15. MARTS 2024
Siden 2020 har Dorthe Lerche siddet i menighedsrådet. Læs hendes fortælling om, hvad der driver hende, og hvad hun får ud af det.
Der skal være noget for alle
Jeg arbejder med kommunikation i borgmestersekretariatet til dagligt, og kommunen har mange sociale forpligtelser, og det mener jeg også, at folkekirken har. Det er det sociale i kirken, som virkelig interesserer mig.
Vi er rigtig gode til pensionister – og det er godt – men vi skal blive bedre til at ramme dem i 20’erne og 30’erne. Hvis ikke menighedsrådet skal blive en osteklokke, så skal vi have kontakt til lokalsamfundet og til sognets beboere. Her spiller sognegården en vigtig rolle hos os. Den kan danne ramme for mange forskellige arrangementer og for alle generationer. Der skal være noget for alle.
Overvejelser før jeg stillede op
Jeg har siddet i skolebestyrelsen, så jeg ved godt, at sådan noget arbejde både kræver arbejdstid, og det tager tid at forstå systemet. Jeg havde gjort mig overvejelser om, at jeg gerne ville lægge nogle frivillige kræfter et andet sted, da jeg ikke længere kunne sidde i skolebestyrelsen.
Jeg havde et godt indtryk af kirken. Vores børn blev konfirmeret her, og det var en rigtig god oplevelse. Så jeg vidste, at sognet har nogle rigtig gode præster. Og det blev faktisk udslagsgivende for, at jeg tog til informationsmødet om menighedsrådsarbejdet. Og da jeg gik fra mødet, så vidste jeg, at jeg gerne ville stille op til valget.
Jeg havde selvfølgelig nogle overvejelser, om jeg nu kunne finde ud af at sidde i menighedsrådet. Jeg har ikke prøvet det før, og jeg kan hverken stå på mål for alt, hvad der står i Biblen eller har indsigt i, hvorfor en gudstjeneste er opbygget som den her. Men det er der heldigvis heller ikke krav om.
Ført til nye muligheder
Jeg har faktisk fået lov til at arbejde lidt med gudstjenestens liturgi, altså formen på gudstjenesten. Det har været superfedt! Jeg har lært så meget i det arbejde sammen med præsterne. Jeg har gået i kirke hele mit liv, og pludselig forstår jeg nogle ting, som jeg slet ikke havde indblik i før.
Jeg har også fået indblik i det komplekse i menighedsrådets arbejde – det er økonomien og det, at kirken også er en arbejdsplads, der kræver ledelse og en professionel tilgang til den del.
Jeg har også fået muligheden for at blive en del af repræsentantskabet for Folkekirkens Skoletjeneste her lokalt. De laver så meget godt, og det er sådan nogle megadygtige mennesker, som arbejder med det.
Så menighedsrådsarbejdet har også åbnet for nogle nye muligheder for at engagere sig i andre dele af det folkekirkelige arbejde.
Irriterende fordomme
Jeg hører en gang i mellem: Er det ikke dødkedeligt, eller ’er du gået hen og blevet meget troende?’ Det irriterer mig faktisk. Så får de svar på tiltale.
Det er vigtigt at fortælle, at menighedsrådet sætter retningen for sognekirkerne og gør en forskel for mange mennesker på det sociale område. De har derfor stor indflydelse på den lokale udvikling.
Så nej, det er ikke dødkedeligt, og nej, det er ikke et kriterium, at du tror på den ene eller den anden måde.
57 år
Uddannet journalist, arbejder med kommunikation i borgmestersekretariatet i Favrskov Kommune.
Medlem af menighedsrådet i Grundfør, Haldum og Vitten
Dorthes drive: Det sociale
Hvis du vil høre mere, kan du kontakte Dorthe på