24. OKTOBER 2018
Instruktør Johannes Nyholm og den svenske film "Kæmpen" vandt Gabrielprisen 2018. Menighedsrådsmedlemmer kan nu være med til at pege på nominerede til næste års vinderfilm. Foto: Garagefilm International.
Af: Alex Kjær
Har du været i biografen og se ”Lykke-Per”, og var du bagefter oppe at svæve i skyerne over filmens fortælling og billeder? Eller var du inde og se ”Journal 64” om kvinderne på Sprogø og synes, det er en spændende og vigtig historie?
Så kan du overveje, om det skal være en af de to film, du vil foreslå i juryen som næste års vinder af Gabrielprisen. Hidtil har det alene været en jury på 5-8 personer, som har valgt nominerede på baggrund af årets nordiske film i biograferne.
Men nu kan menighedsrådsmedlemmer være med til at pege på en vinder, for juryen vil gerne have input. Det vil stadig være en jury bestående af forskellige fagfolk og filmelskere, som vælger vinderen. Men udvalget, som der vælges blandt, kan du være med til at påvirke.
Interesseret i bred baggrund
-Jeg opfordrer menighedsrådsmedlemmerne til at holde rigtig godt øje med de film, der vises i biograferne. Vi er i juryen interesseret i at have så bred en baggrund som muligt at vælge fra, siger juryformand Peter Hundebøll.
Juryen er interesseret i alle nordiske film, der har haft premiere i danske biografer fra 1. marts 2018 til skæringsdatoen, som er 1. februar 2019.
Man kan komme med forslag til filmnomineringer over tre gange på Landsforeningens Facebookside. Første gang er fredag 26. oktober, anden gang 3. december, og sidste gang fredag 15. februar. Facebooksiden finder du her.