Svaret på unges mistrivsel kan være mere ånd

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen beskriver sig selv som et folkekirkemedlem, der ikke er den flittigste kirkegænger.

Hun var sidste gang i kirke omkring en måned inden interviewet med Menighedsrådenes Blad, hvor der var festgudstjeneste i Helsingør Domkirke for at fejre bispeindvielsen tidligere på året, der på grund af coronarestriktioner i folkekirken var med begrænset deltagelse.

- Det var en flot ceremoni og en stor oplevelse at være med. Før det var jeg i kirke på Østerbro under Pridefestivalen, og gangen før var jeg i min barndomskirke i Kollerup sogn i Nordjylland, hvor jeg er konfirmeret. Her er jeg kommet i mange år, og jeg var der i forbindelse med begravelsen af min venindes far.

Hun bor i Nathanaels sogn på Amager, hvor hun også er gift i kirken. Hun kommer ikke fast i sognekirken om søndagen og har aldrig været fast søndagsgæst i folkekirken.

- Jeg kommer i kirke, enten når der er anledninger som dåb, bryllup og begravelser, eller når jeg i mit liv har haft brug for det.

Ane Halsbo-Jørgensen er et troende menneske og har været det så længe, hun kan huske, også som barn. Men troen er ikke nødvendigvis forbundet med at sidde i en kirke.

- I søndags dyppede jeg mig i Vesterhavets store bølger, som nok er mit yndlingssted i hele verden. Det er mit barndomshav. Og det kan lige så vel være her som i kirken, at jeg finder en forbindelse og en tro.

Hun tilføjer, at hun holder meget af kirkerummet som det højtidelige og det eftertænksomme rum. Især holder hun af at synge sammen med andre i kirkerummet.

Da hun bliver spurgt til sin yndlingssalme, tøver hun, fordi der er mange at vælge mellem.

Nu falmer skoven

- Men på denne årstid er det nok Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land”. Både fordi jeg synes, den er smuk, og fordi den tager udgangspunkt i naturen, som også er der, hvor jeg finder jordforbindelsen. Og så har den også en overført mening i, at det godt kan være, det hele er koldt og goldt lige nu. Men det er kun en overgang, det er ikke en afslutning, og alt skal nok blive godt igen. Det er et smukt billede på livet.

Hendes barndoms kirke ligger i et landsogn, hvor traditioner var og er vigtige. Andre steder i landet er man mere optaget af fornyelse, fx har man i en af kirkerne i Vesterbro sogn ikke så langt fra Kirkeministeriet valgt at tage bænkene ud af kirkerummet og sætte genbrugsmøbler ind i stedet, og man har en ambition om at tiltrække flere unge kirkebrugere. Hvordan ser ministeren på forholdet mellem tradition og fornyelse?

- Traditioner er fundamentet, men jeg er også af den overbevisning, at noget af det åndelige og eftertænksomme, der hvor du er en lille brik i en stor verden, er noget af det, som især den unge generation søger efter og mangler i deres liv.

Hun tilføjer, at i forhold til den famlen og mistrivsel, der ses hos nogle unge, kan en del af svaret være mere ånd.

- Det er ikke for at sige, at svaret på alle problemer er, at flere skal komme i kirke og være kristne. Men der finder man åndelige refleksioner og tro på forskellighed, og jeg vil så gerne, at endnu flere finder folkekirken relevant i den sammenhæng. Det tror jeg ville være godt for både folkekirken og for vores generation af unge, som for manges vedkommende famler i deres ungdomsliv.

Ministeren oplever, at folkekirken allerede gør meget for at gøre opmærksom på sig selv over for unge. Men der er brug for endnu mere samtale om, hvad vi kommer af, og hvad vi er rundet af som samfund og som folk. Det handler om, hvor meget folkekirkens grundlæggende værdier gennemsyrer samfundet.

Malet som vølve

- Det var derfor, jeg valgte at få lavet et billede, hvor jeg er malet som en vølve i den nordiske mytologi. Det var for at starte en samtale om, hvad vi i grunden er rundet af. Som et troende medlem af folkekirken, der også er glad for den som institution, synes jeg, det er relevant at tale om, hvad vi kommer af, og vi kommer altså af vikingetiden, som gik forud for, at danerne blev kristne.

Hun uddyber, at diskussionen om kunst og kulturs rolle i forhold til at formidle vores oprindelige rødder, er en vigtig snak.

- Og jeg synes ikke, det er i kontrast til at bakke op om, at vi i 2021 har en folkekirke, som jeg i meget høj grad ønsker at værne om som institution.

Vølvebilledet skabte dog en del debat i kirkeverdenen, men det er helt fint, mener ministeren.

- Det viser jo, hvor vigtig samtalen er. Det giver en anledning til at diskutere, hvad vi kommer af og blive bedre til at forstå, hvem vi er i dag, fordi vi bliver klogere på vores ophav.

Ane Halsboe-Jørgensen har ikke selv siddet i menighedsråd, men hun kender en del, som gør eller har gjort.

- Der er en stolt tradition for, at flere af mine partifæller sidder eller har siddet i menighedsråd. De engagerer sig i lokalsamfundet, herunder også kirken, ved at lade sig vælge til menighedsrådet.

Derudover har hun både gode veninder og tæt familie, som sidder i menighedsråd.

- Jeg tænker, at menighedsrådet er en god mulighed for at engagere sig i lokalsamfundet ved at være med til at præge den lokale kirke. Det er en kobling, som jeg synes, vores folkekirke kan være stolt af, for det betyder, at kirken er en helt central del af lokalsamfundet og også gerne skulle fortsætte med at være det.

Hun tilføjer, at et andet positivt træk ved folkekirken er, at den møder folk åbent og fordomsfrit med sin rummelighed.

Læs det fulde interview med kirkeministeren i Menighedsrådenes Blad nummer 9.