København tur/retur

Det gik ellers godt. Som sognepræst i Løsning i Østjylland var Henrik Højlund en værdsat og populær
præst, der hver uge trak hundredvis af kirkegængere til gudstjeneste. Alligevel var de sidste af hans 18 år lange ansættelse præget af ønsket om luftforandring.

– I bund og grund kan man ikke udregne sine egne motiver og følelser. Men det var fra begyndelsen klart, da min kone og jeg kom til Løsning, at vi godt ville videre på et tidspunkt. Vi tænkte, at vi ville give det 10 år, fordi vores yngste barn så ville være i gymnasiealderen, men det blev altså til 18 år, fortæller valgmenighedspræsten, der inden tiden i Løsning
var præst i Norge.

Tiden i Østjylland beskriver han som fantastisk, så det var ikke utilfredshed, der fik ham til at rykke teltpælene op.
– Det handler blandt andet om, at alt kørte på skinner, og jeg har altid haft det sådan, at når alting bare kører, så får jeg lyst til at prøve nogle nye skinner. Jeg havde lyst til at komme ud et sted, hvor jeg ikke helt havde kontrol, og hvor jeg skulle starte forfra igen.

At det lige blev København og Nørrebro, var en tilfældighed. Forinden havde han uden held søgt et par stillinger i Aarhus, og da præsteembedet ved Kingos Kirke på Nørrebro dukkede op, regnede han ikke med at få det, fordi der var en anden kandidat, som han troede ville få jobbet.

Væltet bagover

– Derfor væltede det mig helt bagover at få tilbudt stillingen, men jeg sagde ja efter at have sundet mig lidt, siger Henrik Højlund og tilføjer, at Kingos Kirke har en profil, som minder om Løsning Kirke, altså en markant kristendom med fokus på det missionske.

– Jeg kom til en base, som lignede det, jeg kendte, men der var andre forskelle i mentalitet og kultur. At gå ned ad Nørrebrogade en almindelig søndag eftermiddag
og opleve liv og glade dage er i modsætning til Løsning, hvor du går ned ad Vestergade og måske ser en kat krydse over vejen, hvis du er heldig.

Der er opstået en fortælling om Henrik Højlunds tid i København, som han er ærgerlig over. Fortællingen er, at han ikke kunne være på Nørrebro, fordi der ikke var plads til ham og hans teologi, men det passer ikke, slår han fast. I Nørrebro Provsti er der tre kirker, som minder om det, han kom fra i Løsning, så Nørrebro er ikke uvant med et markant og fast syn på kristendommen.

– Men jeg oplevede mangfoldigheden på Nørrebro som problematisk. Den kan ikke rumme folk, som har markante og ensidige synspunkter, sådan som jeg har. Man skal ligesom kunne favne det hele, og man skal elske mangfoldigheden. Man skal holde af relativismen.

Men der var ingen, som stoppede med at komme i kirke, fordi Henrik Højlund var præst, sådan som han oplevede det, så på den måde passede han fint ind i kirkens liv.
Dog var der situationer, fx omkring en dåb, hvor folk googlede ham og trak sig efter at have bestilt samtalen.

– Jeg havde også en samtale med et lesbisk par, hvor de efter samtalen aflyste dåben, fordi jeg fortalte dem om mit teologiske ståsted. Det syntes jeg var helt naturligt, og jeg kan godt forstå dem, siger Henrik Højlund, der af teologiske grunde ikke vil vie homoseksuelle og fraskilte.

– Men det, som fyldte mest i København, når det gælder kirkelige handlinger, var dåb, bryllupper og begravelser med folk, som ikke var kirkevante. Det foregik uden problemer, fordi de som noget helt naturligt valgte deres sognekirke til.

Det havde altså ikke noget med det teologiske ståsted at gøre, oplevede valgmenighedspræsten, da han valgte at stoppe i København efter halvandet års ansættelse.

