Landsforeningen fylder 100 år

Det er en god anledning til at gøre status over menighedsrådenes betydning for folkekirken. Landsforeningen har udviklet sig i takt med menighedsrådenes rolle og fremstår i dag på mange måder som den bredeste, samlende organisation i folkekirken. Det giver nogle særlige muligheder, men indeholder også begrænsninger for en organisation, som gerne fortsat vil markere sig som en effektiv interesseorganisation.

Folkekirken skal være kirke i et demokratisk samfund. Borgernes demokratiske indflydelse på folkekirken kommer til udtryk gennem valgene til Folketinget, lovgivningen og ministeransvaret. Det er dog karakteristisk, at folkekirken i nogen grad har bevaret enevældige træk. Det kommer f.eks. til udtryk gennem monarkens autorisation af ritualer og i kirkeministerens beslutninger over folkekirkens fælles økonomi.

Medlemmernes demokratiske indflydelse på folkekirken er først og fremmest forankret i menighedsrådene. Grundloven fra 1849 stillede folkekirken i udsigt, at forandringen fra statskirke til folkekirke skulle ske gennem en forfatning for folkekirken. Dette er på trods af flere forsøg aldrig sket. Medlemsdemokratiet er i stedet vokset op nedefra gennem etableringen af menighedsråd fra 1903.

Organisering

Menighedsrådsmedlemmerne fandt hurtigt behov for at organisere sig, og det blev den direkte anledning til Landsforeningens stiftelse i 1920.

Medlemsdemokratiet i folkekirken er gradvist blevet udvidet. Medlemmerne vælger menighedsråd, som gennem valg udgør det demokratiske mandat for provstiudvalg, stiftsråd og biskopper.

På lokalt plan er menighedsrådene organiseret i distriktsforeninger, som skal finde deres rolle og plads i forhold til provstiudvalg og stiftsråd, samtidig med at de udgør et vigtigt element i den samlede medlemsorganisation i Landsforeningen af Menighedsråd.

Menighedsrådene vælger gennem distriktsforeninger delegerede til Landsforeningen af Menighedsråd, hvis bestyrelse repræsenterer menighedsrådene i arbejdet i Kirkeministeriet og i folkekirkens fælles institutioner. Det drejer sig bl.a. om Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, kirkemusikskolerne, Folkekirkens IT og budgetfølgegruppen for folkekirkens fællesfond, for blot at nævne nogle få af de mange organer, som Landsforeningen i dag er repræsenteret i.

Da der fortsat mangler repræsentative organer for medlemsdemokratiet på nationalt plan, bliver det langt hen ad vejen Landsforeningen af Menighedsråds opgave at varetage denne funktion.

En særlig balance

Folkekirken har i årenes løb udviklet en særlig balance. En balance mellem stat og kirke, mellem statskirke og folkekirke, men også en balance mellem forskellige traditionelle kirkelige ledelsesformer, mellem menighedernes uafhængighed og biskoppernes ansvar for at holde sammen på kirken, og med stærke uafhængige råd med selvstændige kompetencer på de fleste niveauer, med undtagelse af nationalt niveau.

Internt i menighedsrådet er der tilsvarende en balance mellem de læge repræsentanter for menigheden og de præster, som menigheden har kaldet. Det kommer til udtryk i samvirket mellem valgte medlemmer og præsterne, som er fødte medlemmer. Det indebærer et fælles ansvar for både kirkelige og administrative forhold i sognet.

Landsforeningens særlige rolle og betydning i folkekirken skyldes i høj grad, at dette samvirke er omdrejningspunktet for organisationen. Her er både læge og gejstlige medlemmer repræsenteret på alle niveauer. Samtidig har Landsforeningen en enestående høj medlemsandel, som forpligter organisationen på at repræsentere alle dele af folkekirkens liv, uanset geografisk placering, kirkepolitiske opfattelser eller partipolitisk tilhørsfold og på tværs af de traditionelle kirkelige retninger.

