14. SEPTEMBER 2016

Fem nye og seks gamle

Over det meste af landet blev der 13. september afviklet opstillingsmøder til menighedsrådsvalget 2016. I Søborggård Sogn i Gladsaxe er Søren Abildgaard formand for menighedsrådet – samtidig med at han bestrider posten som formand for Landsforeningen af Menighedsråd

mb_20160610_184.jpg

Søren Abildgaard - formand for Landsforeningen af Menighedsråd - er en af seks gamle rådsmedlemmer i Søborggård Sogn efter opstillingsmødet 13. september, hvor fem nye medlemmer også blev opstillet til menighedsrådsvalg 2016. Arkivfoto: Henrik Petit

Af: Alex Kjær

På forhånd var der fra Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd opfordret til, at menighedsrådene holdt orienterings- og opstillingsmøder på en fælles dato i hele landet for at skabe opmærksomhed om valgene til menighedsrådene. Det har langt de fleste menighedsråd valgt at gøre, et af dem er Søborggård Sogn i Gladsaxe, hvor Søren Abildgaard er formand:

- Vi havde et godt møde, hvor vi fulgte opfordringen forud for valget om at lave skriftlig, hemmelig afstemning. Det fungerede fint, og vi har også et par suppleanter på listen, siger formanden.

- Forud for afstemningen talte vi om sognets status og udfordringer de kommende år. Herunder at få gjort den lokale folkekirke relevant i sognet ved at skabe relationer til menigheden og ved at indbyde til fællesskab, der giver mening. Vi tror, det skal ske ved at fokusere på traditionelle kerneydelser som gudstjenester, undervisning, diakoni og mission.

Fremmødet var ikke stort, hvilket formanden blandt andet tilskriver manglende interesse for at dække valget hos den lokale presse

- En anden grund er, at for at skabe opmærksomhed omkring menighedsrådsvalget kræver det, at man har en aktiv frivilligkultur eller et stærkt menighedsliv. Vores profil er, at kirken i høj grad er en handlingskirke, som man kommer til ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Formanden forudser, at udfordringen med at skabe en aktiv frivillighedskultur bliver et emne hos mange af landets menighedsråd de kommende år. Et andet emne bliver at få gjort menighedsrådsarbejdet relevant for deltagerne i de aktiviteter, der foregår i kirken.

- Man kan godt have mange frivillige i en kirke, uden at det styrker menighedsrådsarbejdet. Hvis ikke de frivillige bliver inviteret ind af menighedsrådet, sker der en afkobling, som ikke er hensigtsmæssig.

At inddrage de frivillige handler også om rekruttering, og her mener Søren Abildgaard ikke, man kom helt i mål i Søborggård Sogn:

- Vi deltog i Gladsaxe-dagen som kirke, men her var der mere fokus på kirkens aktiviteter end på valget. Det var simpelthen for diffus en anledning til at lave egentlig rekrutterings-arbejde. Jeg har nok heller ikke løftet nok, fordi jeg har været optaget af alt muligt andet. 

I foråret forsøgte menighedsrådet at lave en strategisk kortlægning af ønskerne til rekruttering, men selv om der kommer mere bredde i det nye råd – Søren Abildgaard er ikke længere den yngste – lykkedes det ikke fuldt ud i forhold til det potentiale, der kunne have været:

- Udfordringen er at få alle dele af kirkelivet repræsenteret i rådet. Vi har en stor og velfungerende familiecafé med mellem 70-80 deltagere hver gang. Men det er ikke lykkes at få dem integreret i menighedsrådsarbejdet, og årsagen er måske, at vi mangler rollemodeller i rådet, som børnefamilierne kan identificere sig med, siger formanden og peger på korarbejde, minikonformander og babysalmesang som andre aktiviteter, hvor man måske kunne rekruttere nogle mennesker, som i så fald ville få direkte indflydelse på aktiviteterne.

Opstillingsmødet er overstået i Søborggård Sogn, og i praksis er kandidaterne på listen ligesom kandidaterne på flertallet af listerne, der blev lavet 13. september landet over, valgt til menighedsrådene. Formelt er det dog først 27. september, at valgene er sikre, fordi det er fristen for indlevering af kandidatlister. Hvis det går som ved seneste valg, vil der kun i omkring fem procent af landets sogne blive indleveret alternative lister, som der stemmes om 8. november.

Flere artikler om samme emne

#Menighedsrådsvalg