Iben Tolstrup - gejstlig

Iben Tolstrup.jpg

Baggrund

Navn: Iben Tolstrup
E-mail: ito@km.dk
Telefon: 97 83 61 29
Menighedsråd: Hove-Hygum-Tørring
Stift: Viborg
Opstillet af: Lemvig

Præsentationsvideo

Kirkepolitiske spørgsmål

Arbejdsgiver
Hvordan skal Landsforeningen fremme arbejdet med at blive forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation?

Man kan se på folkekirken fra mange forskellige vinkler.

Set fra én vinkel er folkekirken en arbejdsplads med mange ansatte.

Til daglig er de ansatte kirkens ansigt ud ad til. Menighedsrådet spiller en vigtig (men mere tilbagetrukket) rolle som arbejdsgiver. Der er mange opgaver som skal løses helt lokalt – og det er et stort ansvar menighedsrådene tager på sig. Sådan skal det være.

Folkekirken er ikke en koncern, men et fællesskab, der også bygger på kristne værdier. Det er ind imellem besværligt, og vi kan helt sikkert blive endnu bedre til at hjælpe hinanden med skabe meningsfulde og attraktive arbejdspladser. Vi skal hjælpe hinanden med at skabe respekt omkring menighedsrådenes arbejde, både i det enkelte sogn og på landsplan.  

Kirken og staten
Er der inden for grundlovens rammer behov for at ændre på folkekirkens forhold til staten?

Set fra en anden vinkel er folkekirken er en del af samfundet. Hvis der ikke er nogen mennesker er der heller ingen kirke. I Danmark har vi et unikt forhold mellem stat og kirke. Der er ingen grund til at ændre på grundloven. Mindre kan gøre det.

Men sagen er at samfundet har ændret sig meget de sidste 200 år. Forholdet mellem stat og kirke er i mere end en forstand historisk og der er altså behov for fornyelse. En levende kirke er en kirke der kan leve op til tidens krav og forventninger.

Kirkepolitiske spørgsmål

Tilstedeværelse
Hvad betyder det efter din opfattelse, at folkekirken skal være til stede i hele landet?

Fra en tredje vinkel er folkekirken en størrelse, der er til at tage og føle på. Folkekirken er fysisk tilstede i både ord og handling, blandt alle mulige mennesker. Det handler om at skabe og bevare rum (både i og uden for kirkebygningerne) for mødet med det vi tror på. Vi skal have fokus på børn og unge men også de ringeste i samfundet.

Folkekirken bør være til stede overalt i landet, også i de øde egne.  Det koster noget. Jesus var på alle måder gavmild, det bør folkekirken også være. Det er nødvendigt at vi ser på fordelingen af folkekirkens ressourcer ud fra et solidaritetsprincip – vi kan blive meget bedre til at dele det vi har.

Liv og vækst
Hvilke opgaver bør Landsforeningen påtage sig i forhold til menighedsrådenes arbejde med menighedens liv og vækst?

Folkekirken skal være bæredygtig i mere end en forstand. Kristelig set er det vores opgave at bære hinanden og vores klode. Det er måske en lidt skæv vinkel på spørgsmålet om Landsforeningens af menighedsrådenes arbejde med liv og vækst. For mig handler det først og fremmest om at vi må tænke grønt og bæredygtigt i alt, hvad vi foretager os.

Helt konkret: give håb for fremtiden og kommende generationer. Skal det lykkes at skabe en bæredygtig kirke må vi samle kræfterne, det kan Landsforeningen hjælpe os med.

Klik i nederste højre hjørne for at se videoen i fuld skærm.

Hvem er jeg?
Jeg er cand.theol. fra AAU og har være ansat i Folkekirken (Århus, Ribe og Viborg stifter) i 30 år. Først som kateket, siden som både sogne- og funktionspræst. De sidste 16 år har jeg været en fast del af MR i Hove-Hygum-Tørring pastorat og er desuden formand i Distriktsforeningen i Lemvig provsti.

I 2017 blev jeg valgt ind i LM’s bestyrelse, med plads i personaleudvalget, som er tilknyttet afdelingen for Arbejdsgiver og Rådgivning.  

Mærkesager
Folkekirken har meget at bidrage med, både i samfundet og for den enkelte. Folkekirken er bl.a. en landsdækkende arbejdsplads med langt over 100.000 ansatte. Menighedsrådene har stor indflydelse på og ansvar for at tiltrække og fastholde de ansatte, der til daglig tegner kirkens ansigt.

Vi står overfor store udfordringer. Det handler dybest set om Folkekirkens synlighed og tilstedeværelse. Vi kan hjælpe og støtte hinanden med at Folkekirken også er en attraktiv arbejdsplads i fremtiden.

Hvorfor vil jeg i bestyrelsen? 
Jeg brænder for Folkekirken og dens grundværdier. Menighedsrådene er Folkekirkens krumtap. Samvirket mellem læg og gejstlige er helt afgørende, også på landsplan. Jeg vil gerne være med til styrke glæden ved det kirkelige arbejde og at skabe en bæredygtig platform for Folkekirkens kommende generationer.

Jeg interesserer mig for kirkehistorie og kirkeret, filosofi og samtidshistorie. Mit fokusområde er den gode samtale og formidling af kristendom, især blandt børn og unge.

Jeg genopstiller fordi jeg synes LM gør et vigtig stykke arbejde – jeg vil gerne være med til at gøre en positiv forskel og give Udkantsdanmark en stemme.