3. OKTOBER 2017
Landsforeningen af Menighedsråd opfordrer menighedsrådene til gå på Den Digitale Arbejdsplads for at holde sig orienteret om overgangen til det nye lønsystem. Foto: Colourbox.
Som det er tilfældet i dag, kommer det nye system til at hedde FLØS (Folkekirkens lønservice), men hvor det gamle system efterhånden har omkring 30 år på bagen, er afløseren helt ny og gearet til nutidens behov.
- Som udgangspunkt får det nye system ingen betydning ude i sognene for kassererne, kontaktpersonerne og formændene. For løn er nu engang løn, og den skal falde til tiden, som den altid har gjort, siger Hans-Henrik Nielsen, formand for Udvalget om økonomi, bygninger og kirkegårde i Landsforeningen af Menighedsråd.
Han fortsætter:
- Når det er sagt, så vil det være et system med en ny og mere moderne brugerflade, og det vil også være mere fremtidssikret end det gamle, fordi det er bygget op fra bunden og ikke løbende er blevet justeret, som det var tilfældet med det gamle.
Fokus på kommunikation
Landsforeningen af Menighedsråd er med i implementeringsfasen af det nye system og har især fokus på, at kommunikationen omkring ændringerne bliver så hensigtsmæssig som muligt.
- Der er oprettet et grupperum på Den Digitale Arbejdsplads, som jeg anbefaler alle berørte og interesserede i menighedsrådene til at gå ind i. Her samles information, datoer og frister, som har betydning for sognene, fortæller Hans-Henrik Nielsen.
Se grupperummet om det nye FLØS her (kræver login).
Der arbejdes desuden på at etablere en hotline, så menighedsrådene kan få hjælp i overgangen til det nye system, hvis der opstår spørgsmål.
OBS: Artiklen er ændret d. 4/10 kl. 14.30, fordi Kirkeministeriet har oplyst, at menighedsrådene ikke - som ellers meddelt - skal indgå betalingsaftaler med bankerne.