1. SEPTEMBER 2021

Optjening og afvikling af ferie

Sidste år 1. september trådte en ny ferielov i kraft. Loven, der bygger på et princip om, at ferie optjenes og holdes over samme periode – også kaldet samtidighedsferie – fylder altså nu 1 år.

Sommerferie 2

Illustration: Colourbox

Af: Arbejdsgiver og Rådgivning, Red. Anja Christensen

Den nye ferielov betyder, at du skal være opmærksom på, at et nyt ferieår begynder 1. september 2021. Ferieåret løber til 31. august 2022, og i hver af de kommende 12 måneder optjener medarbejderen 2,08 feriedage. Feriedagene tilskrives ved månedens afslutning og kan holdes i den efterfølgende måned.

Ferie optjent i ferieåret 1. september 2021 - 31. august 2022 skal holdes i ferieafholdelsesperioden, der løber fra 1. september 2021 til 31. december 2022. Ferieafholdelsesperioden er med andre ord 16 måneder.

Medarbejderen har ret til dels at holde 4 ugers ferie inden for ferieåret (1. september 2021 - 31. august 2022), dels at holde 3 ugers ferie i sammenhæng i sommerferieperioden (1. maj 2022 - 30. september 2022). De resterende 2 ugers ferie kan holdes på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af ferieafholdelsesperioden (1. september 2021 – 31. december 2022).

Du skal også være opmærksom på, at ferie, der er optjent i ferieåret 1. september 2020 – 31. august 2021 skal være afviklet 31. december 2021.

Derfor er det fornuftigt i løbet af de kommende uger at få indhentet ønsker om eventuel restferies placering hos de relevante medarbejdere, så du kan få overblik over, om det er muligt at imødekomme den enkeltes ønske.

Hvis du ikke kan blive enig med en medarbejder om restferiens placering, er det menighedsrådet, der bestemmer. Det skal blot varsles mindst 1 måned i forvejen og gør det i givet fald skriftligt. Så opstår der ikke tvivl om, hvorvidt ferien er varslet rettidigt og om, hvornår den skal holdes.

Har en medarbejder ved ferieafholdelsesperiodens udløb 31. december 2021 ikke holdt hele sin ferie, skal menighedsrådet på eget initiativ udbetale feriepengene direkte til den pågældende, hvis beløbet vedrører den 5. ferieuge.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at udbetale feriepenge, der stammer fra 1.-4. ferieuge.

Ferieloven omhandler ikke særlige feriedage, som derfor ikke er omfattet af de regler, der er beskrevet ovenfor.

Flere artikler om samme emne

#Ferie