Kirken skal ikke løbe efter samtiden

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen holder på Folkekirkemødet 26. august i Aarhus et oplæg med titlen ”Pro Ecclesia - forsvar for gudstjenesten”. Digteren har besøgt kirker i det meste af verden, lige fra gospelkirker i USA til ortodokse i Rusland, men har en særlig kærlighed til den lutherske gudstjeneste, når den er fuldt udfoldet.

Selv om medlemsprocenten er faldende, er danskerne stadig glade for folkekirken, når det handler om dåb, vielse og begravelse. Højmesserne stiller de til gengæld ikke så talstærkt op til. Hvad tror du, det skyldes?

- At man skal deltage mange gange i højmessen, før den går op for en. Og i vore dages zapper- og quick fix-kultur, forlader man tingene, hvis de ikke er spændende nu og her. Tidligere gik man jo tit i kirke af ”borgerlige grunde”, det vil sige som noget, der nu engang hørte sig til, og på den måde lærte man højmessen at kende og kom måske oven i købet til at holde af den. Mange oplevelser har en særlig styrke, første gang man oplever dem, og taber så i intensitet ved gentagelse. En film virker ofte stærkest første gang, men knap så spændende ved gensyn. Så er der det mærkelige ved højmessen, at her forholder det sig omvendt. De første gange man deltager, kan det hele virke kedsommeligt, fremmedartet og måske ligefrem uforståeligt. Men jo hyppigere man deltager, des rigere bliver gudstjenesten. Ny betydning bliver ved at strømme fra de samme formuleringer, fx fra Herrens Velsignelse, som man har kendt siden år 700 før Kristus og stadig virker stærkt på de fleste.

Den klassiske højmesse er vigtigst

Der er opstået en del nye gudstjenesteformer som musikgudstjenester, meditationsgudstjenester med videre. Er det vejen frem?

- Jeg synes, det er fint med eksperimentalgudstjenester, men søndagens klassiske højmesse er den vigtigste, og de nye gudstjenesters formål må være at pege hen imod højmessen og måske langsomt lære nye kirkegængere, hvad en gudstjeneste er.

Er kirken for optaget af at ”løbe efter det timelige”?

- Kirken skal altid tale ind i sin samtid, men den skal ikke løbe efter den. Alene på de seneste 20 år er verden kommet til at se fuldkommen anderledes ud på grund af it-revolutionen, men de grundlæggende menneskelige spørgsmål er de samme for os, som for alle tidligere generationer. Kærligheden er stadig et mysterium, og det samme er ondskaben, for slet ikke at tale om døden, som ingen ved, hvad er, men som vi ikke slipper for at forholde os til. Hvis kirken altid løber efter det timelige, er det måske svært at tro på, at den repræsenterer det evige, men selvom tiderne ændrer sig, har evangeliet har jo været det samme i 2000 år.

Kan du beskrive, hvad du mener, når du taler om kirkerummets Andethed?

- Kirkerummet er fundamentalt anderledes end alle andre rum, vi befinder os i, fordi dette er stedet, hvor vi forholder os til Gud. Derfor skal rummets særlige karakter respekteres – hvis vi bruger kirken til dagligdags formål, som fx foredrag og underholdning, der lige så godt kunne finde sted i fx sognegården, nedslider man rummets højtidelighed, som alligevel viser sig at være meget vigtig for os ved livets store begivenheder, som dåb, bryllup og begravelse. Bliver kirkerummet til et rum som så mange andre, vil vi blot søge andre rum end kirkens for det hellige.

Man ser væk fra sig selv

Du taler om gudstjenesten som et ikke-socialt fællesskab. Hvordan skal det forstås?

- At vi i gudstjenesten er sammen om at være vendt mod Gud, og for en gangs skyld ikke sammen om at være optagede af hinanden og vores indbyrdes relationer. Når gudstjenesten kritiseres, lyder det tit, at kirkegængerne sidder på lange rækker og stirrer ind i nakken på dem, der sidder på bænkene foran. Nej, man sidder sammen og ser væk fra sig selv og hinanden og op mod alteret, der repræsenterer Gud.

Du kan bedre forholde dig til en fast formuleret bøn end en såkaldt ”fri” bøn. Kan du udfolde det?

- Når præsten fremsiger en fast formuleret bøn, taler han til Gud på menighedens vegne, men hvis han selv improviserer bønnen, begynder dét, han siger, pludselig mere at handle om, hvad der foregår i præsten personligt. Bønnen skal ikke henvise til præsten, men lyde på vegne af alle i kirken.

Der er dem, der synes, at kirkens gamle liturgi er vederkvægende og andre som synes, at gudstjenesten bør fungere som et mere frit, levende fællesskab. Kan man ikke have begge dele?

- At gudstjenestens foregår efter faste, liturgiske former udelukker bestemt ikke, at deltagelsen opleves som meget levende, og at der hver gang sker noget nyt i kirkegængerens bevidsthed, og omvendt vil man hurtigt opdage, at de såkaldt frie, spontane og improviserede gudstjenesteformer, som vi kender fra mange frikirkelige sammenhænge, jo i virkeligheden forløber efter ret forudsigelige skemaer.