6. MARTS 2019

Mulighedernes weekend - Årsmøde 2019

Anden weekend i maj er det tid til Landsforeningens årsmøde, hvor menighedsrådsmedlemmer fra hele landet sætter hinanden stævne. Traditionen tro er det Hotel Nyborg Strand, der danner rammerne om årsmødet, der bliver en weekend fyldt med muligheder.

Foto 1.PNG

Landsforeningens årsmøde løber i år af stablen den 10.-12. maj. Programmet er klar og tilmeldingen åben. Fotos: Henrik Petit, Jesper Moll

Af: Anja Christensen

Læs mere og tilmeld dig

Du kan se det samlede program for årsmødet og finde information om tilmelding her

Denne weekend er en af årets helt store begivenheder i folkekirken, hvor menighedsrådsmedlemmer fra hele landet samles for at diskutere politik, få inspiration og dele erfaringer. Med omkring 600 diskussionslystne og engagerede deltagere, plejer det ikke at gå stille for sig.

Igen i år rummer programmet mulighed for at deltage i debatter om folkekirkens fremtid og i mindre workshops, der giver inspiration med hjem i bagagen. Fælles for de temaer, der præger programmet, er blikket hen over sognegrænserne. Landsforeningens formand Søren Abildgaard ser frem til årsmødet med stor forventning:

”Landsforeningens årsmøde er en vigtig begivenhed i folkekirkens liv, hvor vi har mulighed for at få vendt alt det, der rører sig i folkekirken. Vi kommer med hver vores erfaringer og udfordringer fra det lokale kirkeliv. På årsmødet er der en unik mulighed for at løfte blikket op over sognegrænserne og se på tværs af hele landet. Sådan kan vi se et større billede af de strømninger og tendenser, der rører sig i folkekirken, og som berører os alle,” siger han. 

Noget for enhver
Årsmødet 2019 er en god pose blandede bolsjer med politiske og faglige drøftelser og en række sociale aktiviteter.

Lørdag er helliget den mere formelle del af årsmødet: delegeretmødet, der er Landsforeningens øverste myndighed. Her er det især diskussionerne af oplæg fra Landsforeningens bestyrelse, der fylder programmet samt drøftelser om Landsforeningens virke.

”Til delegeretmødet samles repræsentanter for det lokale kirkeliv for at sætte deres præg på og diskutere i hvilken retning, Landsforeningen skal bevæge sig de kommende år. Det er vigtigt, at de delegerede sætter retningen for Landsforeningens arbejde, og det ser vi i bestyrelsen hvert år frem til. Der skal være plads til diskussioner, visioner og nye ideer. Årsmødet er en weekend, hvor man virkelig bliver fyldt op med inspiration og ny energi,” siger bestyrelsesformand Søren Abildgaard.

De øvrige dage byder programmet på en række workshops, foredrag og debatter samt mulighed for at være med, når årets vinder af filmprisen Gabriel kåres og bagefter vises. Der er udendørsandagter, fællessang om flyglet, festmiddag og mulighed for en cykel -eller vandretur i de smukke omgivelser. For årsmødet er både politisk, fagligt og socialt.

”En stor del af Årsmødet er netværk og socialt samvær med menighedsrådsmedlemmer fra hele landet. I pauserne er der rig mulighed for at hilse på gamle bekendte og udvide omgangskredsen med nye bekendtskaber. Der er tid til at gå på opdagelse og se udstillingerne fra mange leverandører til folkekirken. Helt nyt i år er Kompetence Hjørnet, hvor der sættes fokus på uddannelse af folkekirkens personale. Her kan du møde Landsforeningen og en række af de uddannelser, vi samarbejder med og høre om uddannelse og efteruddannelse af medarbejderne i folkekirken,” fortæller projektleder hos Landsforeningen, Catharina Ilene Damgaard.

Vi glæder os til en inspirerende og berigende weekend i mulighedernes tegn. 

Alle menighedsrådsmedlemmer fra de råd, der er medlem af Landsforeningen, kan deltage i årsmødet.



Flere artikler om samme emne

#Årsmøde 2019 #Tilmeding