Mandag d. 9. maj var der premiere på en række af workshops om rekruttering af nye kandidater til menighedsrådsvalget. 21 trodsede sommervarmen for at lære tips og tricks til de kommende måneders arbejde med at finde nye ansigter til deres råd. Og det var Margrethe Winther-Nielsen, formand for Distriktsforeningen af menighedsråd i København, glad for:

- Det var en meget inspirerende aften med dygtige foredragsholdere. Aftenen handlede mest om den personlige fortælling – og det, synes jeg, er en spændende indfaldsvinkel i forhold til valget. Det er nyt og anderledes. 
”Derfor startede jeg i menighedsrådet”
Den personlige historie er historien om, hvorfor man i sin tid valgte at stille op til menighedsrådet. Eller historien om, hvorfor man er der i dag. Beslutninger træffes af både hoved og hjerte, og ideen med at fortælle sin egen historie er at tale til hjertet, fortæller Jens Hjorth-Larsen, der var én af aftenens undervisere:
- Mange har en tendens til at fortælle om alle menighedsrådets opgaver, når de møder nye kandidater. Men folk vælger tit at engagere sig med hjertet, og her kan den personlige historie supplere de saglige argumenter, der er for at deltage i menighedsrådsarbejdet. Vi træffer beslutninger, der handler om værdier, med hjertet. Og vil hjertet først noget, er motivationen ofte stærk.

På workshoppen skulle deltagerne selv trække i arbejdstøjet - og det synes Margrethe Winther-Nielsen godt om: 

- Vi skulle lave en lille øvelse, hvor vi skulle fortælle, hvorfor vi selv var startet i menighedsrådet. Det var rigtig godt – og noget jeg kan bruge, selvom min personlige historie selvfølgelig skal pudses af og arbejdes videre på.

Ud over den personlige historie arbejdede deltagerne også med at engagere den lokale presse i valget. 

Valghåndbog og flere workshops
De konkrete værktøjer fra workshoppen kan man også læse om i den Valghåndbog, som Landsforeningen har udgivet, og som kan downloades her.

Der er også workshops rundt i landet i den kommende tid. Find den nærmeste her

Rettelse
I nyhedsbrevet i uge 20 / 2016 er der blevet byttet rundt på citaterne fra Margrethe Winther-Nielsen og Jens Hjort-Larsen. Redaktionen beklager fejlen.