Diakoni på landet

Samvirkende Menighedsplejer er en paraplyorganisation for cirka 500 lokale menighedsplejer, der arbejder med at udbrede diakonien lokalt gennem etablering af en vidensbank for diakoni, nye projekter, og ved at være landsdækkende.

Mette Møbjerg Madsen er generalsekretær i Samvirkende Menighedsplejer, og hun har gennem de senere år oplevet et stigende behov for at udføre diakoni på landet.

- Vi har ofte en opfattelse af, at diakoni kun er nødvendigt i byerne, men det er slet ikke tilfældet længere, fordi fattigdommen i høj grad er flyttet på landet.

Mette Møbjerg Madsen fortæller videre, at Samvirkende Menighedsplejers kald er at få diakonien til at spire i alle hjørner af Danmark.

- Vores bidrag til den lokale diakoni er, at vi inspirerer, underviser, rådgiver og igangsætter nye projekter. Det gør vi for eksempel ved at lægge øre til nye projekter, hjælpe med fonds- og projektansøgninger eller give inspiration til, hvordan man kan starte et projekt.

Et af de projekter fandt sted i Bevtoft Sogn, hvor sognepræsten hedder Peter Glistrup. Han var for nogle år siden med til at åbne en genbrugsbutik i det lille landsogn, som har omkring 1200 indbyggere. Han er i dag bestyrelsesformand for genbrugsbutikken.

- Det begyndte med, at vi gerne ville lave et fælles projekt for byen og for sognet, som rakte længere ud end de aktiviteter, vi har i kirken. Snakken faldt på en genbrugsbutik, og vi kom i kontakt med Samvirkende Menighedsplejer, som hjalp os videre.

Præsten fortæller, at butikken Kirkens Genbrug åbnede for to år siden, men at det har været svært at lave et større overskud, som kan gå til velgørende arbejde. Det skyldes primært, at der er for få kunder i området.

Sidegevinster

- Men heldigvis viste det sig, at der opstod en række sidegevinster, som har fået stor betydning i lokalsamfundet. Dels er der et arbejdsfællesskab for de frivillige i butikken, hvoraf mange er pensionister. Dels synes folk, det er hyggeligt at komme i butikken, siger præsten og tilføjer, at der er kaffe på kanden i butikkens åbningstid.

- Her adskiller vi os fra genbrugsbutikkerne i større byer, hvor det kan være et problem, at nogle bruger butikken som varmestue. Vi vil tvært i mod gerne have, at indbyggerne i sognet bruger butikken som et sted at møde andre og have et fællesskab.

Peter Glistrup har været landsognspræst i en del år, men inden da var i fem år præst på Nørrebro, hvor kirken lavede diakoni for hjemløse og udsatte med blandt andet mad og andagter.

- Min erfaring er, at der er stor forskel på at lave diakoni i større byer og på landet. Vi har ingen hjemløse i Bevtoft, men vi har mennesker, som har brug for hjælp. Det kan fx være en ældre, som har mistet sin ægtefælle og har brug for fællesskab.

Han fortæller, at en social café i byen ville være at skyde over målet, i stedet har genbrugsbutikken åben dør tre eftermiddage og lørdag formiddag hver uge. Desuden har kirken morgensang med kaffebord hver anden måned.

- Folk i byen er glade for genbrugsbutikken, og i forhold til kirken når vi længere ud. Der kommer folk i butikken, som ikke kommer i kirken.

Det har også været vigtigt for projektet at omtale genbrugsbutikken som byens butik. Den skal være et samlingspunkt og et sted man ved, man kan gå hen for at møde andre.

Peter Glistrup vil anbefale andre landsogne at lave et lignende projekt, hvis der er et ønske om at lave noget diakonalt i mindre målestok.

- Mit indtryk er, at der mange steder er pensionister og efterlønnere, som gerne vil have mere fællesskab, og her kan kirken være en vigtig initiativtager, måske sammen med andre aktører i lokalsamfundet. Jeg giver gerne gode råd, og Kirkens Genbrug kan også hjælpe med praktisk vejledning.

I Kollerup og Vindelev sogne uden for Jelling er Birgitte Rosager Møldrup sognepræst. Hun har været præst på landet hele sit præsteliv og oplever, at diakoni på landet i de fleste tilfælde er en udfordring.

- Der bor selvfølgelig folk, som i traditionel forstand har diakonale behov, hvilket vil sige, at de ligger under normen socialt set. Men folk på landet bor så tæt, at det kan virke intimiderende at vise, at man har brug for hjælp eller at give hjælp. I stedet for organiseret kirkelig hjælp som eksponerer ens behov, har jeg ofte oplevet, at naboen hjælper, siger hun.

Julehjælp

Hun giver som eksempel, at når der uddeles julehjælp kan det være nemmere at hente den i den nærmeste større by end at gå op i det lokale sognehus og modtage den.

- I min kirke har vi i lang tid konteret børnekoret som diakoni, når vi skal lave regnskab. Børnekoret er en rigtig fin og gratis aktivitet for de børn, der ikke har råd til at gå til klaver eller guitar, siger hun og tilføjer, at kirkens formiddagskaffe for alle interesserede også bliver konteret som diakoni, fordi det blandt andet handler om at forebygge ensomhed.

En anden udfordring er, at det kan være svært at finde frivillige ude på landet.

- I forbindelse med coronapandemien har vi dog oplevet stor interesse for at hjælpe. Vi har en gruppe, som vi kalder for sognevennerne. De følger op på dem i menigheden, som måske har brug for hjælp til indkøb eller socialt samvær i form af et telefonopkald.

Birgitte Rosager Møldrup er også migrantpræst i Haderslev Stift, og hun håber sammen med andre interessenter, at der i nær fremtid bliver mulighed for at undersøge, om der er behov og mulighed for at lave diakonale tiltag i forhold til de mange østeuropæiske arbejdstagere, som bor i landsogne.

- Det er en gruppe, som socialt set går under radaren. Jeg håber, der bliver mulighed for at undersøge, hvordan vi kan komme i kontakt med de her grupper for at spørge dem, hvordan folkekirken kan hjælpe, siger hun og fortsætter.

- Mange af østeuropæerne er katolikker eller ortodokse, så vi bliver nødt til at spørge, hvad deres ønsker for deres trospraksis kunne være. Diakoni betyder, hvordan vi bedst kan tjene dem, vi gerne vil række ud til. Derfor handler det om at undersøge, hvad deres ønsker og behov er, siger præsten.

Østeuropæerne er målgruppe for migrantarbejdet, fordi mange af dem bor permanent i Danmark.