Jeg har fundet roen og troen i folkekirken

Det er det lille skridt i det store rum. Jacob Mark, gruppeformand i SF, stemmer sindet og går op ad den brede midtergang med kurs mod døbefonten. For de fleste er den bevægelse ikke noget at skrive hjem om, men i dette tilfælde hæver den sig over det gennemsnitlige.

Tilværelsen har det nemlig med at tage sine sving, og det der før var så usammenhængende, bliver i det nye klarsyn ophøjet til selve livets meningsgivende salt. Sådan er det for Jacob Mark – også på denne formiddag i Køge Kirke.

- Jeg er opvokset i en socialistisk familie, hvor Gud ikke fyldte. Min mor mente, at det var ok, hvis jeg ikke deltog i skolens julegudstjeneste, og min morfar så ligesom Marx religion som opium for folket, siger Jacob Mark og sætter en slags udgangspunkt for samtalen.

På sin vis er han ikke uenig med hverken sin mor eller morfar. Allerede som 14-årig meldte han sig ind i SF, og udover at imponere en pige var forklaringen, at han ønskede en mere retfærdig verden. Og i den kamp arbejdede han med at forstå kristendommen.

Det gode og det onde

- Som barn fandt jeg ud af, at jeg troede på noget. Jeg reflekterede meget over den kristne tro, også meget mere end andre børn på min egen alder gjorde. Især var jeg optaget af forholdet mellem det gode og det onde, og jeg kan huske, at jeg skrev stile om Lucifer og om lysets engel og syndefaldet. Jeg opererede ikke med tanken om, at der var dårlige mennesker. For mig findes der ikke mennesker, der bliver født dårligere end andre, siger han og tilføjer.

- Man bliver god eller ond. Og man vælger at være god eller ond. Derfor er himmel og helvede ikke konkrete størrelse, men når det hele er forbi, så vil man blive forfulgt af al det had og dårligdom, man har haft på jorden, og det må føles som et helvede. Ligesom man vil blive forfulgt af al den glæde og kærlighed, man har skabt og mødt, og det må føles som himlen.

Døbefonten i Slagelse Kirke, hvor Jacob Mark er døbt. Foto: Bo Nygaard Larsen.

Alligevel sneg tvivlen sig ind:

- Omkring konfirmationsalderen kom jeg frem til, at når der var så meget ondt i verden, kunne der ikke være en Gud. Så dér lagde jeg mine tanker på hylden, siger Jacob Mark, der i modsætning til de fleste af sine klassekammerater ikke blev konfirmeret.
- Jeg gik derfor heller ikke til konfirmationsforberedelse, men jeg læste garanteret mere om emnet end de fleste, siger han og fortsætter:
- I ungdomsårene gik jeg så den anden vej og var smart i en fart om livets store spørgsmål. Jeg udtalte offentligt, at der ikke var nogen Gud, og at man var død, når man var død. Der var intet på den anden side.

Dødsgang

Vi går ovenpå de døde. Bortset fra Roskilde Domkirke er Køge Kirke den kirke i landet, der har flest gravsten i gulvet. 125 af slagsen ligger her – udover de 13 epitafier på væggene - og først i 1805 blev begravelser inde i kirken forbudt.

For Jacob Mark minder disse dødsminder ham igen og igen om livets realitet, og i samtalen med Menighedsrådenes Blad reciterer han flere gange det latinske Memento Mori – ”husk, at du skal dø”.

- Netop det ordsprog er noget af det værste for mig, og dermed er vi tilbage ved min morfar og Karl Marx. For magthaverne og overklassen brugte kirken og troen til at holde folket nede. Derfor skulle de konstant blive husket på døden og den straf, der ventede dem, hvis de ikke makkede ret. Der var da også i den katolske tid skrækkelige eksempler på, hvordan troen kun var for dem, der kunne betale, og dermed blev religionen det opium, man gav sit folk, siger han.