For fristende

– Det handler for det første om, at det ganske enkelt var for fristende, da der åbnede
sig en dør her i Aarhus. Bykirken er en drømmestilling, og jeg har tidligere i mit præsteliv tænkt, at det kunne være et rigtig godt sted at blive ansat, siger han og fortsætter:

– Jeg havde også svært ved at finde mine egne ben i Kingos Kirke, jeg følte mig aldrig hjemme. Det var meget søde medarbejdere og en charmerende menighed, men der var en ret traditionstung kultur, hvor jeg ikke følte, at jeg passede ind. Blandt de gode ting var, at jeg lavede en del arrangementer for og med unge, og det var rigtig spændende.

Der er også en tredje grund til, at Henrik Højlund og hans kone flyttede fra København.

– Vi oplevede simpelthen, at vi ikke var så omstillingsparate, som vi troede. Vores børn bor i Jylland, og vores store netværk er her, så vi følte, at vi var langt væk fra det, vi kender.
Trods retræten fortryder han ikke sin tid på Nørrebro, og han savner stadig menigheden og arbejdet med de unge i området.

Henrik Højlund foran Aarhus Bykirke.

– Det var også en spændende udfordring at komme til København, fordi det er et sted, hvor folkekirken ikke står så stærkt som andre steder. Faktisk var mit sogn det sted i landet med færrest folkekirkemedlemmer. Så det var virkelig en missionsmark, både på grund af sekularismen, som fylder meget, og muslimerne og de immigrantkristne i området.

I Kingos Kirke er der mange med forskellig hudfarve, altså immigrantkristne, som kommer søndag efter søndag.

– Vi havde sågar en muslim, som kom meget regelmæssigt. Han gik selvfølgelig ikke til nadver, men han deltog i gudstjenesten ligesom alle andre. Han var taxachauffør, og jeg havde ham hjemme til kaffe et par gange. Det var meget interessant for mig at lære ham at kende, for han var en meget from og god muslim.
Valgmenighedspræst

Det er første gang, Henrik Højlund er i en valgmenighed, og der er mange ting, som er anderledes i forhold til at være sognepræst. Den største forskel er, at alle har et aktivt trosliv og har valgt kirken til, netop fordi de søger en kirke med fokus på troen.

– Udfordringen er så at give de mange bevidst troende en lyst og lidenskab for at tage deres ikketroende venner med til gudstjeneste i stor mængde. Vi er 300-400 til gudstjeneste om søndagen, som foregår over to gange, og her er altid nye med, som ikke er så kirkevante.

En anden udfordring er, at Aarhus Bykirke ikke ligner en kirke udadtil. Den er en del af et gammelt missionshus ejet af Indre Mission, og hvis man ikke man ved det, er der ikke noget, som signalerer kirke.

– Så hvordan kan vi åbne op, så folk får en fornemmelse af, at her kan man gå ind og blive en del af et fællesskab? spørger præsten.
En anden forskel er, at det i høj grad er de frivilliges kirke og ikke de ansattes. Som valgmenighed får man ikke samme tilskud som en sognekirke, så hvis ikke der var en høj grad af frivillig arbejdskraft, kunne det ikke fungere.

– Vi er tre fuldtidsansatte medarbejdere, resten er frivillige. Det er positivt på den måde, at mange initiativer bliver sat i gang af dem, som rent faktisk bruger kirken, der
er en følelse af medejerskab, og det er godt, siger Henrik Højlund.

Ny bog

Jobskiftet fra København til Aarhus er ikke det eneste nye, der er sket i Henrik Højlunds liv på det seneste. Han har også udgivet en bog, Jeg tror, du er her, som har været en del år undervejs.

– Det er en bog om Danmark og mig selv og vores forhold til troen. Hvorfor er vi blufærdige over for at tale om tro? I bogen kommer jeg med nogle bud, blandt andet det jeg kalder for sekulariseringsfiltret. Selv for en som mig er der to rum, jeg kan befinde mig i. Det ene, hvor troen lever naturligt og friskt og frejdigt, konkret kan det være et kirkerum, et andagtsrum eller et privat rum, og så det andet, hverdagsagtige rum, hvor troen bliver udfordret.

Henrik Højlund fortæller, at han som barn gik på en skole med mange børn, hvor de fleste kom fra hjem, hvor tro ikke fyldte noget.

