Nemmere og bedre

Udviklingsafdelingen består af Signe, Lisa og Vivi, som hjælper medlemmerne med en række ydelser. Fælles for afdelingens aktiviteter er at støtte menighedsrådene i at udvikle sig, så arbejdet bliver lettere og mere professionelt.

2019.01.03 Udviklingsafdelingen50729.jpg

Mange menighedsråd har mødt eller vil møde afdelingens konsulenter, som blandt andet holder workshops, inspirationsdage og personlige møder rundt om i landet. Fra venstre er det Lisa, Signe og Vivi. Foto: Lars Aarø.

Af: Alex Kjær

Udviklingsafdelingen har stor bredde i de opgaver, den beskæftiger sig med. Nogle af opgaverne er kontingentfinansierede, andre er konsulentopgaver, og andre igen kan være nationale projekter i samarbejde med fx Kirkeministeriet.

Ydelser, man får som en del af sit kontingent

Medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråd har mulighed for at deltage i workshops og temadage, når Udviklingsafdelingen underviser.

Det er blandt andet distriktsforeningerne, som arrangerer, men man kan finde alle tilbud på Landsforeningens kursusside.

Konkrete eksempler på temadage og workshops er ”Inspiration til visionsdage” og ”Folkekirkens lederuddannelse”, som har et daghold i marts.

Afdelingen holder også kurser og fyraftensmøder for at gøre menighedsrådene dygtigere og bedre til at håndtere de opgaver, man møder som rådsmedlem.

Det er altid gratis at ringe til Udviklingsafdelingen, og man kan eventuelt aftale et efterfølgende fysisk møde, hvor man gennemgår muligheder.

Ydelser, man kan tilkøbe

Der er også mulighed for at aftale et konsulentforløb, hvor Udviklingsafdelingen går ind og støtter særligt op om et sogn.

Det kan være i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere, det kan være håndtering af konflikter i menighedsrådet, eller det kan være at holde en eller flere inspirationsdage, hvor hele kirken er samlet, og der bliver talt om værdier og visioner.

Der er også mulighed for at aftale en fast personalekonsulentordning, hvor Udviklingsafdelingen tilrettelægger højtspecialiseret hjælp til sognene i et provsti, når der er brug for det.

Det har fx. Køge og Greve-Solrød Provsti valgt at gøre. Her er der fast støtte til kontaktpersonernes ledelsesopgaver i alt fra ansættelse af nye medarbejdere til de svære spørgsmål.

Det sker løbende, at afdelingen modtager henvendelser fra sogne, som har brug for rådgivning og vejledning, når noget driller eller ikke fungerer.

Det kan handle om at håndtere en konflikt, inden den vokser sig stor og bliver til et alvorligt problem. Eller om at afklare behov og ønsker, sognet har, eventuelt i forbindelse med ændringer på arbejdspladsen af den ene eller anden art.

Menighedsrådene møder afdelingen, når de tre konsulenter udvikler procesforløb, rekrutteringsforløb, organisationsanalyser og afholder kursusaftener og temadage om fx teamsamarbejde eller konflikthåndtering.

Et af de store nationale projekter har været e-læring for menighedsrådsmedlemmer på portalen godtfrastart.dk, som mange menighedsrådsmedlemmer har kigget forbi. Det er altid gratis for medlemmer at ringe til afdelingen for at få råd og vejledning om en udfordring eller et problem.

Man kan også aftale yderligere hjælp fra afdelingen på konsulentbasis i et kortere eller længere forløb, så sognet får støtte til fx at løse konflikter omkring samarbejde i menighedsrådet. Man kan også få tilknyttet en konsulent ved ansættelse af nye medarbejdere, afholdelse af en eller flere visionsdage i kirken og meget mere.

Prisen fastsættes

På et indledende møde aftales det, hvordan konsulentstøtten skal sammensættes, og prisen fastsættes. En del sogne har mødt afdelingen, når konsulenterne er ude for at holde aftenmøder i sognene. Her kan emnet være coaching af grupper eller enkeltpersoner, det kan også være menighedsrådet som arbejdsgiver, rekrutteringsforløb, samarbejde og trivsel eller noget helt fjerde.

En af de store succeser de sidste år har været udvikling af lederuddannelsen for kontaktpersoner, som mange menighedsrådsmedlemmer har været på. Tilbagemeldingen fra deltagerne har været god, og det er afdelingens fornemmelse, at netop rollen som arbejdsgiver med direkte kontakt til de ansatte for mange er en udfordring, hvor det er godt at få viden og dele erfaringer med andre i samme situation. Lige nu udvikles også en lederuddannelse for formænd.

Det er vigtigt at trives i sit arbejde, også når man har valgt at tage et frivilligt arbejde på sig i et menighedsråd. Derfor skal man ikke tøve med at henvende sig til afdelingen, hvis noget ikke fungerer. Nogle gange er det små ting, der skal til. Måske kan en enkelt henvendelse vise sig at være nok til at få vendt tingene og sat en god retning.