Retræter gør mig levende

Da jeg så billedet af figuren, begyndte jeg at græde. Det var, som om jeg genkendte noget, som jeg ikke havde turdet tro på: at der findes et sted, hvor det er muligt at overgive sig og erkende sin afmagt. Siden har jeg forsøgt at holde fast i det billede af Gud og af mig selv, fortæller 58-årige Mie Jespersen, der er uddannet sygeplejerske og arbejder på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

På en hylde i stuen i rækkehuset et par kilometer fra sygehuset står et eksemplar af den figur, hun taler om. Den er lavet i rødligt ler og forestiller en lille pige, der er omsluttet af en stor beskyttende hånd. Et billede på Guds omsorg for det enkelte menneske og menneskets vilkår som Guds barn.

Mie Jespersen blev præsenteret for figuren i 2004, på en retræte i Skovhuset ved Sdr. Vissing, ledet af Jette Dahl, der på det tidspunkt arbejdede freelance som åndelig vejleder, og som siden 2011 har været stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift. Mie Jespersen havde læst om Jette Dahls personlige søgen og hendes arbejde med åndelig vejledning og retræter og havde besluttet at tage med på en af hendes retræter.

- Jeg kendte ikke meget til begrebet retræter, men da jeg læste om Jette Dahls arbejde, følte jeg, at det rimede på den længsel, jeg havde følt i mange år. Det viste sig at holde stik. Min første retræte blev et afgørende skridt på den lange vej, jeg er gået mod at blive mere mig. Jeg har måttet rydde op i mange gamle normer og forestillinger for at finde frem til det indre gudsrum, som jeg i årevis ikke anede eksistensen af. Uden retræterne tror jeg ikke, at det var lykkedes, siger hun.

Det indre rum
Da Mie Jespersen i 2004 så billedet af den lille pige i Guds hånd, begyndte hun spontant at græde og kunne næsten ikke stoppe gråden igen. I flere måneder efter begyndte hun spontant at græde, når hun så på figuren, og endnu i dag bliver hun berørt af at kigge på den.

- Den får lov at stå fremme, fordi den er et billede på, hvad jeg har søgt og stadig arbejder på at holde fast i. Det er et fortsat arbejde for mig at rydde de normer og gudsbilleder af vejen, som jeg er vokset op med, og som kan forstyrre mig i mit forsøg på at gå ind i det indre rum, hvor jeg møder stilheden og den favnende Gud, som jeg har lært at kende på retræterne, forklarer Mie Jespersen.

Sammen med figuren har hun et sort-hvidt fotografi af en lille pige, der går ud af en skovsti klædt i sommerkjole og hat. I den ene hånd har hun en kurv, i den anden en bamse.

- Hun minder mig om mig selv som barn og også som voksen. Jeg har altid været parat til at gå ud i verden og opleve nyt. Samtidig har jeg haft en forestilling om, at jeg skulle klare og bære det hele selv. Men retræterne og de kurser i Jungs psykologi og i kristen teolog, jeg har fulgt sideløbende, har lært mig, at jeg netop ikke kan eller skal magte det hele selv. Det er begrænset, hvad jeg kan nå med min vilje. Og heldigvis er der et sted, hvor jeg kan lægge ansvaret fra mig og bede Gud tage over, siger hun.

Manglede mening
Vejen til denne erkendelse og erfaring har imidlertid været lang og ikke uden forhindringer. Mie Jespersen er vokset op i et indremissionsk miljø i Thy, der var domineret af det, hun kalder ”de missionske mørkemænd”.

- Jeg kunne godt lide at synge, og den følelse af samhørighed, det gav. Men jeg havde det ikke så godt med udlægningerne af teksterne i søndagsskolen. Mine forældre var ambivalente omkring det, har jeg siden fundet ud af, fortæller Mie Jespersen.

”Min morfars meget pågående missioneren gjorde dybt indtryk, og jeg tror, det medvirkede til, at jeg samt de fleste af mine fem søskende lukkede døren til den religiøse dimension, da vi var unge. I 1970’erne var jeg en beundrende tilskuer til ungdomsoprøret. Jeg blev erklæret ateist og forsøgte at vriste mig fri af den snævre ramme, jeg havde oplevet i kirken. Men det lykkedes ikke, for ateismen gav mig en følelse af tomhed og meningsløshed, jeg ikke kunne leve med. Så jeg søgte efter en anden måde at nærme mig meningen på, siger hun.

Mie Jespersen forsøgte sig med ophold på en kristen højskole, og her efter søgte hun i den alternative verden og i selvhjælpslitteraturen. Men heller ikke her, fandt hun det, hun længtes efter.

