Skal du med til årsmøde?

Hvis du som ny trådte ind i menighedsrådet ved valget i 2024, har du sikkert ikke hørt om Landsforeningens årsmøde. Læs mere her – og overvej om du måske skal med?

Stempel Årsmøde 2025

På årsmødet har du blandt andet mulighed for at netværke og dele erfaringer med andre. Arkivfoto fra Årsmødet 2024. Foto: Henrik Petit.

Af: Alex Kjær

Årsmøde 2025

Den 13.-15. juni afholder Landsforeningen af Menighedsråd årsmøde på Hotel Nyborg Strand. Fokus på årsmødet er fremtidens folkekirke.
Vi har sammensat et program med faglige oplæg, politiske debatter, workshops, gudstjeneste og meget mere. Når det endelige program er på plads, vil det blive lagt online.

Desuden er årsmødet en unik mulighed for at møde menighedsrådsmedlemmer fra hele landet og netværke på kryds og tværs.

TILMELDING
Tilmelding åbner 24. april klokken 12 og lukker 14. maj klokken 12. Deltagergebyret er 3.995 kr. Dertil kommer udgift til værelser.

Landsforeningen holder årsmøde 13.-15. juni i Nyborg. I år er der fire store emner, som årsmødedeltagerne skal drøfte. De fire emner er to initiativer fra kirkeministeriet, som afsluttes med rapporter i løbet af foråret, samt to nye emner: ”Bæredygtige enheder” og ”Folk og kirke, engagement og demokrati”.

”Bæredygtige enheder” handler om, hvad det vil sige at være lokal kirke. ”Folk og kirke, engagement og demokrati” handler om at styrke sammenhængen mellem folk og kirke.

Årsmødet er et oplagt sted for dig at møde andre menighedsrådsmedlemmer fra hele landet og se gamle bekendte eller få nye bekendtskaber. Du kan netværke, du kan blive klogere og du kan blive inspireret: Du kunne deltage i spændende workshops, høre foredrag og inspirerende talks, tage del i aktiviteter og gå på opdagelse blandt de mange forskellige udstillere. Der er kort sagt noget for alle på årsmødet.

Det er kun delegerede, det vil sige distriktsforeningsmedlemmer, som er udpeget til at deltage på årsmødet, der har stemmeret. Men menighedsrådsmedlemmer, der deltager uden at være delegerede, har både taleret og mulighed for at stille forslag.