En nødvendighed

Landsforeningens politiske interessevaretagelse er en fortsat nødvendighed, fordi medlemsdemokratiet endnu ikke er udstrakt til det nationale niveau. Landsforeningen arbejder alene og sammen med andre organiserede interesser i folkekirken for at påvirke den lovgivning, der har betydning for menighedsrådene og for folkekirken bredt. De fleste gange lytter Folketinget til de ønsker, som folkekirkens parter kommer med i enighed. Men der er også nylige eksempler på, at Folketinget ikke ønsker at lovgive på områder, hvor folkekirken bringer ønsker frem.

I de senere år er det lykkedes Landsforeningen også at placere sig som en bred kirkelig organisation, der har fået alle dele af folkekirken, inkl. de folkekirkelige organisationer til at arbejde sammen om initiativer, der særligt optager folkekirkens aktører. Det kan f.eks. være dåbsinitiativer eller de folkekirkemøder, som nu er ved at blive en tradition som et mødested for alle, der er optaget af folkekirkens udvikling.

Endelig understøtter Landsforeningen af Menighedsråd arbejdet i de lokale menighedsråd. En vigtig opgave er at inspirere menighedsrådene til det lokale arbejde med at skabe liv og vækst i samspil med frivillige og ansatte.

Det sker gennem konkret rådgivning, kurser og ved at varetage administrative opgaver for de menighedsråd, der ønsker det. Og det sker ved at varetage menighedsrådenes kollektive interesser som arbejdsgivere for langt hovedparten af folkekirkens ansatte med undtagelse af præsterne. Det har hele vejen igennem Landsforeningens 100-årige historie været en kerneopgave at understøtte den helt centrale ledelsesopgave, som menighedsrådene varetager lokalt i sognene.

Ændrede behov

Landsforeningens arbejde har udviklet sig i takt med ændrede behov. Ofte som et svar på behov, der ikke blev varetaget af andre, eller hvor lovgivningen ikke har sikret en struktur, hvor folkekirkens medlemsdemokrati har kunnet folde sig ud.

Der er dog ingen garanti for, at Landsforeningen også vil indtage den samme centrale rolle i årene fremover. Menighedsrådene står over for udfordringer, som det bliver vigtigt for Landsforeningen at forholde sig til.

For mange danskere er mødet med folkekirken ensbetydende med mødet med præsten, typisk i forbindelse med kirkelige handlinger. For mange kan det være en fremmed tanke, at man som døbt er en del af menighedens fællesskab, og at kirken kun lever i kraft af dette fællesskab. I en tid hvor man er vant til at velfærdssamfundets institutioner drives af professionelle kræfter, kan der være langt til den folkekirkelige forståelse af et myndigt lægfolk som grundlaget for kirkens virke.

Det myndige lægfolk

De knap 13.000 valgte menighedsrådsmedlemmer repræsenterer det myndige lægfolk i evangelisk-luthersk forstand, og de repræsenterer det bredeste lokaldemokratiske engagement, som det danske samfund kan mønstre. Udfordringen bliver i årene fremover at sikre den nære folkelige forankring af folkekirkens aktive medlemmer i det almindelige samfundsliv.

En anden udfordring er en statslig styringslogik, som kan have svært ved at anerkende menighedsrådenes selvstændige ansvar. Det bliver en vigtig kamp at sikre menighedsrådenes frihed til at indrette sig efter de lokale vilkår. Samtidig skal menighedsrådene have modet til at indrette strukturen efter de kirkelige opgaver og behov uden at hænge fast i fortiden.

Landsforeningen af Menighedsråd har valgt at bruge jubilæumsåret til at sætte særlig fokus på lægfolkets rolle i folkekirken, på demokratiet i folkekirken og på stoltheden over at være menighedsrådsmedlem. Det er temaer, som peger fremad, hvis folkekirken fortsat skal være en relevant del af de fleste danskeres liv.