Hotdogs, slagsmål og glade ansigter

Klokken er midnat første fredag efter nytårsaften, da fem personer sidder i Ungdomskirken på Nørre Allé i Aarhus og holder andagt, inden de begiver sig ud i byens festlige natteliv. To er fra folkekirken, to er fra metodistkirken, og en kommer som kristen uden et kirkeligt tilhørsforhold.

Juleevangeliet læses, og folkekirkepræst Lars Lindgrav Sörensen tænder for optagelsen af et nyfødt barn, der skriger.

- Et barn betyder både uro og fred. Livet ændrer sig, når man bliver forældre. I Betlehem kom der et barn, der både var uro og fred på verdensplan. Tænk sig, at et enkelt barn kan ændre verden, så den aldrig blev den samme. Det er også det, vi skal ud og møde i byen nu i nat, både uro og fred. Mennesker som er urolige indeni, og som trænger til fred i hjertet. Hvis vi kan bidrage til det, så er det godt.

Andagten er forbi, og rygsækkene pakkes til den kommende nattevandring. Der fyldes op med blandt andet slikkepinde, flade sko, vand og refleksveste.

- Det sker, at vi må ringe efter en ambulance, hvis vi finder en person, som ikke kan tage vare på sig selv, og der sker det ofte, at vi tager veste på, så redderne kan se os. Mange gange er det på grund af alkohol, når vi kontakter myndighederne, siger Lars.

Han er leder og koordinator for nattens indsats, som deles op i to hold. Kirke Care går helst i små grupper af to-tre personer, så de ikke virker intimiderende, og så de lettere får kontakt med byens gæster. Hvis det er muligt, er der også både kvinder og mænd i grupperne, fordi det har betydning for kontakten.

- Det er forskellige typer af unge, som vi støder på. En af dem er unge piger, som kan være kede af det, og her er det en klar fordel at have en kvinde med på holdet, siger Lars

Han er i gruppe med Lis fra metodistkirken, da vi begiver os ud i natten.

Varmestuen

Første stop er hos Kirkens Korshær rundt om hjørnet. Der hilses i varmestuen, hvor 5-10 personer sidder ved bordene og får kaffe eller lidt at spise. Flere af de tilstedeværende kender folkene fra Kirke Care.

- Vi siger altid til de andre kirkelige organisationer, som er til stede om natten, at vi er på gaden. Det kan være, vi har nogle oplevelser, som relaterer sig til det, de beskæftiger sig med, siger Lars.

Fordi Kirke Care er tværkirkelig bliver der ikke missioneret på gaden. Det handler om diakoni og om at skabe tryghed. Hvis nogen vil have en snak om tro eller beslægtede emner, så bruger kirkefolkene gerne tid på det. Men der følger ikke en invitation med om at besøge en specifik kirke.

- En af mine stærkeste oplevelser på gaden var mødet med en ung pige en tidlig morgen, som spurgte, om jeg ikke ville bede for hende. Hun havde nogle problemer i sit liv, og vi bad sammen. Som præst i folkekirken var det første gang, jeg, jeg bad for en på gaden, og det var stort at gøre det på den måde, fortæller Lars.

Hotdog

Vi når Lille Torv tæt ved Aarhus Domkirke. Her kommer to unge håndværkere gående, som spørger, om ikke vi er sultne? De har lige spist et andet sted i byen, men er klar til mere. De køber hotdogs til både Kirke Care og fotografen og journalisten, mens en af dem fortæller, at han har været frivillig en juleaften på en psykiatrisk afdeling.

- Når vi sammensætter de teams, der går på gaden, forsøger vi også at sætte forskellige typer sammen. Der må gerne være en ”icebreaker-type” sammen med en mere rolig type. Jeg er ”icebreakeren” i vores team, fortæller Lars, der tog kontakt til de to håndværkere.

Flere gange under vores vandring går han helt tæt på byens unge og indleder en samtale. En pige med en cigaret i munden får hjælp til at få den tændt, nogle andre bliver spurgt, om de har en god aften. Det er en usædvanlig rolig fredag nat, fortæller Lis, men ved domkirken er der fyldt både indenfor og uden for en irsk pub. Her støder vi på Hold 2, som er kommet ad en anden vej end os.

- Vi har talt om at have faste ruter, men det er et forholdsvis afgrænset område, vi går i. Så i stedet aftaler vi fra gang til gang, hvor de forskellige hold befinder sig i løbet af natten, siger Lars og sætter kurs ned mod åen, hvor værtshusene og caféerne ligger side om side.

Slåskamp

Her går der ikke længe, inden et slagsmål bryder løs. En dørmand kommer til og afbryder det, og Kirke Care folkene stiller sig tæt på, hvor der er fyldt med mennesker.

- Det gør vi, fordi en del bliver utrygge og bange, når sådan noget sker. Vi holder øje med, om nogen har brug for en at tale med, især hvis de har været tæt på slagsmålet, siger Lars, da der er kommet ro på, og politiet har overtaget scenen.

Bortset fra slagsmålet er der fyldt med glade og feststemte unge ved åen, som gerne vil have slikkepinde af kirkefolkene. Lis opdager to piger, som sidder lidt for sig selv. Den ene er ked af det, og Lis snakker med dem.

Ved Europaplads, hvor åen løber ud i havnen, ligger en ny rygercafé. Her hilser vi på en af bartenderne og får en snak om, hvordan det er gået i løbet af aftenen og natten.

- Vi går af og til på værtshus for at møde ansatte og gæster. Det handler om at være til stede, hvor de unge er. Og hvis vejret er dårligt, kan det være svært at få en samtale i gang ude på gaderne, fortæller Lars.

Klokken er efterhånden blev 02.30, og det er tid for kirkefolkene at vende tilbage til Ungdomskirken for at evaluere natten. Som regel vil de her beslutte, om de skal gå endnu en runde eller sige godnat. Men fordi Lars har en gudstjeneste dagen efter klokken ti, er de nødt til at stoppe nu.

Men om 14 dage er de på gaden igen, hvor de endnu engang vil holde øje med byens nattegæster for at skabe tryghed og lægge ører til, hvis nogen har brug for en at tale med.