22. MARTS 2023
Når Lisa Bertelsen deltager i årsmødet som delegeret, prioriterer hun især at gå til de debatter og workshops, der er relevante for de udvalg, hun er med i. Det giver nemlig både indblik og indflydelse, synes hun.
Af: Camilla Folsach Madsen
Medlemmerne af Skive Menighedsråd laver et referat, når de har været afsted på årsmøde med Landsforeningen af Menighedsråd. Faktisk laver de flere, eftersom de kan have haft forskellige oplevelser, som så diskuteres i plenum, når de kommer tilbage til Skive.
- Det, jeg godt kan lide ved årsmødet, er, at det er den årlige mulighed for at blive opdateret på stort og småt i den danske folkekirke. Jeg bliver bedre klædt på til at være menighedsrådsmedlem generelt, siger hun og tilføjer:
- Vi får noget med hjem fra årsmødet til at håndtere dagligdagen i menighedsrådet.
De gange, Lisa Bertelsen har været afsted, har det været for distriktsforeningen. Og selvom hun siger, at det har været vældig hyggeligt at tage af sted med nogle, hun kender, er det sociale ikke det primære:
- Jeg ville være taget af sted alligevel. For det er noget andet, vi snakker om på årsmødet. Det er tit, vi bliver inspireret af hinanden og taler om, at det skal vi også prøve i vores egne menighedsråd, forklarer Lisa Bertelsen.
Faktisk synes hun, at det er så vigtigt at komme med på årsmøde, at hun i eget menighedsråd har stillet et forslag og fået det vedtaget om, at to fra menighedsrådet deltager i årsmødet, og dette
budgetlægges. Skive Sogns Menighedsråd vægter sin deltagelse i årsmødet, og udgiften til billetter og ophold afholdes af sognekassen.
Lisa Bertelsen forklarer, at deltagelse i årsmødet er en betragtelig udgift for den enkelte, og i Skive Sogn skal det altså ikke være denne udgift, der afholder nogen fra deltagelse i årsmødet.
- Jeg synes, at der i menighedsråd generelt er en manglende forståelse for Landsforeningens arbejde. Fordi man ikke har kendskab til det. Og jeg synes, at man får kendskab til det, når man er afsted på årsmødet. Det kunne være godt for både Landsforeningen og menighedsrådene, at vi sender nogle afsted hvert år til årsmøde, lyder opfordringen.
Indblik og indflydelse
Når Lisa Bertelsen deltager i årsmødet som delegeret, prioriterer hun især at gå til de debatter og workshops, der er relevante for de udvalg, hun er med i. Og hun opfordrer alle til at deltage i alt – samt workshops. Det giver nemlig både indblik og indflydelse:
– Det gør den forskel, at man synes, at man har direkte indflydelse på, hvad der sker i Landsforeningen. Og så har man mere de politiske briller på – og ser de nye strømninger, forklarer hun og referer til den kulturdebat, der var på årsmødet sidste år om folkekirkens tilstedeværelse.
Den gjorde, at de efterfølgende talte om, at de måske skulle interessere sig for dette emne som menighedsråd.
Generelt har Lisa Bertelsen fået meget ud af de politiske diskussioner på de årsmøder, hun har deltaget i.
– De giver mig indsigt og viden i, hvad der rører sig. Og hvad vi måske kommer til at arbejde med – fx strukturdebat, manglende indtjening fra kirkegården etc. De ting sidder man ikke som almindelige menighedsråd og tænker på. Det skal man have oplevet, før man tænker videre over, forklarer hun.
Ydermere hjælper de politiske debatter Lisa Bertelsen til at fornemme, i hvilken retning folkekirken bevæger sig.
Mere debat om Landsforeningen, tak
Men det behøver ikke altid handle om de store forkromede linjer, mener Lisa Bertelsen.
– Landsforeningen kunne godt arbejde mere for medlemstilknytningen. På årsmødet kunne vi godt se på, hvad medlemmerne har brug for, siger hun.
Det kunne eksempelvis være en debat om Landsforeningens opgave med at sikre og styrke medlemstilknytningen, så forståelsen af Landsforeningens arbejde står klart ude i menighedsrådene.
– Det kan være svært at rekruttere til distriktsforeningen, fordi menighedsrådene orienterer sig mod provstiet og stiftet. Holdningen er lidt, at det er finere at sidde i et provstiudvalg eller stiftsråd fremfor en distriktsforening. Og det er måske noget at det, som Landsforeningen kan være med til at bearbejde. Den tilknytning kunne man godt tage fat på, konstaterer Lisa Bertelsen.
I år skal Lisa Bertelsen med på årsmødet for distriktsforeningen – og som altid glæder hun sig til at blive opdateret på stort og småt inden for den danske folkekirke.
16. JANUAR 2023
For Kirsten Aunstrup er det som at gå rundt i hele Danmark på et koncentreret sted, når hun er på årsmøde. Skal du være delegeret og deltage i Landsforeningens årsmøde til juni, så læs med her.
17. JANUAR 2023
Vil du være med til at sætte retningen for Landsforeningen? Så skal du blive delegeret. Læs her, hvordan du bliver det.