Kirkeliv på dagsordenen

Sæt kirkelivet på dagsordenen fra starten. Find inspiration her.

Webinar Kirkeliv På Dagsordenen

Find frem til jeres fælles retning med fokus på kirkens liv og vækst 

Hvordan kan I påbegynde arbejdet med at udarbejde en vision for jeres kirke? Hvad er vigtigt, og hvad skal I være opmærksom på i processen?

Mange menighedsråd øger værdien af kirkens arbejde ved at sætte visioner på dagsordenen tidligt i valgperioden. Visionsarbejde gør det nemlig muligt, at I som menighedsråd kan arbejde med at realisere de ønsker og drømme, I har for netop jeres kirke.

Når I skal sætte kirkelivet på dagsordenen, kan I bruge dette redskab, der giver jer en introduktion til visionsarbejdet.

I processen bliver I også klogere på de forskellige ønsker og drømmer I hver især har, og I skaber mulighed for at få talt om dem på en god måde.

Den retning, I sætter, kan være en nyttig rettesnor i det daglige arbejde – også når det kommer til driftsopgaver i relation til økonomi, løn, personale og bygninger. Hvis visionen og retningen er klar, vil mange andre afgørelser og prioriteringer falde på plads.


Med fem enkle trin kan I igangsætte en givende visionsproces. Grundtanken er, at det, I ønsker at opnå, drøftes, før I begynder en konkret planlægning af fx en bestemt aktivitet.

Find redskabet her

Du kan også læse om de fem trin herunder:

1. Mission

Eksistensberettigelse kaldes også ”mission”, og er det, I allerede er til for som kirke i sognet. Folkekirkens overordnede mission er at forkynde evangeliet og Jesus Kristus som verdens frelser. Som første trin i visionsarbejdet, kan det være hjælpsomt at drøfte, hvad I som menighedsråd forstår ved folkekirkens mission – og hvordan den overordnede mission kan omsættes til en lokal mission, der giver mening i jeres sogn.

2. Vision

Drømmene for jeres kirke skal tage udgangspunkt i jeres konkrete virkelighed for ikke at blive uopnåelige luftkasteller. Derfor skal I tage udgangspunkt i jeres mission: hvad er vi til for i dag, når I taler om fremtiden?

3. Mål

For hvert element i visionen kan der opstilles en række målsætninger, som indeholder konkrete mål for opfyldelsen af visionen. Når I har fundet ud af, hvad I vil, skal I finde ud af hvilke konkrete mål, I så skal gå efter.

4. Planer og prioriteringer

For at målene kan realiseres skal de afspejles i konkrete aktiviteter og handlinger. Ved at udarbejde handlingsplaner og foretage omprioriteringer sætter I tid, penge og menneskelige kræfter ind på at nå jeres drømme.  Det er vigtigt, at I som menighedsråd skaber en sammenhæng mellem visionen og målene og den måde, I anvender jeres økonomiske ramme, personalets og egne ressourcer. Det er den måde, I får drømmene til at blive til virkelighed.

5. Hvordan følger vi op?

Når I sætter gang i konkrete initiativer, kan det være en rigtig god idé at følge op på, hvordan det går og om I er på rette vej. Herved sikrer I, at de midler I anvender, også bidrager til, at I får skabt det kirkeliv i drømmer om. 

Find redskabet her