13. JUNI 2017
Den 12. generalforsamling i Det Lutherske Verdensforbund blev holdt i Namibia. Foto: LWF/Johanan Celine Valeriano
Af: Søren Abildgaard
”Til den frihed har Kristus befriet os.”
Det Lutherske Verdensforbunds 12. forsamling siden oprettelsen i 1947 blev i maj måned holdt i Windhoek, Namibia. Det var samtidig en anledning til, at repræsentanter for evangelisk-lutherske kirker over hele verden kunne mødes for sammen at fejre 500-året for reformationen.
Ordene fra Galaterbrevet var det daglige løsen, som skulle påminde os deltagere om, at vi som kristne allerede er befriet af Guds nåde. At nåden er gratis, og at hverken frelsen, mennesker eller skabninger er til salg, er den fælles forståelse i dag som på reformationens tid. Det er den forståelse, som forener kirker i den lutherske tradition uanset forskelle i kultur, vilkår og økonomiske forhold. Folkekirken er en rig kirke set fra et globalt perspektiv.
Vi har det privilegium, som kun ganske få lutherske kirker i Norden og til dels i Nordeuropa deler, nemlig at vi er en majoritetskirke, som et flertal af folket fortsat frivilligt tilslutter sig. Skønner vi nok på vores privilegerede stilling og på den frihed, vi som kristne ufortjent har fået? Har i – uanset om vi er præster eller tilhører et myndigt lægfolk – frimodighed til at forkynde evangeliet i ord og gerninger ind i vores samtid i den sammenhæng, hvor vi hver især er kirke.
Folkekirken er en rig kirke set fra et globalt perspektiv. Vi har det privilegium, som kun ganske få lutherske kirker i Norden og til dels i Nordeuropa deler - Søren Abildgaard, formand
Det Lutherske Verdensforbund beskæftiger sig ikke umiddelbart meget med de emner og udfordringer, der optager danske menighedsråd. Måske skyldes det, at vi med vores privilegerede position ikke tror, at vi kan lære noget af kirker, der befinder sig i en anden situation end vores. Vi kan dog lade os inspirere af, hvordan reformationen er en stadig bevægelse, der skaber fornyelse og vækst i kirkelivet. Det udfordrer os til også i vores hjemlige sammenhæng at se mulighederne for frimodigt at være en relevant kirke for, blandt og med det folk, som stadig ser folkekirken som sit hjemsted. Det skal vi gøre uden at lade besvær, vaner eller statistiske tendenser trælbinde os i opgaven med at skabe liv og vækst i den lokale kirke. ”Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”