Ærgrelse over manglende aftale

Nattens forhandlinger mellem de faglige organisationer og forhandlere fra kommune, stat og regioner endte uden resultat. I stedet købte forligsmanden yderligere to ugers tid med forhandlinger mellem parterne ud fra en forventning om, at det er muligt at nå til enighed.

Udsættelsen er en ærgerlig situation at stå i for både ansatte i folkekirken og deres arbejdsgivere, fordi de er blevet del af en konflikt, der i virkeligheden ikke er deres. Det mener Inge Kjær Andersen, der er formand for personaleudvalget i Landsforeningen og næstformand. Selvom det er folkekirkens medlemmer, der via den lokale kirkeskat finansierer løn til kordegne, organister, gravere og andre faggrupper i folkekirken, har staten forhandlingsretten på folkekirkens område.

Overenskomsterne for folkekirkens mange tusinde ansatte er derfor en del af forhandlingerne, og Inge Kjær Andersen følger forhandlingerne tæt.

Hun er ærgerlig over, at en aftale glippede i nat efter to ugers intense forhandlinger i Forligsinstitutionen. Efter udsættelsen følger nu flere forhandlinger mellem parterne, første gang på fredag.

Frist på to uger

To uger har forligsmand Mette Christensen givet parterne, der tæller forhandlere for kommunerne, regionerne og staten, til at nå frem til en aftale. Sker det ikke, eller hvis forhandlingerne afsluttes uden resultat inden, går den offentlige sektor i stå, først med strejke og derefter lockout af de ansatte. Varslerne for strejke og lockout gælder også for folkekirkens mange overenskomstansatte medarbejdere, der udgør langt den største gruppe af medarbejdere. 

- Det er altid bedst, hvis parterne selv finder en løsning og indgår en aftale, så nu må vi håbe på, at udsættelsen trods alt betyder, at der er en aftale i sigte, siger Inge Kjær Andersen og pointerer, at opbakningen til den danske model fortsat er intakt fra hendes side. Hun opfordrer dog til at lave aftalemodellen om, så det fremover bliver Landsforeningen, der som  menighedsrådenes arbejdsgiverorganisation, fører forhandlingerne, og ikke staten ved Moderniseringsstyrelsen, som det er i dag.