- - -
 

Folkekirkens balancer i spil med nyt udspil om statens tilskud til folkekirken

16.11.09

 

Der er sarte balancer på spil, når man piller ved pengestrømmen. Derfor skal der foretages detaljerede analyser af en række problemstillinger, og der skal være tid til en offentlig debat, før statens tilskud til folkekirken evt. omlægges til blokstilskud, mener Landsforeningen af Menighedsråd.

At lave om på den måde, som staten i dag støtter folkekirken på, er et kompliceret projekt. Derfor er det afgørende, at der bliver mulighed for en offentlig debat om det arbejde, som netop er blevet offentliggjort, mener formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, der sad med i Kirkeministeriets udvalg om bloktilskud.

– Det er også nødvendigt forud for en eventuel omlægning at foretage en mere detaljeret analyse af en række problemstillinger, fx af magtbalancen og –spredningen mellem de folkekirkelige organer, som skal tillægges kompetencer, af normeringen af præstestillinger og af de parametre, der skal være grundlaget for fordelingen, fortsætter hun.

Foretrækker den eksisterende model
Som statens tilskud er struktureret i dag, nemlig ved en gennemskuelig støtte til et be-stemt antal præstestillinger, som er fastsat af Folketinget, vurderer Inge Lise Pedersen, at den nuværende ordning er at foretrække. De øvrige folkekirkelige medlemmer af bloktilskudsudvalget, biskop Søren Lodberg Hvas, provst Grete Bøje og sognepræst Charlotte Ellermann, er enige i det synspunkt.

De fire repræsentanter fra folkekirken foretrækker den eksisterende model, fordi de vurderer, at den netop ved at sikre fælles og generelt ensartede rammer for folkekirken overalt i landet sikrer en generel opbakning til folkekirken.

Insisterer regeringen på at omlægge tilskuddet på trods af den folkekirkelige modstand, peger de på en model, der kombinerer en øget økonomisk centralisering med en styrkelse af stiftsrådene, der er folkekirkens regionale niveau.

Læs mere
Hele betænkningen, Omlægning af statens tilskud til folkekirken til bloktilskud (Betænkning 1511) kan hentes på Kirkeministeriets hjemmeside, www.km.dk


 
 
- - -
-
- - - - -