Kronik: Folkekirke og folketingsvalg

Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 19. oktober 2022

Folkekirken fylder ikke meget, når der er folketingsvalg. Det er der ikke noget nyt i. Det er ikke her meningerne brydes mellem de mange opstillede partier og kandidater. Folkekirkens forhold er ikke det tema, der får de vigtige svingvælgere til at bevæge sig mellem blokkene.

Det er for så vidt i orden. Et folketingsvalg kommer sjældent hele vejen rundt om de politiske emner, som skal behandles i den kommende valgperiode. Den brede enighed hen over midten om hovedparten af lovforslagene, når hverdagen indfinder sig i det parlamentariske liv, er ikke det, der optager kandidater, vælgere og medier under valgkampen.

Den manglende interesse ændrer dog ikke på, at kirkepolitikken og den måde, folkekirken er organiseret på, har stor betydning for mange. Næsten 4,3 mio. danskere er medlem af folkekirken. Det svarer til 72,6 procent af befolkningen. Medlemmerne bruger kirken på mange forskellige måder, ligesom døren altid står åben for dem, der ikke er medlem. Faktisk viser en omfattende befolkningsundersøgelse, at 77% af befolkningen - uanset medlemskab - har haft kontakt med folkekirken de seneste 12 måneder.

Med andre ord er folkekirken det største frivillige fællesskab i det danske samfund, og den fortjener opmærksomhed fra både folketingskandidater og vælgere. For det er vigtigt, at Folketinget påtager sig at sætte rammerne for, at folkekirken kan trives og udvikles.

Det kan forekomme paradoksalt, at de skarpeste holdninger til folkekirken ofte kommer til udtryk på områder, hvor politikerne tilsyneladende ikke er tilfredse med den grundlov, som alle nyvalgte folketingsmedlemmer afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde.

Det viser sig særligt i spørgsmålet om at adskille kirke og stat, uagtet at folkekirkens særstatus og statens pligt til at understøtte folkekirken fremgår ganske tydeligt af grundloven.

Og det viser sig i den rutinemæssige afvisning af at ordne folkekirkens forfatning ved lov, uagtet at denne løfteparagraf har været at finde i alle grundlove siden 1849.

Denne manglende respekt for grundloven kan skyldes, at man ikke anerkender folkekirkens særstatus, eller at man mener, at Folketinget slet ikke bør lovgive om trossamfunds forhold, at politik og religion intet har at sige hinanden. Og det kan skyldes, at man på den anden side ser en større lovgivningsmæssig uafhængighed som et første skridt mod en adskillelse af stat og kirke.

Det kan naturligvis også blot skyldes manglende omtanke.

Politikerne kan starte med at sætte sig ind i vores folkekirkeordning, som den er beskrevet i grundloven, og som den fungerer i praksis. De kan lytte og være parate til at gennemføre ændringer, når det er nødvendigt.

Grundlovens fædre opstillede den meget gennemtænkte præmis for forholdet mellem folkekirken og staten, at der er tale om to selvstændige, men gensidigt afhængige samfundsområder. Symbolsk kommer dette til udtryk ved, at Dronningen er både statens og folkekirkens overhoved.

I praksis har det dog vist sig vanskeligt at udfolde grundlovens intentioner. Det bliver i den daglige politik som regel kun til mindre tekniske justeringer af gældende lovgivning. Mere rækker den politiske opmærksomhed og Kirkeministeriets begrænsede ressourcer sjældent til.

Der er dog både historisk og i nyere tid eksempler på regeringer, der har gjort en indsats for at modernisere og forbedre rammerne for folkekirkens virke.

VK-regeringens regeringsgrundlag fra 2005 indeholdt et ganske omfattende afsnit om fremtidens folkekirke. Den daværende regering understregede, at man ikke ville ændre ved folkekirkens særstilling, og at man ønskede at fastholde en rummelig folkekirke forankret i de lokale sognemenigheder. Hovedpunkterne handlede om regelforenkling og decentralisering, om at få bedre greb om udgiftsudviklingen, om reform af provstigrænserne, om større frihed for sognemenighederne og om at gøre stiftsrådene permanente. Disse hovedpunkter blev alle gennemført i de efterfølgende års lovarbejde.

