøre tingene på nye måder og med et ændret perspektiv. Som forening har vi kun en berettigelse, hvis vi tjener menighedernes og folkekirkens interesser.

Sammen med Kirkeministeriet, stifter og provstier har vi en fælles opgave om at virke til gavn for folkekirken og dens menigheder og sogne. Vi skal ikke dyrke et kunstigt modsætningsforhold, men i fællesskab finde gode løsninger. Det er ikke så vigtigt, hvem der udfører en given opgave eller på hvilket niveau. Menighedsrådene skal have adgang til den bedst mulige rådgivning og til de relevante konsulentydelser. Og det gælder uanset, hvor i landet man bor. Vi skal derfor løbende overveje balancen mellem, hvordan vi bedst sikrer nærheden til menighedsrådenes lokale opgave, og hvordan vi sikrer en høj kvalitet i ydelserne.

Folkekirken har også behov for varetagelse af fælles opgaver, hvad enten det drejer sig om uddannelser, IT eller kommunikation. Disse opgaver bør tilrettelægges, så de bedst muligt understøtter folkekirkens og sognenes virksomhed.

På samme måde som det gælder for den lokale økonomi er der behov for en god demokratisk forankring samt åbenhed og gennemskuelighed, når det gælder beslutninger om den fælles økonomi. Den lille budgetfølgegruppe, som rådgiver ministeren, er de seneste år blevet udvidet med et budgetsamråd, som giver stiftsrådene samt observatører fra Præsteforeningen og personaleorganisationerne mulighed for at bidrage til beslutningsgrundlaget. Jeg vil gerne medvirke til, at vi går længere ad den vej, så vi sammen med andre interessenter kan komme med forslag til, hvordan endnu flere beslutninger kan underkastes en bred og gennemskuelig debat.

Statens økonomiske støtte til folkekirken i form af tilskud til præstelønninger og folkekirkens bidrag til bevarelse af kulturarv, til kirkegårdsdrift og til civilregistrering er blevet belyst i det forløbne år. Der kan sagtens komme en tid, hvor vi skal forholde os til forslag om større omlægninger af folkekirkens økonomi. Her vil det kun være godt, at vi forinden har øvet os i at træffe beslutninger om den fælles økonomi på et demokratisk og åbent grundlag.

Vi kan allerede i dag gennem partnerskaber og samarbejde sætte en dagsorden for de væsentlige udfordringer, som folkekirken står over for. I den forbindelse har samarbejdet om folkekirkemødet været en god læringsproces. Når vi inviterer til folkekirkemøde i Aarhus den 26. august, vil der stå en endnu bredere kreds bag arrangementet end sidste år under Himmelske Dage i København. Og vi har allerede lagt billet ind på at bidrage med endnu et folkekirkemøde i forbindelse med Himmelske Dage på Heden i Herning i Kristi Himmelfartsdagene i 2019.

Vi skal i folkekirken blive bedre til at handle sammen med frimodighed, biskopper, provster og præster, menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, frie folkekirkelige organisationer, folkekirkens ansatte. Lad os øve os på sammen at tage ansvaret for folkekirkens udvikling og opgavevaretagelse, ikke kun på den lille del af det samlede billede, som er vores hver især.

Folkekirken er jo netop ikke en statskirke, men en folkekirke der er båret af medlemmernes engagement.

Fra vores naboer kan vi lære, at der er mere end én måde at være evangelisk-luthersk folkekirke på. Vi kan lære, hvordan et levende folkeligt og kirkeligt engagement også kan komme til udtryk. Vi er ikke alene om at være kirke i en sekulariseret tid. Det er en historie og et vilkår, som vi deler med andre. Folkekirken har fortsat globalt en enestående stærk opbakning. Det forpligter os til at dele vores erfaringer med andre. Og fra andre kan vi måske lære nogle andre perspektiver på at være kirke, hvis udviklingstendenserne ikke vendes, men fortsætter.

For folkekirkens fremtid er ikke givet. Der er et udfaldsrum, som vi kan påvirke. Der er en mulighed for, at vi kan vende udviklingen. Der er en mulighed for, at vi i en fortsat reformatorisk bevægelse kan skabe fornyelse. Det er håbet, som må være drivkraften i vores virke.