8. FEBRUAR 2017
30 kursister fra Aarhus stift deltager i den nye uddannelse for ledere i folkekirken. Næste pilotprojekt er i Helsingør stift.
Af: Jesper Moll
En ny lederuddannelse for kontaktpersoner giver mulighed for at øge kompetencerne og blive en bedre leder for medarbejderne. Det første hold kursister på uddannelsen er kommet godt igennem det indledende modul.
- Vi har været virkelig spændte på i dag, startede Lisa Junge Jensen, der underviser på uddannelsen med at sige, da de 30 kursister havde taget plads i mødelokalet på Landsforeningens sekretariat til den første kursusgang.
Gratis for medlemmer
Uddannelsen er især henvendt til kontaktpersoner, og det matchede godt med forventningerne fra dagens deltagere. Nogle var nyvalgte, mens andre havde siddet i flere perioder og haft forskellige funktioner i menighedsrådene.
Den gratis uddannelse tilbydes Landsforeningens medlemmer og består af fire moduler. De to første forløb er i gang i Aarhus og Helsingør stifter som forsøg, inden uddannelsen bliver bredt ud til resten af landet.
- Folkekirkens Lederuddannelse vil ikke alene indeholde praktiske og juridiske elementer, men også emner som samarbejde, udvikling og trivsel. Vi håber, rigtig mange af menighedsrådene vil benytte sig af tilbuddet, siger Lone Wellner Jensen fra Landsforeningens personaleudvalg, der står bag den nye uddannelse.
Fakta om Folkekirkens Lederuddannelse
Folkekirkens Lederuddannelse er den første lederuddannelse, der er specielt udviklet til kontaktpersoner i menighedsråd. Med afsæt i Landsforeningens erfaring og interviews med kontaktpersoner om deres opgaver, er uddannelsen tilrettelagt, så man får konkret og opdateret viden om rollen som leder.
Uddannelsens fire moduler giver et overblik over kontaktpersonens opgaver og konkrete redskaber, der kan bruges i den daglige ledelse. Uddannelsen indhold varierer mellem juridisk personaleforhold og konkrete oplæg om, hvad god ledelse er i praksis.
Datoerne for de næste forløb bliver offentliggjort her på hjemmesiden.