2. JUNI 2021
Der kan søges støtte til opkvalificering af medarbejdere i Den Statslige Kompetencefond. Illustration: Colourbox
Af: Arbejdsgiver og Rådgivning, Red. Anja Christensen
Som kontaktperson spiller du en væsentlig rolle i forhold til at koble menighedsrådets visioner og målsætninger med udvikling og uddannelse af medarbejderne. Du ved med andre ord, hvilke opgaver menighedsrådet har fokus på og hvilke kompetencer, der efterspørges i den sammenhæng.
Hvis der er brug at opkvalificere medarbejderne, hvorfor så ikke benytte sig af muligheden for at søge støtte i Den Statslige Kompetencefond, som, uanset navnet på fonden, også er mulighed for ansatte i folkekirken. Fonden er de statslige overenskomstparters fælles fond til udvikling af ansatte og dækker udover overenskomstansatte også tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte.
Mange menighedsråd har allerede benyttet sig af muligheden for at søge og få støtte fra fonden. Forudsætningen for at søge om støtte fra fonden er, at du og medarbejderen har indgået aftale om en konkret kompetenceudviklingsaktivitet fx i forbindelse med medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
Vær opmærksom på, at det er medarbejderen, der kan søge om støtte, men dig som kontaktperson, der skal godkende ansøgningen. Det kan du læse om her.
Støtten til kompetenceudvikling fra fonden er et supplement til de økonomiske midler, der anvendes til kompetenceudvikling på arbejdspladsen, og det er ikke al kompetenceudvikling, der gives støtte til. Der gives således ikke støtte til de obligatoriske uddannelser, og der gives heller ikke støtte til dækning af vikarudgifter. Husk derfor også at sætte et beløb af til dækning af udgifter til kompetenceudvikling i jeres budget.
Læs om Statens Kompetencefond her.
Læs Landsforeningen Uddannelsespolitik ”Sæt kompetenceudvikling og efteruddannelse på dagsordenen - det er vigtigt” her.