4. APRIL 2018
Der blev sunget gospel, da 1000 konfirmander over to dage deltog i gudstjenester i Viborg domkirke. Foto: Jørgen Plough
Af: Eva Strøm
Konfirmandtræffet i Viborg startede for 10 år siden, fordi mange af stiftets små landkirker havde svært ved at lave noget lidt større for deres konfirmander. Til konfirmandtræffet samler man kræfterne og laver en spændende dag for alle, og der er rift om pladserne. I løbet af d. 30. og 31. januar afviklede stiftet fem gudstjenester og teaterstykker, og alligevel var der ikke plads til alle dem, der gerne vil med. Derfor prioriterede man de små sogne. Det fortæller stiftspræst Gitte Thorsøe, der sammen med stiftspræst Thomas Felter og ungdomspræst Trine Hostrup stod for at arrangere årets konfirmandtræf.
Til at hjælpe sig havde de personalet i domkirken, biskop Henrik Stubkjær, gospelmusiker Anders Hjort Nielsen og 17 frivillige fra to Y’mens Club i Viborg, der guidede de unge i domkirken, teateret og restauranten. Det kostede 125 kroner per konfirmand for hele dagen. Herudover støttede stiftet arrangementet økonomisk.
fra Thomas Felter og Gitte Thorsøe:
1) Vær flere om at arrangere, så der er nogen at sparre med
2) Lav en stram minutplan, især omkring gudstjenesten. Den må kun vare 40 minutter. Logistikken skal holde. Ellers skrider det hele.
3) Hav en god håndfuld frivillige i baghånden. Og husk at takke dem. Vi giver en gave og slutter med mad og evaluering.
Hvad gør I?
Gitte Thorsøe: - I år begyndte træffet med en gudstjeneste i Domkirken, herefter så konfirmanderne et teaterstykke med titlen “Hvad tror du selv?” og til sidst blev de spist af i Bowl’n’Fun i Viborg. Vi startede i Domkirken, fordi vi gerne ville give konfirmanderne oplevelsen af en fælles gudstjeneste. Nogle af elementerne var kendte, fx trosbekendelsen og nadver, men så var der også noget nyt som fx gospel, en anden slags for prædiken og “Star Wars”-temaet som præludium. Det er første år, vi har teater med. Det var i den alvorlige ende, hvor vi før har haft en stand up’er, men jeg kunne høre, at både præster og konfirmander synes, det var rigtig, rigtig godt. Konfirmanderne kommer fra hele stiftet, og derfor kan de blive spist af til billige penge, før de skal hjem. Nogle har jo 1½ i en bus hjem igen.
Hvad har I lært?
Thomas Felter: -Det er 10 gang, vi laver konfirmandtræf, og vi var meget ambitiøse i starten. Det første år havde vi en X-faktor-deltager, det skulle være stort og flot i Viborg Domkirke. Det viste sig, at rummet ikke fungerede til rock, så efter et par år prøvede vi med stationer rundt i kirken. Det fungerede heller ikke så godt. Så prøvede vi med klassisk gudstjeneste med trompeter, orgler og skønsang, det blev lidt for pænt, Så nu i dag er vi landet på en kort tale med biskoppen, ungdomspræsten og noget gospel, og det er noget af det bedste, vi har haft. Det er vanskeligt at lave en gudstjeneste for så mange unge. Gospel giver lidt liv. Man skal op og røre sig - ellers er det lang tid at sidde stille.