15. MARTS 2024
Foto: Henrik Petit
Siden 2022 har Bodil Knudsen siddet i menighedsrådet. Læs hendes fortælling om, hvad der driver hende og hvad hun får ud af det.
Samarbejde og personaleansvaret er vigtigt
Vi har et rigtig godt personale her i kirken. Som kontaktperson står jeg for personaleledelse, det er en krævende opgave, men tænk en gang, jeg er med til at sikre, at vores dejlige personale møder ind med et smil, og tager hjem med et smil.
Jeg har tidligere været forstander for et plejehjem. Derfor er personaleledelse ikke nyt for mig. Og så er der jo hjælp at hente både hos både Landsforeningen og andre steder i folkekirken, hvis jeg er i tvivl om noget.
Vi er ved at bygge nye og gode traditioner op her i sognet – og sådan noget tager jo tid. Det er meget spændende at være med til. Det kræver et godt samarbejde på tværs af menighedsrådet, som skal udstikke retningen for kirken, og så kirkens ansatte. Og vi har et rigtig godt samarbejde.
Stillede op for at vende stemningen
Jeg har altid holdt af at gå i kirke. Jeg nyder det virkelig, og det har jeg altid gjort. Men menighedsrådsarbejdet er jo lidt noget andet. Det handler ikke så meget om gudstjenesten, men mere om kirkens rammer. For at afklare om det kunne være noget for mig, så tog jeg med til et menighedsrådsmøde. Men det var faktisk ikke en positiv oplevelse. Jeg synes stemningen var lidt tung, og der manglede energi. Men altså, jeg stillede op alligevel med tanke på, at jeg kan være med til at vende stemningen.
Hvis jeg bliver valgt ind, så stiller jeg mig gerne til rådighed som kontaktperson igen. Selvom jeg ikke er 55 år længere, og derfor skal bruge lidt tid på at sætte mig ind i paragrafferne, så giver det mig så meget at være kontaktperson. Jeg har fingeren på pulsen i kirkens daglige arbejde. Det sætter jeg stor pris på. Men jeg håber, at jeg kan give posten videre i løbet af den næste 4-årige periode. På den måde kan vi også sikre et glidende skifte på posten.
Vi løfter i flok
For mig er det vigtigt at kirke er åben. Både i fysisk forstand, at lyset er tændt, kirkedøren åben og at personalet er imødekommende, og i åndelig forstand. Her er plads til forskellige mennesker. Vi skal rumme hinandens forskelligheder. Og det synes jeg faktisk, at folkekirken er god til. Det skal være opløftende at gå i kirke. Vi driver ikke bedemandsforretning, vi driver lysets forretning.
Vi skal forme og sikre rammerne for personalets arbejde og vi skal sætte retning for kirken. Så man kan sætte sit præg på både kirken og lokalsamfundet. Når jeg fortæller, at jeg sidder i menighedsrådet, så er reaktionen nogle gange, ’nårh, er du blevet hellig?’ Så griner jeg og siger ’ja,’. Det er en god anledning til at fortælle om menighedsrådets arbejde. Men det er ikke vigtigt, hvordan eller hvor meget du tror. Det vigtige er, at man kan se folkekirken spille en rolle. Og vi er forskellige i menighedsrådet. Ikke kun når det handler om tro, men også interesser. Det betyder, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi gør det så godt vi kan, og vi løfter i flok.
Jeg har mange ideer
Jeg har mange ideer! Jeg kunne rigtig godt tænkte mig at igangsætte en visionsproces for kirken. Hvad er det vi vil, f.eks. med området Nordhavnen som vokser, og hvor vi bygger en Tiny Church. Det er simpelthen så spændende et arbejde. Og så skal vi finde ud af, hvilken rolle vi skal spille i lokalområdet. Vi skal jo skabe kirke og sognets beboer. Men sognegrænserne fylder ikke i så manges bevidsthed her i København. Det gjorde den heller ikke for mig, før jeg blev engageret i menighedsrådsarbejdet.
Vi er samtidig ved at genopbygge nogle traditioner her i kirken. Så jeg synes, at det er et godt tidspunkt at begynde visionsarbejdet i næste valgperiode. Og det vil jeg gerne lægge energi, engagement og tid i.”
69 år
Pensionist
Kontaktperson, Hans Egedes Sogn i København
Bodils drive: Personaleansvar
Hvis du vil høre mere, kan du kontakte Bodil på bodil@lindenov.dk
15. MARTS 2024
Hvorfor stille op til menighedsrådet? Det er der mange grunde til, og hvad der motiverer den enkelte til at gå ind i arbejdet, er helt individuelt. Mød Dorthe Lerche, der brænder for kirkens sociale engagement.
15. MARTS 2024
Hvorfor stille op til menighedsrådet? Det er der mange grunde til, og hvad der motiverer den enkelte til at gå ind i arbejdet, er helt individuelt. Mød Benjamin Madsen, der brænder for at skabe en relevant folkekirke for unge mennesker.
15. MARTS 2024
Hvorfor stille op til menighedsrådet? Det er der mange grunde til, og hvad der motiverer den enkelte til at gå ind i arbejdet, er helt individuelt. Mød Mike Straarup, der brænder for kirkens rolle i lokalsamfundet.