- I selvhjælpslitteraturen stødte jeg mod en mur, fordi den underliggende logik var, at man kunne blive lidelsen kvit, hvis blot man fandt den rette metode og anvendte den konsekvent. Men sådan oplevede jeg det ikke. Mit liv har været præget af mørke perioder, og jeg oplever, at lidelsen og sorgen er en realitet, man ikke kan fikse eller fjerne. Først da jeg via Jungs psykoanalyse og den åndelige vejledning fandt tilbage til kristendommen, fandt jeg det, jeg søgte, siger hun.

Fra indisk Jung til kristendom
Under en rejse i Indien mødte Mie Jespersen en person, der inspirerede hende til at følge et kursus i Jungs psykoanalyse på Folkeuniversitetet i Aarhus. Senere fortsatte hun på en række kurser i teologi, og senest har hun deltaget i et retræteforløb, der har strakt sig over flere år.

- For mig har det taget tid at åbne den dør, som jeg fik øje på under min første retræte. Hver retræte har givet mig noget nyt, men først på den seneste retræte fandt jeg helt ind i det indre gudsrum, som jeg allerede på den første retræte anede, at der fandtes i alle mennesker. I årevis oplevede jeg stor frustration over at høre andre berette om det rum, men uden selv at kunne finde det, siger hun.

- Figuren, som jeg fik på den første retræte, vækkede mig. Men vejen ind i det rum, hvor jeg kunne give slip, var lang. Det var nødvendigt for mig med de vejledende samtaler, for stilheden i sig selv var ikke nok. I en periode måtte endda holde en pause fra retræterne, fordi det blev for voldsomt med al den inderlighed, siger hun.

I stedet tog hun en uddannelse i myte og fortællekunst på Vestjyllands Højskole hos en danser og teolog, som også arbejder med Jung. Siden vendte hun tilbage til retræterne og den stille fordybelse, og her igennem har hun langsomt forsonet sig med sin barndoms billede af kristendommen og med de oplevelser af forladthed og udelukkethed, som hendes barndom bød på.

- Min mor blev syg, da jeg var fire år, og var indlagt i flere måneder, hvor hun var tæt på at dø. Under en retræte gik det op for mig, at den afbrydelse, det gav i vores relation, for mig var som at blive lukket ude fra et paradis af nærhed, som jeg aldrig kom ind i igen. Det var en voldsom og smertelig erkendelse. I det hele taget er det ikke bare hyggeligt, når man på en lang retræte konfronteres med sine indre dæmoner. På hver af de seneste tre retræter har jeg haft en dag, hvor jeg bare har grædt og grædt. Men processen har hjulpet mig til forsoning med fortiden, og jeg har også hver gang haft en oplevelse af at være utroligt levende, nærmest høj. Som om livet strømmer igennem mig med fornyet styrke, siger Mie Jespersen.

Forræder og fornægter
Retræterne har overbevist hende om, at det er i kristendommen, hun kan finde det, hun længes efter.

- Der finder jeg et univers, hvor jeg kan spejle alle de forskellige elementer i min personlighed. Jeg er forræder som Judas, jeg er fornægter som Peter, og jeg har som, som det spejles i historien om Marta og Maria svært ved at finde en balance mellem fornuft og følelse, siger hun og tilføjer: - Modsat i psykologien bliver jeg ikke til et offer for omstændigheder i mit liv, fordi kristendommen peger på en underliggende struktur, en strøm, der ligger under det hele. Jeg lærer, at jeg har en midte, hvor jeg kan blive stående, selv i sorgen og smerten. Jomfru Maria er det bedste billede på det; selv da hu mister sin søn, bliver hun stående og ved, at alt er i Guds hånd.

Hun understreger, at retræterne, som hun ser det, ikke handler om at være navlebeskuende eller selvoptaget, men om at hente næring til at være stærkere til stede i sine relationer i hverdagen.

- Retræterne har ændret min hverdag. Jeg bruger mere tid på at gå ind i det stille rum, hvor jeg kan møde Gud. Jeg har en næsten daglig meditations- og bønspraksis, hvor jeg i bøn tømmer mig selv for bekymringer ved at give dem over til Gud og bruger mindfulness-teknikker til at blive stille. Ofte går jeg også lange ture. Men min praksis fjerner mig ikke fra min familie og andre relationer; den gør mig mere nærværende. Jeg er mere til stede, og jeg bliver meget lettere berørt af andre mennesker og af musik og litteratur. Jeg tager simpelthen livet mere ind.

Hun tilføjer, at i hendes forældres hverdag var der naturlige rum, hvor man kunne finde stilhed og fordybelse: - Når min far var i marken, oplevede han en forbundethed med naturen, og inden sengetid havde begge mine forældre altid en stille stund for sig selv i bøn.

I dag er det sværere at finde den slags rum, mener hun: - Mennesker længes efter den slags rum i dag, tror jeg, og ved ikke, hvor og hvordan de skal etablere dem. Derfor tror jeg, at Folkekirken kan møde mange menneskers længsel, hvis de skaber bedre rammer for at erfare det indre gudsrum.