En af årets mest populære danske spillefilm er "Jagten" af Thomas Vinterberg. Den handler om en pædagog, vikar i en børnehave, en flink og sympatisk mand, der bliver beskyldt for at have krænket en af de små piger seksuelt. Det er klart fra starten, at han er uskyldig, men vi ser, hvordan han bliver jagtet, slået, sparket og stenet med konservesdåser ud af den lokale købmandsbutik.

De voksne ansvarlige, børnehavelederen og psykologen (suverænt spillet af hhv. Susse Wold og Bjarne Henriksen) tror i udgangspunktet ikke på, at et lille barn kan "lyve", og mener det i stand til at skelne mellem fantasi og sandhed. Deres mistanke udmønter sig i styrende spørgsmål, som barnet forsøger at tilpasse sig alt for godt. Det går helt galt, da både forældrene og de andre børn bliver inddraget og producerer mere "bevismateriale".

Skræmmende at tænke på, hvor let noget sådant kan ske. Pædagogen, overbevisende spillet af Mads Mikkelsen, er forsvarsløs. Hvordan det alligevel lykkes ham at blive frikendt, skal vi ikke røbe af hensyn til dem af jer, som ikke har set filmen endnu. Men inden da oplever vi både et voldsomt opgør mellem nære venner under selve den hellige juleaftensgudstjeneste og siden et forsoningsmåltid mellem dem. Kun ganske få, herunder pædagogens søn, har hele tiden bevaret troen på hans uskyld.

Den lille pige indrømmer til sidst, at pædagogen var uskyldig, og de forsones med hinanden i en smuk slutsekvens. Mareridtet synes helt overstået – eller er det? Filmens helt overraskende og voldsomme slutning skal ikke røbes her. Den gribende film rummer en række temaer, som virker bibelsk inspirerede. Ud over steningsscenen har vi forræderiet, fornægtelsen og forhånelsen har vi forløsningen og forsoningen – men samtidig det grundlæggende spørgsmål om tro og vantro.

Det er en film, der kan sætte rigtig mange tanker i gang, og som slutter med et åbent spørgsmål. Kort sagt et mesterværk! Af Lektor Karsten Fledelius på filmjuryens vegne