– Og som barn vil man gerne ligne de andre, så derfor var det svært for mig at tale om min tro. Det hænger sammen med en større historie, for sådan har det ikke altid været, så hvorfor er det blevet så svært at tale om tro i Danmark?

Der ligger et intellektuelt lag i blufærdigheden, hvor det at have en tro let bliver forbundet med naivitet og manglende oplysthed.

– Det vokser man ind i meget hurtigt som dansker, allerede som ung teenager bliver man klar over, at det, jeg går rundt og tror på, det er i de flestes øjne ret naivt.

I bogen beskriver præsten, hvordan han i 7. klasse oplevede, at troen blev meget bevidst, og at han samtidig løb ind i et clash med skolekammerater, som havde et helt andet syn.

Tro er ikke i modsætning til videnskab, oplever Henrik Højlund.

– Det gav mig en dyb uro for, om jeg kunne klare at komme på gymnasiet og forsvare min tro der. Jeg bad mange bønner til Gud om netop det. Heldigvis oplevede jeg i gymnasiet lynhurtigt, at jeg kunne argumentere for kristendommen uden at blive anset for at være idiot eller dum og naiv.

En anden del af sekulariseringshistorien, fortæller Henrik Højlund, er, at videnskaben tilsyneladende har revet sig løs fra den store, fælles fortælling om tro og sat sig i modsætning til den.

– Når jeg siger tilsyneladende, er det, fordi der er mange videnskabsfolk, som ikke har problemer med tro. Men i den almindelige, folkelige bevidsthed er der en opfattelse af uforenelighed mellem de to elementer. Jeg mener, det er en forkert opfattelse, fordi der er mange videnskabsmænd, som ikke ser en modsætning. Jeg kender selv flere, blandt andet en professor i fysik, som kommer fast i nabokirken og her i missionshuset.

Folkekirken skal på banen

I forhold til at kunne tale mere åbent om tro efterspørger Henrik Højlund, at folkekirken kommer mere på banen.

– Det er faktisk folkekirkens primære opgave at åbne op for trossamtaler og gøre det mere accepteret og mere almindeligt at tale om tro i det offentlige rum. Hvis ikke folkekirken tager den opgave på sig, så er den ikke længere kirke. Det ligger i enhver kristen kirkes dna, at den skal forsøge at få mennesker til at tro. Det indebærer, at den skal ud og møde mennesker, der hvor de er.

Konkret betyder det, mener Henrik Højlund, at kirken i Danmark skal gå ud og møde mennesker, der er præget af at bo i et vestligt, sekulariseret land, som de senere år også har fået muslimske og immigrantkristne borgere.

– Når jeg ser på Danmark, synes jeg, der er menigheder og præster, som gør en kæmpe indsats. Men i det store billede er det alt for få. Der er for mange steder, hvor man er for tamme. Men så hører det også med, at selv i en så aktiv kirke som vores kan vi stadigvæk blive langt bedre til det med at missionere.

Konkret indebærer det en vis grad af aktivisme, forklarer Henrik Højlund, altså at man gør flere ting ude i det offentlige rum. I den forbindelse er Bykirken sammen med en række sognekirker i byen ved at planlægge aktiviteter i et fælleslokale på gågaden, hvor de vil være fysisk til stede i byrummet og forsøge at møde mennesker der.

– Men det handler også om den profil, man har som kirke. Jeg synes, man mange steder skulle være tydeligere med en mere markant kristendom og ikke en tidstilpasset kristendom. Vi skal ikke passe os ind efter det, som er tidens tone og ånd. Det synes jeg, folkekirken lider meget under.

Valgmenighedspræsten mener, at folkekirken ville stå stærkere, hvis den turde være på tværs af tidsånden.

– Jeg tror, folkekirken skal turde miste det, den tror er folkelig opbakning. For på den måde for alvor at nå folket. Jeg tror, folkekirken har misforstået sin opgave og sin egen sjæl. Jeg frygter, at man er i færd med at miste folket ved hele tiden at please det. Man bliver folkets religiøse institution i stedet for at være folkets kristne kirke, som man burde være.