Folkekirken er en fælles opgave

Ulla Thorbjørn Hansen beskriver sig selv som et barn af folkekirken. Hun er født og døbt i Birkerød, konfirmeret i Slagelse, og blev student i Aalborg.

- Jeg er ikke vokset op med en sikker tro på, at jeg en dag skulle være præst. Men kirken var til stede i hele min barndom og ungdom, min far var gammel KFUM-spejder og jeg er opvokset med Fadervor og aftensang og har selv blandt andet sunget i kirkekor og et KFUM- og K kor i Aalborg.

Familien flyttede en del på grund af faderens arbejde, og det var i Aalborg, hun fik tanken om at blive præst.

- Jeg ønskede mig en Bibel i konfirmationsgave og var siden blandt andet meget glad for at komme i Budolfi Kirke i Aalborg. Det var dog en udfordring, at jeg var naturfaglig student i forhold til mit studieønske, så derfor droppede jeg i første omgang den tanke og tog på højskole i Haslev efter gymnasiet.

Det blev derfor ikke til en lige vej til teologi og præstegerningen, og kort efter sagde hun ja til en elevplads i en bank, hvor hun var i fem år. Undervejs blev hun opmærksom på, at det var sognepræst, hun skulle være, og hun søgte ind på teologistudiet, sagde sin stilling i banken op og solgte sin lejlighed.

- På det tidspunkt var jeg blevet sikker på, at jeg skulle være præst. Det var et kald.

Udsendt til Afghanistan

Første ansættelse var et vikariat i Frederiksborg Slotskirke, hvorefter hun blev sognepræst i Glostrup. Mens hun var her, hørte hun om muligheden for at blive feltpræst og fik ansættelse med udsendelser til Afghanistan.

- Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, men det er en funktion, jeg har været rigtig glad for. Som feltpræst udfylder man en vigtig rolle, der også kan være hård, fx når vi sammen med andre skal overbringe dødsbud om en faldet soldat.

I alt nåede hun at være feltpræst i 18 år. I 2010 blev hun tillige ledende beredskabspræst i Region Sjælland.

- Som biskop bliver jeg for leder for den ledende beredskabspræst og er også den, der skal sige god for, at sognepræster bliver udsendt som værnspræster, så jeg mister heldigvis ikke forbindelsen til hverken beredskabet eller Forsvaret. Det er et arbejdsområde, som har stor betydning for mange. Tværtimod vil jeg som biskop få mulighed for i endnu højere grad at støtte gruppen af både værnspræster, beredskabspræster, sygehuspræster, gymnasiepræster og andre der gør tjeneste som det vi, også kalder funktionspræster. Jeg ved, at der skal sættes tid af til arbejdet, fordi det i perioder kan være krævende, ligesom det også ofte kan være krævende at være sognepræst.

De sidste fem år har Ulla Thorbjørn Hansen været provst i Slagelse, så også i den funktion flytter hun nu plads, så hun kommer til at sidde for bordenden som leder for Roskilde Stifts 12 provster. Men selv om det kunne se ud som om, hun har lagt en karriereplan med ledelse som omdrejningspunkt, er det ikke tilfældet.

Kaldet af Gud

- Jeg vil først og fremmest gerne være biskop, fordi en række personer har opfordret mig til at stille op, både valgte menighedsrådsmedlemmer, præster og frivillige. Jeg ser det som et embede, jeg er blevet kaldet til, og derigennem kaldet af Gud. Jeg er blevet valgt, og jeg vil gerne stille mig selv til rådighed for tjenesten.

Hun kender en stor del af en biskops opgaver efter 25 år som sognepræst og fem år som provst. Derfor anerkender hun, at ledelse og samarbejde er grundsten i hendes nye virke.

- Mit mål er ikke at blive en leder, som sidder inde med alle svarene. Jeg mener, god ledelse handler om ordentlighed og tydelighed, og at ord og handling skal følges ad. Jeg vil gerne være en biskop, som man kan vende både mindre og større problemer med, en god samtalepartner, hvor vi sammen finder en vej videre.

Samtidig er det en grundlæggende præmis, at biskoppen i mange tilfælde er den, som træffer beslutningerne.

