Om projektet

Mere Kirke for pengene. Hvordan får man pengene til at række længere i folkekirken? Landsforeningen af Menighedsråd har lanceret projektet Mere Kirke, hvor sogne kan samarbejde og dele erfaringer.

moneyplant.jpg

Hvordan kan vi bruge penge og menneskelige ressourcer, så der kommer mest muligt lokalt kirkeliv ud af det? Illustration: colourbox.com

Formålet med projektet er at viderebringe erfaringer og inspiration til at få mere kirke for pengene. Vi har derfor spurgt bredt ud i folkekirken, om der var nogen gode erfaringer med at spare penge, samarbejde eller nye tiltag inden for folkekirkeverden som gjorde, at man fik flere ressourcer til at lave det kirkeliv man ønsker. 

Det handler om værdi - ikke om at spare
Mere Kirke for pengene fokuserer på, hvordan penge og menneskelige ressourcer bruges, så der kommer mest muligt lokalt kirkeliv ud af det.

Det skal ikke ses som en spareplan. Projektet handler om at få det kirkeliv, man ønsker med de ressourcer, der er til rådighed.  

Lad os dele vores erfaringer 
Det er tanken bag projektet, at hver enkelt sogn ikke behøver at opfinde den dybe tallerken, hvis andre allerede har fundet en model, der giver mening. Projektet går kort og godt ud på at samle gode eksempler på prioritering af ressourcerne og gøre dem tilgængelige for alle landet sogne. 

Vi har samlet alle de gode idéer, redskaber og fremgangsmåder og formuleret dem til best practice, så det er nemt at blive inspireret og selv gå i gang.

Hvem står bag?
Projektet finansieres via Fællesfonden, og i styregruppen sidder repræsentanter for Kirkeministeriet, Danmarks Provsteforening, Stiftskontorcheferne og Landsforeningen af Menighedsråd.