22. MAJ 2024

Sygdom under ferie og ret til erstatningsferie

Hvad sker der, hvis en medarbejder bliver syg under sin (sommer)ferie, og hvornår har han eller hun ret til erstatningsferie? Få styr på reglerne her.

Sommerferie 2

Hvad sker der, når en medarbejder bliver syg i sin ferie? Foto: Colourbox

Af: Arbejdsgiver og Rådgivning, Red. Anja Christensen

Bliver en medarbejder syg under sin ferie, skal han eller hun med det samme melde sig syg hos menighedsrådet for at få mulighed for at afholde ferien på et senere tidspunkt. Den ansatte skal også sørge for at skaffe en lægeerklæring. Medarbejderen skal selv betale udgiften til erklæringen.

Hvor mange af de tabte feriedage, den ansatte kan få erstattet, afhænger af, hvor længe han eller hun er syg, og hvor længe pågældende har været ansat hos menighedsrådet.

Hvis en medarbejder bliver rask igen, inden ferien er slut, skal pågældende i forbindelse med sin raskmelding meddele menighedsrådet, om han eller hun vil genoptage arbejdet eller afholde den resterende del af ferien som planlagt.

Ret til erstatningsferie
Bliver en medarbejder syg, imens han eller hun har ferie, har pågældende først ret til erstatningsferie, når vedkommende har haft i alt 5 sygedage under ferie inden for det samme ferieår (1. september – 31. august). Det hedder karensdage. Det betyder, at har en medarbejder været syg under en tidligere ferie og meddelt det til menighedsrådet, tæller antallet af tidligere sygedage med i regnskabet.

Karensdagene udgør 5 ud af 25 mulige feriedage. Det vil sige 1/5, hvis medarbejderen har været ansat i et helt ferieår. Har medarbejderen ikke været ansat hos menighedsrådet i hele ferieåret, har han eller hun ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage.

Eksempel:
En medarbejder bliver ansat 1. januar 2024 og bliver under sin sommerferie i juni syg i 5 dage. Medarbejderen sygemelder sig efter de sædvanlige regler og dokumenterer sygdommen med lægeerklæring på 1. sygedag.

Medarbejderen kan optjene 16,64 feriedage i det aktuelle ferieår (8 måneders ansættelse fra 1. januar 2024 til 31. august 2024 x 2,08 feriedage). For at finde antallet af karensdage skal de 16,64 mulige feriedage ganges med 1/5. Det betyder, at den ansatte har 16,64 x 1/5 = 3,33 karensdage, før pågældende har ret til erstatningsferie.

Af de 5 sygedage i juni kan der således gives erstatningsferie for 1,7 feriedage (5 minus 3,33 karensdage = 1,67 dage).

Erstatningsferien skal efter de almindelige regler afholdes inden for ferieafholdelsesperioden, som udløber 31. december 2024.