En del forældre er i tvivl, om de vil have deres barn døbt, uenige om det, eller får ikke lige taget diskussionen. 

Oplysningskampagnen ’Dåb – skal, skal ikke?’ sætter fokus på valget af dåb. Kampagnen vil give sprog til de overvejelser, forældrene gør sig, og vil også etablere et samtaleforum, hvor forældre har mulighed for at diskutere indbyrdes og søge svar på deres spørgsmål.

- Hensigten med dåbsprojektet er dels at give menighedsråd værktøjer og kendskab fra kolleger til, hvordan man kan gå i gang. Det handler om at fortælle de gode historier om hvad, der virker, og vise vejen til det gode samvirke, der bør være mellem præst og menighedsråd om opgaven, siger Erik Vind fra Landsforeningens bestyrelse.

Målgruppen er hverken de overbeviste ’tilvælgere’ eller de overbeviste ’fravælgere’ af dåb, men er de, der netop befinder sig midt i overvejelserne. Oplysningskampagnen er til dem, der diskuterer dåb af deres barn med deres partner eller med familie, venner og bekendte.

Oplysningskampagnen indeholder følgende initiativer:

  • Et samtaleforum på Facebook
  • En serie artikler, der ligger frit tilgængeligt online (heriblandt interviews med både forældre og ’eksperter’)
  • En fotoserie henvendt til målgruppen, som fx sogne og andre interesserede vil få fri adgang til at benytte
  • En fysisk folder, der sendes ud til alle landets sogne, og som via sognene kan distribueres til fx jordemodercentre, biblioteker mv.

Oplysningskampagnen forventes at ligge klar i efteråret 2016.