Forsøgsordning gøres permanent

Kan vi blive gift i det fri?

Bryllup.jpg

Med Landsforeningens tilslutning er forsøgsordningen med mulighed for vielse et andet sted end i kirken nu blevet permanentgjort.

Ja. Siden 2013 har folkekirken eksperimenteret med at holde vielser uden for kirken.

Allerede i 2017 drøftede biskopperne de erfaringer, der var blevet indhentet i forbindelse med vielse uden for kirkens rum og besluttede, at ordningen skulle gøres permanent. Forsøgsordningen har derfor fortsat siden drøftelserne, og er nu blevet erstattet af en permanent ordning.

Reglerne for vielsen uden for det kirkelige rum stemmer helt overens med de regler, der har været i forsøgsperioden.

Samme ritual som i kirken
Ordningen gør det muligt for brudepar at blive kirkeligt viet uden for kirkens rum, når særlige betingelser er opfyldt. Har brudeparret en særlig tilknytning til et sted og kan præsten godkende det, så kan vielsen foregå uden for kirken.

Til vielsen anvendes det samme vielsesritual som ved et bryllup i kirken. Det vil altså være en højtidelighed med salmer, bibellæsninger, velsignelsen og tale til brudeparret. Måske med lidt færre salmer og med andet musikalsk akkompagnement end det traditionelle orgel. 

Gammel tradition 
Faktisk er det en gammel dansk tradition, der bliver genoptaget med vielser uden for kirken. I 1500- og 1600-tallet var det almindeligt at præsten viede brudeparrene i deres hjem. Først senere rykkede vielser inden for i kirken. 

Nu hvor der er nikket ja til bryllupperne uden for det kirkelige rum, er det igen muligt at blive viet hjemme eller under åben himmel.

Landsforeningen støtter permanent ordning 
Landsforeningen har tilsluttet sig forslaget om at gøre muligheden for vielser uden for kirkens rum permanent.

- Evalueringer fra forsøgsordningen har vist at både præster og par er glade for muligheden. Derfor har vi også støttet op om forslaget om at gøre det til en permanent ordning. Vi synes, det er positivt, at folkekirken kan tilbyde denne type vielser, hvor brudepar kan blive viet i en kirkelig sammenhæng, men samtidig kan vælge en anden ramme end selve kirkerummet, Siger Bodil Therkelsen fra Landsforenings bestyrelse.

Yderligere information
Du kan læse bekendtgørelsen her.

Den nye bestemmelse står i § 3, stk. 3 i nedennævnte bekendtgørelse: ” Vielse kan foretages et andet egnet sted end i kirken, såfremt parterne og præsten er enige derom”.