- Men det ændrer ikke på, at alle kan tage ansvar for det fælles virke. Paulus taler om det som et legeme, og at vi hører sammen, så forskellige som vi er.

I bispeløftet står der blandt andet, at hendes opgaver er at støtte og vejlede præster og valgte i menighedsrådene. Her vil hun blandet andet pege på de muligheder, der er for at få hjælp i Landsforeningen af Menighedsråd.

- Jeg har det sidste år været en del af bestyrelsen i Landsforeningen af Menighedsråd. Det har åbnet mine øjne for den store indflydelse, Landsforeningen har på kirkepolitiske spørgsmål såvel som på kirkens liv og vækst i landets sogne. Jeg er imponeret over foreningens professionalisme, og jeg har lært mange gode folk at kende.

Konkret har hun som provst i Slagelse været med til at beslutte, at provstiet det næste år tilbyder de sogne, der ønsker det, at de kan gøre brug af Landsforeningens Personalekonsulentordning.

Det er en ordning, som støtter menighedsrådene og kontaktpersonerne ved blandt andet at lave et servicetjek af ansættelseskontrakter og andet i forbindelse med menighedsrådets ansvar som arbejdsgiver. Derudover bliver der som en del af ordningen sat fokus på arbejdspladsvurderinger (APV).

Relevante kurser

- Som biskop kan jeg også gøre en indsats for at lette arbejdsbyrden for stiftets kontaktpersoner fx ved at have fokus på relevante kurser og tilbud om efteruddannelse. Jeg er blevet opmærksom på, at det i mange tilfælde kan være relevant at udbyde kurser i samarbejde med stiftets distriktsforeninger, som har en god kontakt til både Landsforeningen og stiftets menighedsråd. Det er også relevant at udbyde forskellige former for kurser, fordi behovene ikke er de samme alle steder.

Den nye biskop har i sin tid i Landsforeningens bestyrelse været med i Personaleudvalget, hvor der blandt andet er fokus på kontaktpersonen og på menighedsrådets opgave som arbejdsgiver.

- Kontaktpersonen i menighedsrådet har en vigtig funktion i forhold til samarbejde og trivsel på den kirkelige arbejdsplads. Her er det vigtigt, at der ikke er for mange kokke. Det er kontaktpersonen alene, som er menighedsrådets forlængede arm i forhold til medarbejderne, siger Ulla Thorbjørn Hansen og tilføjer, at hun som biskop er indstillet på at bruge de ressourcer, der skal til, hvis der i sogne og provstier er problemer med arbejdsmiljø og samarbejde.

Som provst i Slagelse lavede hun en spørgeskemaundersøgelse, hvor menighedsrådene blev spurgt, hvad de i særlig grad ønskede støtte og hjælp til. Her svarerede et flertal, at de ønskede hjælp til HR og administration.

De seneste år har der i pressen været flere negative historier om dårligt arbejdsmiljø i sogne i forskellige dele af landet. En gruppe præster har sågar talt om, at det er den grundlæggende struktur i folkekirken, som er årsagen til mistrivsel blandt ansatte og folkevalgte.

- Jeg tror, det i høj grad handler om at forebygge. Her kan arbejdspladsvurderingerne for præster og øvrige ansatte være et vigtigt værktøj, som giver mulighed for at tage problemer op, inden de vokser sig store. Vi kan hele tiden gøre det bedre, og der er behov for at forstå, at det også er en fælles opgave. Arbejdsgiveren har ansvaret for arbejdsmiljøet, men medarbejderne har også et ansvar for at gøre opmærksom på forhold, som ikke fungerer.

Husk at rose

Grundlæggende skal folkekirken være en god arbejdsplads for alle. Det er den blandt andet, mener Ulla Thorbjørn Hansen, når vi også husker at rose det, der bliver gjort godt, i stedet for kun at give vores mening til kende, når der er noget at kritisere.

- Det handler helt enkelt om at blive ved med at tale med hinanden, og så gøre noget ved det, når tingene ikke længere fungerer.

