Fra næstekærlighed til nødhjælp

Fra sit kontor på femte sal på Nørregade i Københavns Indre By har Birthe Juel Christensen udsigt til tårnet på Sankt Petri, kirken for byens tyske mindretal. Lige over for Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun har arbejdet siden slutningen af 1990’erne, ligger en anden kirke, Domkirken, og alligevel er det ikke noget almindeligt præstekontor, den ene af præsterne ansat i Folkekirkens Nødhjælp sidder på.

– Vi har ikke ét sogn, men hele verden som arbejdsplads, siger hun om sit arbejdsområde. Som den ene af to ordinerede præster i Folkekirkens Nødhjælp arbejder 60-årige Birthe Juel Christensen med nødhjælp og de etiske problemstillinger, som nødhjælpsorganisationer ofte står midt i. Hendes kollega er præst for  arbejdet uden for Danmarks grænser, mens hun formidler nødhjælpsarbejdet og dets dilemmaer til bl.a. danske præster og menighedsråd.

– Ønsket om ikke bare én, men to præster kom i slutningen af 1990’erne. Baggrunden var, at Folkekirkens Nødhjælp også dengang var en almindelig kendt organisation i Danmark, men jo også en folkekirkelig organisation. Sekulariseringen i samfundet gjorde allerede på det tidspunkt, at mange ikke genkendte fisken i vores logo som et kristent symbol. Og spørgsmålet, man stillede sig, var så, hvordan man kunne blive mere tydelig om værdigrundlaget for vores arbejde. Jeg er ansat til at engagere og formidle i det hjemlige, og jeg har en kollega i det internationale arbejde, fortæller hun om historien bag stillingerne.

– Man bruger især os præster, når man skal arbejde med vores værdigrundlag. For hvad betyder det at  være en folkekirkelig og kristen organisation? Det spørger menigheder, omverdenen og nye medarbejdere os om, og jeg er derfor også med til at introducere nye kolleger til værdier, vi står på.

Internationalt mandat

Birthe Juel Christensen regner diakoni som en af grundpillerne i folkekirken.

– Folkekirkens Nødhjælp er ikke missionerende i sit arbejde, men en diakonal organisation, der hjælper og skaber håb for verdens mest udsatte. Vi har et diakonalt mandat, plejer jeg at sige. Herhjemme har vi en række organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors, der arbejder med fattige og udsatte mennesker i Danmark, og Folkekirkens Nødhjælp har så mandatet til at arbejde internationalt. Men hvor diakoni er et fremmedgørende ord for mange, er der større forståelse for at tale om næstekærlighed. Også selvom det i kirken kan være svært at tage et så stort ord i munden, er der energi i at bruge begrebet som en forståelsesramme, mener hun.

Mange forstår umiddelbart næstekærlighed og igennem den relatere sig til diakoni som fællesskabets ansvar for at hjælpe. Lige fra begyndelsen i 1922 har Folkekirkens Nødhjælp hvilet på et folkekirkeligt grundlag. Det var den sjællandske biskop Alfred Th. Jørgensen, der lagde grundstenen til organisationen, der i dag tæller omkring 150 medarbejdere i Danmark og over 700 i udlandet.

– Vi står på to værdisæt, et humanitært og et kristent, og det har vi gjort i alle årene. Vi lægger vægt på, at vi alle er født lige, som menneskerettighederne siger, og i kristendommen får vi endnu et perspektiv med: Vi er alle skabt lige. Det betyder, at vi ikke kan sætte skel mellem mennesker. Vi skeler ikke til religion, etnicitet og køn i vores arbejde, og vi ser alle som ligeværdige. Op til jul samlede vi ind til rohingya- flygtningene fra Myanmar. De er anderledes i forhold til størstedelen af befolkningen i Myanmar. De kommer fra et andet sted og er en anden etnisk gruppe, og så er de muslimer og ikke buddhister som flertallet. Rohingyaspørgsmålet er i det hele taget svært at tale om i Myanmar, også for andre nødhjælpsorganisationer derude, og måske skal vi netop hjælpe dem, fordi de er anderledes og udstødte.

Et andet kendt eksempel er ”Giv en ged”-kampagnen. Umiddelbart er der langt fra de abstrakte værdier om næstekærlighed, men alligevel insisterer Birthe Juel Christensen på en sammenhæng.

– Det er en drivkraft for os, at vi skal skabe håb for nødlidende og verdens fattigste. Det er også der, at vi som organisation adskiller os, fordi vi har det kristne håb som drivkraft i vores tro. Vi tror på, at verden kan ændres, og med det som udgangspunkt gør vi alt, hvad vi kan, for at gøre det håb konkret. Hvis det så her og nu er en ged, der er med til at give håb for fremtiden for en familie, så er vi tro mod vores  værdigrundlag.

Hjælper gennem andre

Folkekirkens Nødhjælp arbejder som hovedregel gennem lokale partnere. De får ansvaret for at udvikle og drive nødhjælpsprojekterne, som det fx skete efter det store jordskælv i Nepal i 2015 med efteruddannelse af lokale murere, der manglede viden om at bygge huse, der kan modstå jordskælv. I sådan en situation handler det om at finde en fællesmængde mellem de danske nødhjælpsværdier og de lokale, fortæller Birthe Juel Christensen.

– Vi finder samarbejdspartnere at løse opgaverne sammen med. Inden samarbejdet går i gang, har vi en lang række samtaler, hvor vi drøfter, hvad vi er for en organisation, inden der bliver indgået en  partnerskabskontrakt. I Nepal er der ikke mange kirkelige nødhjælpsorganisationer at arbejde sammen med, og så spørger vi os selv og hinanden: Hvad kan vi gøre sammen? Og så finder man de steder, hvor man har noget til fælles, og som skaber håb for mennesker i nød, slutter hun.