15. MARTS 2024

"Menighedsrådet er det mest lokale demokrati vi har"

Hvorfor stille op til menighedsrådet? Det er der mange grunde til, og hvad der motiverer den enkelte til at gå ind i arbejdet, er helt individuelt. Mød Lasse Stensby Baasch, der brænder for det lokale demokrati og ansvaret som menighedsrådsmedlem

Lasse Stensby Baasch Hendriksholm Kirke 07 11 2023

Siden 2012 har Lasse Stensby Baasch siddet i menighedsrådet. Læs hans fortælling om, hvad der driver ham, og hvad han får ud af det.

 

Blev opfordret til at stille op

Min folkekirkevej begyndte da jeg var 10 år, hvor jeg startede til børnekoret i kirken. Det blev siden til ungdomskor og i dag kirkens almindelige kammerkor.

Det blev også min vej ind i menighedsrådet. For i forbindelse med at vi stiftede en korforeningen, så tror jeg, at vores organist fik øje på, at jeg både tager ansvar og har nogle kompetencer, som kan bruges ind i menighedsrådssammenhæng. Det var i hvert fald organisten der prikkede mig.

Jeg blev selvfølgelig beæret over at blive prikket. Det er altid dejligt at blive set og anerkendt for det man kan. Men jeg vidste ikke ret meget om menighedsrådet. Men jeg stillede op, kom ind og så blev jeg valg til næstformand.

Der er brug for og plads til alle

I første omgang blev jeg lidt overrasket over mængden af opgaver – ikke arbejdsbyrden, men mængden. Altså hvor mange ting menighedsrådet faktisk har ansvar for. Så jeg gik måske lidt naivt ind i arbejdet med forestillingen om, at vi mødes en gang i mellem, drikker kaffe og snakker om tingene. Men der er mange vigtige beslutninger i menighedsrådet, som kræver forberedelse.

Det er spændende at arbejde i menighedsrådet. Der er brug for og plads til alle. Det er helt overordnet vigtigt at menighedsrådet afspejler lokalsamfundet. Og der er brug for alle typer kompetencer i menighedsrådets arbejde.

Vi har et rigtig godt menighedsråd. Vi har en dygtig kassere, en kontaktperson der er god til relationer, og så nogle medlemmer med ideer og som også vil tage fra. Det er rigtig godt.

 

Menighedsrådet er som en bestyrelse

Lasse møder en gang imellem fordomme om det at sidde i menighedsrådet.

Den klassiske er, at man er meget hellig. Og særligt når man er ung, og sidder i menighedsrådet. Men jeg er også spejderleder i min fritid, der møder jeg også nogle fordomme. Derfor forklarer jeg ofte menighedsrådsarbejdet som bestyrelsesarbejde. Når man oversætter det ind i en mere kommerciel verden, så forstår folk det bedre. Så jeg kalder det gerne bestyrelsesarbejde i en mellemstor virksomhed, med flere ansatte og et millionbudget. Så bliver folk anderledes interesseret.

 

Udvikling og ansvar motiverer til at fortsætte

Først og fremmest mener jeg, at jeg fortsat har noget at bidrage med. Dernæst kan jeg godt lide ansvaret og beslutningskraften. Og så synes jeg, at jeg udvikler mig. Det synes jeg også er en del af det. Selvfølgelig skal man bidrage med noget, men der skal også være et element af what’s in it for me? For det skal jo være motiverende. Og det synes jeg fortsat det er.

Jeg er også politisk aktivt. Så lokalpolitik og udvikling ligger mit hjerte nært. I menighedsrådsarbejdet handler det også om forhandlinger og kompromisser. Og så er menighedsrådet jo det mest lokale demokrati vi har. Det synes jeg virkelig er værdifuldt.

Om Lasse Stensby Baasch

42 år

Partner i en IT-virksomhed, som han stiftede for 25 år siden.

Formand for menighedsrådet i Hendriksholm Sogn i Rødovre, medlem siden 2012 og formand siden 2020

Lasses drive: Demokrati

 

Hvis du vil høre mere, kan du kontakte Lasse på

lb@computopic.dk  

Flere artikler om samme emne

#Menighedsrådsvalg2024

Læs også: