14. DECEMBER 2016
Folkekirkemødet blev i 2016 holdt i København i forbindelse med Himmelske Dage. Foto: Henrik Petit
Af: Jesper Moll
Efter en veloverstået premiere under de københavnske kirkedage i år flytter Folkekirkemødet næste år til Aarhus. Rammerne bliver noget anderledes, men arrangørerne har valgt at lægge sig op af et stort kulturarrangement igen, denne gang den aarhusianske festuge i slutningen af august.
- Vi var rigtig glade for at besøge København i år, og jeg tror at vi med placeringen i Aarhus Festuge kan få en god opfølgning på første års succes, siger Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd og med til at planlægge mødet.
Folkekirkemødet er en chance for kirkefolk fra hele landet for at mødes og diskutere fælles udfordringer og blive inspireret. Folkekirkemødet bliver næste gang holdt i Aarhus 26. august 2017.
Folkekirkemødet 2017 afholdes af Landsforeningen af Menighedsråd, Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Kirkefondet, Præsteforeningen og de folkekirkelige ungdomsorganisationer.
Programmet for folkekirkemødet vil i 2017 afspejle, at det bliver del af en stor lokal kulturbegivenhed, der i løbet af den uge arrangement varer, har mere end 300.000 besøgende. Arrangørgruppen bag folkekirkemødet er stadig i gang med at få aftaler i hus, men Søren Abildgaard vil alligevel godt løfte lidt af sløret for næste års program.
- Jeg forventer, at man i programmet vil kunne se det afspejlet, at vi holder Folkekirkemødet i en by, der er i vækst, og derfor stiller sig selv spørgsmålet, om hvordan man er i kirke i en større by. Og så vil placeringen midt i Festugen naturligvis smitte af på vores program. Præcis hvordan, er stadig lidt for tidligt at sige, siger han og tilføjer, at Folkekirkemødet i 2017 også vil tage fat på aktuelle problemstillinger i sognene.