”Louder Than Bombs” følger brødrene Jonah og Conrad, der på hver sin måde forsøger at acceptere deres mors død.

Hun var en berømt krigsfotograf, og da en retrospektiv samling af hendes værker skal udstilles, forenes den resterende del af familien for første gang i tre år under fælles tag. Genforeningen vækker en række uafklarede følelser i både faren og de to brødre.

Filmen er den første engelsksprogede film fra Joachim Trier, der tager springet fra norsk film til Hollywood. I dramaet medvirker blandt andre Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Isabelle Huppert.

En original film
Vinderen blev afsløret på Landsforeningens årsmøde fredag aften. Skuespiller Ellen Hillingsøe motiverede juryens valg og sagde bl.a.:

- Langsomt og pinefuldt oprulles den egocentri, -de svigt og i bredeste forstand den utroskab, der splintrede familien. Forløsningen kommer med overrumplende, obskur originalitet da en ung, smuk, sexet og voldsomt beruset ung kvindes strøm af urin rammer den dybt dysfunktionelle, traumatiserede yngste dreng og transformeres til hans strøm af befriende tårer.

Joachim Trier deltog ikke i prisoverrækkelsen, men sendte i stedet for sin tak i en takkevideo til forsamlingen.