Den nye biskop har fået nye input og gode kontakter i sin tid i Landsforeningens bestyrelse, men når hun udtræder, står der ikke umiddelbart en suppleant klar til at tage over. Landsforeningens bestyrelse har derfor fem gejstlige medlemmer i stedet for seks og 14 valgte, såkaldt læge medlemmer. Ved de sidste valg har der ikke været den store interesse hos landets præster og provster for at træde ind i bestyrelsen, og det er ærgerligt, mener Ulla Thorbjørn Hansen.

- Jeg tror ikke, alle præster ved, hvor mange udvalg, der findes i foreningen, og hvor meget man er med til at præge. Vi skal sammen, præster og valgte medlemmer af menighedsrådene, arbejde for kirken, og sammen har vi et ansvar for kirkens liv og vækst.

Hun blev selv for mange år siden opfordret til at gå ind i en distriktsforening af en erfaren præstekollega, og sidste år blev hun opfordret af et menighedsrådsmedlem til at stille op til foreningens bestyrelse, og hun håber, at flere vil få øjnene op for den mulighed.

Som biskop bliver hun en del af et bispekollegie, som de seneste år har præget folkekirken ved blandt andet at sætte gang i projekter om liturgifornyelse. Hvordan ser det nye medlem af det ti personer store bispekollegie på folkekirken nu og i fremtiden?

Sjælesørgerens kirke

- Jeg ønsker, at fremtidens folkekirke skal være en sjælesørgerens kirke. Vi er ikke alene, vi er sat i en højere sags tjeneste. I sjælesorgsarbejdet når kirken også ud til de mennesker, der ikke har fast gang i kirken. Og sjælesorg sker både i prædikener, liturgi, diakoni, musik, samtale og oplysende undervisning. Der skal være plads til forskellighed, at der er højt til loftet, men nye tiltag skal altid været båret af kristendommen og dens ord om, at vi altid allerede er elsket.

Som ny biskop har hun ikke et færdigt program for fornyelse, som hun træder ind i stiftet med. Det skal udvikles sammen med sognene og provstierne.

- Men jeg talte fx med en person, som efterspurgte en ungdomskirke i hvert provsti, så man ikke behøver rejse langt, hvis man er ung og søger andre unge i sit kirkeliv. Det lyder umiddelbart som en rigtig god ide at skabe steder med plads til samtalerum og fællesskab for unge i en tid, hvor der er megen ensomhed og identitetsforvirring. Det kræver dog, at der er opbakning til det lokalt.

Vi skal give plads til eksperimenter inklusiv at begå fejl, og vi skal udvikle os. Babysalmesang og drop-in dåb har allerede mange år på bagen. Hvad mon det næste bliver, som skaber rum og resonans for kristen tro og identitet?

Omvendt kan man også spørge, mener den nye biskop, om der er ting i folkekirken, som har haft deres tid.

Biskoppen tænker, at hun på et tidspunkt vil stille spørgsmålet ud til de enkelte sogne: Har noget af det vi gør, haft sin tid? Det kan være mindre, praktiske ting, som at flytte en tidlig morgengudstjeneste til en eftermiddagsgudstjeneste, hvis det i højere grad møder behovet hos kirkegængerne. Eller det kan være større ting, som man har gjort i mange år uden at ændre på indholdet.

- I løbet af valgkampen i forbindelse med bispevalget har jeg mødt menighedsrådsmedlemmer og præster, som er kommet med forslag til nye måder at gøre tingene på. Nogle af dem har jeg tænkt at tage til mig. Fx synes jeg, det er en god ide at lave velkomstmapper til nye præster og nye menighedsrådsmedlemmer. Det er også en god ide at have klare vejledninger til, hvordan man bedst gennemfører og kommer godt igennem store opgaver som nybyggeri og renoveringer.

- Jeg hører til dem, der gerne vil holde fast i højmessen og højmessens genkendelighed. Men jeg er samtidig generelt åben for nye måder at gøre tingene på, hvis blot det peger på Kristus. Jeg synes, vi skal benytte enhver anledning til at prædike og sprede det gode ord – og skabe fællesskab. Kirken er en naturlig del af samfundet, folk regner med os, og derfor skal vi være til stede så meget som muligt.