Årets vinderfilm foregår i Storby-Danmarks laveste, barskeste lag, så derfor kan de to brødre i handlingens centrum ikke så godt hedde Kain og Abel, --men det er tæt på: Kasper og Andy! Bevidst og originalt trækkes paralleller til både Det Gamle Testamentes og det moderne Hollywoods dyrkelse af begrebet: FAMILIE.

Kasper er den ansvarsbevidste, omsorgsfulde storebror, som kæmper for sin familie: En magtesløs, evigt fraværende mor, en kær, forsømt lillesøster og en barnlig, splejset lillebror, som i begivenhedernes barske forløb afslører iskold, dræbende dødsforagt og kulsorte, skrupelløse dybder. Andy mere end lever op til Det Gamle Testamente med en hævntørst, der langt overstiger "Øje for øje, -tand for tand"! Uddannelses- og arbejdsløse Kasper har brug for penge til sig selv og sin familie, og dem skaffer han ad den eneste vej, han kender: kriminalitet. Og inden for dette "fag" avancerer Kasper helt bogstaveligt "ad Helvede til!"

Fra indvandrer-bandens garage-baserede, knallert-transporterede kiosk-kriminalitet med skaller og øretæver til rocker-kongens kæmpe-villa med købekvinder i kælderen, BMW’er i garagen, narko i lange baner og effektivt dødbringende våben. Jo flere penge, jo hårdere kriminalitet, jo hårdere kriminalitet, jo større risiko, - og snart er både penge, kriminalitet og risiko helt i top!

Da storebror ikke længere kan klare "karrieren" ene mand må lillebror inddrages - med chokerende resultat! Egentlig ikke for at mildne og opbløde alt det afstumpet rå og voldelige, men snarere for at sætte det i relief – som kontrast – og derved sætte spot på Kaspers fundamentalt gode sind og dybe familieomsorg drysses få, små, lyse og lykkelige, dybt og ægte rørende øjeblikke ud over filmen; og den slutter ... ikke påklistret rosenrødt eller Hollywoodsk håbefuldt, men så råt realistisk som hele dens barske forløb med en hæsblæsende menneskejagt ... på kirkegården!

Vinderfilmen opruller indforstået baggrunden for storby-Danmarks stigende kriminalitet – det menneskelige bag det sensationelle, det komplekse bag overskrifterne – med dokumentarisk realisme. En realisme, der forstærkes af den sikre rollebesætning: Ikke alene er de medvirkende amatører, og derfor fri for belastende "kändis-effekt", de to brødre spilles også af to brødre, og det emmer ud fra lærredet, hvor tæt de er på hinanden: film og virkelighed, drama og dokumentarisme sammensmelter uvant og overrumplende.

De perfekt valgte skuespillere snarere er end 2/2 agerer deres roller, stærkt støttet af et vel-opbygget manus med naturligt flydende replikker, hvilket forstærker filmens drama-dokumentariske autenticitet. Og de menneskelige faktorer suppleres af de filmiske: En rå fotografering, - så upoleret usofistikeret som snuppet direkte fra et overvågningskamera,- svajer, slås, flygter og falder sammen med personerne i angsten, hadet og desperationen, og klipningens stadigt stigende rytme haler filmen op i et hæsblæsende tempo, der forbilledligt holder den under de klassiske, magiske, men efterhånden sjældne 90 spille-minutter.

På een gang underholdende og informerende, frastødende og fascinerende, drønspændende og dybt tragisk, gammeltestamentlig og højaktuel.