21. FEBRUAR 2018

Frustration over nyt lønsystem vokser

Imens deadlinen for februar-lønnen nærmer sig, vokser menighedsrådenes frustrationer over folkekirkens lønsystem, der gik i luften i januar

COLOURBOX1180007.jpg

Folkekirkens nye lønsystem skaber frustrationer hos menighedsråd og deres ansatte. Foto: Colourbox

Af: Jesper Moll

Det er næppe de pæneste gloser, der fylder rummene, når folkekirkens lokale lønadministratorer forbereder næste lønkørsel i folkekirkens nye lønsystem. FLØS, som systemet kaldes i daglig tale, har nemlig ikke levet op til forventningerne om bedre og nemmere lønadministration. I december startede overgangen for alvor, men to måneder efter kører systemet stadig ustabilt.

Hans-Henrik Nielsen er formand for Landsforeningens økonomi- og kirkegårdsudvalg, og han sidder med i programledelsen for det nye lønsystem. Her sidder han med Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen for bordenden og en række chefer fra den folkekirkelige administration.

Hans-Henrik Nielsen, hvad er din rolle i programledelsen?
Da ministeriet havde valgt leverandør af det nye system og lagt tidsplan for processen, inviterede de Landsforeningen med i en programledelse, som står for implementeringen af systemet. Som den ene af Landsforeningens to repræsentanter arbejder jeg her for, at systemet bliver igangsat så smertefrit som muligt. Det er ikke nogen let opgave. Tidsplanen har været og er stram, der er begrænsede personaleressourcer til rådighed, og der har vist sig flere tekniske ‘børnesygdomme’, end man kunne forvente.
Når det er sagt, er der også mange positive meldinger om, at det er et godt system, som vil lette og forbedre arbejdet med lønudbetalingerne - når det altså kommer til at fungere efter hensigten.

Flere menighedsråd klager over, at de ikke kan opfylde deres forpligtelser som arbejdsgivere, fordi det nye lønsystem ikke fungerer. Hvornår er der udsigt til, at systemet fungerer efter hensigten?
I den aktuelle pressede situation har vi fra Landsforeningen bakket op om, at ressourcerne prioriteres til de allervigtigste opgaver: At menighedsrådenes medarbejdere får udbetalt løn til tiden med så få fejl som muligt. Det er i hovedsagen lykkedes. Men det har betydet, at løsning af en række problemer, som opleves irriterende for brugerne er udsat til efter lønkørslen i februar. Vi har givet os selv første halvår af 2018 til at få de forskellige fejl rettet.

Lønsystemet opleves meget ustabilt, fx forsvinder oversigter. Er det godt nok?
Nej, det er absolut ikke godt nok. Vi er overraskede over, at KMD, som leverer systemet, har udfordringer med den basale drift af systemet - der mangler tilsyneladende datakraft til at afvikle programmet. Det har ministeriet for tiden alvorlige forhandlinger med KMD om. Systemet kræver også i denne fase en større arbejdsindsats fra den enkelte bruger, end der var ventet. Jeg håber på vegne af menighedsrådene, at det drejer som opstarts-investeringer.

I denne uge har løncentret med kort varsel lukket for deres telefoner. Det betyder, at menighedsrådenes ansatte ikke kan få hjælp, hvis de har problemer med februar-lønnen. Vil det få konsekvenser for februar-lønnen?
Lønnen til alle eller stort set alle fastansatte bliver udbetalt som den skal. Udfordringerne drejer sig om nyansættelser og ændrede ansættelsesforhold. Når de nu har lukket for telefonerne er det for at håndtere de mange ubesvarede henvendelser og sikre, at de også får deres løn som de skal. For menighedsråd, som her til sidst har brug for oprettelse af nye medarbejdere, kan det blive nødvendigt at foretage acontoudbetaling af deres første løn.
Det er langt fra nogen god situation. Vi havde i programledelsen godkendt en plan for udvidelse af supporten, hvis der skulle vise sig behov. Behovet blev langt større end ventet, så selvom medarbejderne i løncentrene knokler alt det de kan, var den planlagte support desværre utilstrækkelig.

Det virker som om, at der er plads til mange forbedringer. Hvad har du som Landsforeningens repræsentant fokus på at få styr på først?
Programledelsen mødes i næste uge, og det jeg vil have fokus på, er at KMD leverer en stabil drift af selve systemet, og at opsætningen af systemet bliver forbedret, så brugerne selv kan løse problemerne, f.eks. med oprettelse af visse stillingskategorier, og at de ikke sinkes af unødig bureaukrati. Og så er det vigtigt, at ministeriet afsætter tid og kræfter til at informere lønadministratorerne og menighedsrådene om kendte problemer og om fremdriften.

De mange henvendelser med kommentarer, spørgsmål og andre in-put vi har løbende modtaget er taget til møderne i programledelsen. Der har været og er et stort arbejde for alle, og det har krævet tålmodighed hos alle brugere. Den har der været brug for. Der bliver selvfølgelig noget at evaluere på, men lige nu vil jeg opfordre alle til fortsat at være tålmodige og konstruktive, så vi ved fælles hjælp får en god løsning.

 

Flere artikler om samme emne

#FLØS #økonomi