I S-R-SF-regeringens regeringsgrundlag fra 2011 ønskede man inden for folkekirkens grundlovssikrede særstilling at indrette en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for folkekirken med direkte henvisning til grundlovens bestemmelse herom. Dette forsøg kom der en betænkning, men ikke meget mere ud af.

Begge regeringsgrundlag (Se nederst i artiklen) kan tjene til inspiration, når brikkerne skal lægges på den anden side af folketingsvalget.

I disse år handler det om at styrke folkekirken som en samfundsbærende institution, der fortsat kan være med til at etablere forpligtende fællesskaber mellem mennesker. En folkekirke, der bedre kan møde de udfordringer, den allerede nu står over for. Det handler om den demografiske udvikling, hvor balancen mellem land og by ændres, samtidig med at folkekirken er bundet til en struktur med dybe historiske rødder. Det handler om fortsat at møde mennesker i en tid med stigende sekularisering og individualisering. Det handler om at håndtere de situationer, hvor den religiøse mangfoldighed medfører, at folkekirken ikke længere er flertallets kirke.

En konstruktiv politisk debat om folkekirken handler ikke om at adskille kirke og stat, men om at vi også i fremtiden skal have en folkekirke inden for de rammer, grundloven sætter. Der er religionsfrihed i Danmark. Enhver kan frit tilslutte sig folkekirken eller et andet trossamfund eller vælge at stille sig udenfor. Men folkekirken er også tildelt en særstilling.

Så længe folkekirkens forfatning ikke er ordnet ved lov, er det Folketingets ansvar at give folkekirken de rammer, der kan bidrage til, at folkekirken fortsat opleves som relevant for danskerne. Det indebærer, at politikerne bliver nødt til at forholde sig til, hvordan man fremover bør indrette folkekirken med udgangspunkt i dens nuværende grundlovssikrede særstilling. Herunder med en anerkendelse af det demokratiske udgangspunkt i sognene og med en forpligtelse på det evangelisk-lutherske.

Folkekirken er en landsdækkende kirke, der er baseret på 1.634 selvstændige menighedsråd, som hver især tager ansvar for det lokale kirkeliv med 103 provstier som rammen om det økonomiske fællesskab. Økonomisk understøtter staten folkekirken, primært ved et tilskud på 40 pct. af lønnen til de fleste præster samt ved at opkræve kirkeskat hos medlemmerne. Reelt går pengestrømmen fra folkekirkemedlemmerne til staten, når kirkeskatten bruges til at vedligeholde kulturarv, varetage begravelsesvæsen og personregistrering og til at opretholde et rigt musik- og kulturliv alle steder i landet.

Det er ikke statens ansvar, at der er økonomi til, at folkekirken kan være reelt til stede i hele landet. Men stat og kommuner nyder godt af, at solidariteten i folkekirken rækker til, at den sidste offentlige institution ikke forsvinder fra landsbyerne, og til at der kan bygges kirker i nye byområder.

Folkekirken har de nødvendige økonomiske midler, men den har betydelige udfordringer med den interne fordeling af ressourcerne. Den rent sognebaserede folkekirke er ikke tilstrækkelig til at løse de fælles opgaver. Derfor er der brug for Folketingets opmærksomhed til at forbedre folkekirkens interne organisationsform ud over sogneniveauet, så vi bedre kan prioritere midlerne, når nye behov opstår. Det gælder særligt for de nationale midler i fællesfonden, herunder statens tilskud til folkekirken.

En styrkelse og demokratisering af folkekirkens interne struktur kan også være en vej til at imødekomme nogle af de bekymringer, som nogle partier har i forhold til, om staten via sit tilskud til præstelønningerne er med til at støtte den religiøse forkyndelse.

Ordningen er helt i overensstemmelse med grundloven, men hvis det plager en del af danskerne, skal vi så ikke se på, om vi kan finde andre løsninger? Det kan være med til bevare folkekirkens brede legitimitet i befolkningen og skabe ro om dens fremtidige forhold til staten.

Min opfordring er derfor: Skriv folkekirken ind i regeringsgrundlaget. Hold fast i, at folkekirken i henhold til grundloven er noget særligt, så statens forpligtelse på folkekirken efter grundloven tages alvorligt og ikke bliver glemt i det taktiske spil om regeringsdannelsen efter et valg.

Vi er i en tid, hvor det er vigtigt, at vi forandrer folkekirken for at bevare den.