14. NOVEMBER 2018
Landsforeningen har en ambition om at klæde menighedsrådsmedlemmerne på til at kunne svare på spørgsmål og tage diskussioner om folkekirkens økonomi. Foto: Colourbox.
Af: Charlotte Tybjerg Sørensen
Repræsentanter for distriktsforeningerne bliver på lørdagens møde præsenteret for de fem indsatsområder, man har arbejdet med i udvalg og fokusgruppe.
Efter delegeretmødet tidligere på året har Landsforeningens bestyrelse konkretiseret forslaget til revision af økonomiloven under følgende emner:
• Ny valgform til provstiudvalg og stiftsråd
Valgformen til provstiudvalg og stiftsråd skal ligesom valg til menighedsråd tage højde for, at der kun sjældent opstilles flere lister. Vi arbejder med valgforsamlingsmodellen.
• Stiftsrådets opgaver og økonomi
Stiftsrådene skal være orienteret om præstebevillingen og stiftets driftsøkonomi, så der bliver mere sammenhæng med stiftsbidraget.
• Gennemsigtighed omkring provstiudvalg og budgetudvalg
Budgetudvalgene, som fordeler cirka en tredjedel af folkekirkens lokale økonomi, skal omfattes af de samme regler som gennemsigtighed som provstierne.
• Styrkelse af menighedsrådenes rolle i budgetsamrådene
Menighedsrådene skal inddrages mere i de økonomiske prioriteringer i provstierne ved at øge minimumskravene til budgetsamrådene baseret på de gode eksempler.
• Præcisering af lovgivningen om menighedsrådenes ansvar på økonomiområdet
Teksterne i menighedsrådsloven og økonomiloven skal være tydeligere om det enkelte menighedsråds indflydelse på og ansvar for både sognets og provstiets økonomi
Initiativet kommer fra Landsforeningen
Baggrunden for arbejdet med at styrke demokratiet omkring økonomien er dels at tydeliggøre menighedsrådenes andel i økonomistyringen, dels at øge gennemsigtighed, deltagelse og indflydelse.
- Det er vores ønske, at vi med dette initiativ fra Landsforeningen kan sætte gang i justering af bekendtgørelser og eventuelle lovændringer og som resultat heraf kan klæde menighedsrådsmedlemmerne på til at kunne svare på spørgsmål og tage de diskussioner, der måtte komme - både over køledisken i Brugsen og i medierne – om folkekirkens økonomi og hvordan midlerne bruges, siger bestyrelsesmedlem Hans-Henrik Nielsen, formand for Økonomiudvalget.
Bred repræsentation i arbejdet med emnerne
Undervejs i processen har emnerne været drøftet i såvel Økonomi- og kirkegårdsudvalg som Strukturudvalg, og de har været præsenteret i en bredt sammensat fokusgruppe bestående af menighedsrådsmedlemmer fra hele landet. Desuden har der også været en drøftelse med kirkeministeren.
- Jeg håber på kvalificeret med- og modspil fra repræsentanterne på Midtvejsmødet, så vi får taget højde for flest mulige lokale forhold. Efterfølgende justeres emnerne og indhold på baggrund heraf, inden vi fortsætter dialogen med de øvrige interessenter. Og så vil vi konkretisere forslagene yderligere, siger Hans-Henrik Nielsen.