Men der er et lag mere. Jacob Mark blev i 2009 som 18-årig valgt ind i Køge Byråd som det yngste medlem nogensinde. Derefter gik det stærkt, og i 2015 blev han valgt til Folketinget med sit partis næsthøjeste stemmetal. Året efter blev han som 24-årig gruppeformand – igen som den yngste nogensinde.

Det var frygten for at miste dem, han holder af, der fik Jacob Mark til at gøre op med sit stressende arbejdsliv. Han flyttede tilbage til barndommens og ungdommens Køge, og det var i den forbindelse, at han besluttede sig for at blive døbt i sin sognekirke.

- Det gik stærkt dengang. Jeg ville det hele på den halve tid, og jeg flyttede ind i en lejlighed tæt på Christiansborg, så jeg hurtigt kunne komme på arbejde. Efter valget i 2015 gik det ikke så godt for SF, og jeg så det som min opgave at få partiet på fode igen. Derfor arbejdede jeg hele tiden, siger han.

Men bag magten, titlen og et feteret liv i medierne begyndte billedet at krakelere. Jacob Mark følte sig utilstrækkelig over for sine kære og nære.

- Memento Mori, siger han og fortsætter:
- Jeg ville også være der for min familie og mine venner, men jeg var der ikke nok. Mine tanker begyndte mere og mere at handle om, at mine forældre en dag ville dø. Jeg er ikke selv bange for døden, men jeg er bange for at miste dem, jeg elsker. Tanken om at de en dag vil ende i et totalt mørke i døden, kunne jeg ikke holde ud, og derfor havde jeg brug for en krykke og en tro på, at der vil være noget efter døden. På den måde ville jeg kunne være sammen med dem i ånden, siger han.

Dåben i kirken

Det var her, at barndommens refleksioner vendte tilbage, og en vinterdag omkring årsskiftet 2018/2019 sendte han en e-mail til Signe Asbirk, præst ved Køge Kirke.

- Jeg havde en del tvivl, og derfor blev jeg glad, da Signe inviterede mig på kaffe. I en time talte vi, og jeg fik lov til at stille alle de kritiske spørgsmål, jeg ville. Jeg var imponeret over, at folkekirken har den tilgang til potentielt nye medlemmer, og da jeg blev bekræftet i, at der i folkekirken er vide fortolkningsrammer i troen, spurgte jeg, om hun ville døbe mig, siger han.

Jacob Mark står ved den sorte døbefont fra 1613. Det var her, han blev døbt under en privat handling under overværelse af to anonyme vidner lige før folketingsvalget i 2019.

- Jeg husker ikke datoen. Jeg er mest til fødselsdage og valgdatoer, siger han og fortsætter:

- Til gengæld husker jeg en af de salmer, vi sang. Det var ”Altid frejdig når du går”. Den passer godt til mig. Dels handler den om at overvinde dødsangsten, dels er det nok den salme, der kommer tættest på en klassisk kampsang.

Den vigtige folkekirke

Dåben blev på mange måder et symbol for den ændring, der overordnet skete i hans liv på den tid. For at passe mere på sig selv og få tid til andet end politik, flyttede han tilbage til Køge, og i den forbindelse fik sognebevidstheden også en betydning.

- Køge betyder meget for mig, fordi jeg er forbundet med det sted, jeg kommer fra. Derfor er det også vigtigt, at jeg kan føle mig knyttet til min sognekirke, siger han og fortsætter:

- Nu er jeg jo et politisk menneske, og derfor kan jeg godt lide bevægelser, der betyder noget i vores samfund. Og det gør folkekirken, og derfor ønsker jeg at folkekirken skal være fremtrædende. Folk vil gerne samles omkring noget, og bakker vi ikke op om folkekirken, vil andre bevægelser vinde indpas, og det tror jeg ikke, er den rigtige vej at gå.

Vi går tilbage ad midtergangen, hen over de døde.

- Nu har jeg fundet en kristen kæreste, og en gang imellem går vi til gudstjeneste sammen. Andre gange går jeg ind her i kirken og sidder alene. Det giver mig en vished, for i folkekirken har jeg fundet roen og troen, siger Jacob Mark.