14. JUNI 2017

Tid til overenskomstforhandling

Forberedelsen af forhandlingerne om fornyelse af overenskomster for folkekirkens ansatte er netop begyndt. Landsforeningen af Menighedsråd sidder med ved bordet for at sikre menighedsrådenes interesser

151665-Design-af-logo-OK'18-banner.jpg

Af: Alex Kjær

En lang proces er netop gået i gang, hvor første skridt i processen er, at Landsforeningen mødes med Kirkeministeriet og stifterne for at finde frem til arbejdsgiversidens krav til de nye overenskomster. Herefter følger en række møder mellem arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden, hvor kravene forklares og uddybes med henblik på at forny overenskomsterne.

Vi er med til forhandlingerne for at sikre indflydelse for vores medlemmer. - Inge Kjær Andersen, formand for Udvalget om personale i Landsforeningens bestyrelse

Sidste del sker umiddelbart efter, at Finansministeriet og de faglige organisationer i staten i begyndelsen af 2018 bliver enige om løn- og ansættelsesvilkår for statens 185.000 ansatte. Når det er sket, forhandles overenskomsterne på plads for kirkefunktionærerne. Ved alle forhandlinger sidder Landsforeningen med som bisidder, og overordnet set gælder det om at sikre det bedst mulige resultat for menighedsrådene i de nye overenskomster.

Inge Kjær Andersen fra Landsforeningens bestyrelse er formand for Udvalget om personale og siger: - Vi er med til forhandlingerne for at sikre indflydelse for vores medlemmer. Vores viden om og indsigt i de faktiske forhold ude på arbejdspladserne er vigtige input i forløbet.

Målet er forhandlingsretten

Inge Kjær Andersen tilføjer, at det på længere sigt er Landsforeningens mål at opnå forhandlingsretten, dels fordi foreningen i forvejen rådgiver og forhandler på vegne af menighedsrådene ved ansættelser og konflikter om ansættelsesforhold, dels fordi det ligger i den danske model for arbejdsmarkedet, at arbejdsgivernes faglige organisation sammen med arbejdstagernes organisationer forhandler løn- og ansættelsesforhold.

Ved de forrige overenskomstforhandlinger gik kravene fra Landsforeningen især på forenkling og ensartethed på tværs af overenskomsterne.

Flere artikler om samme emne

#OK18