14. NOVEMBER 2019

Nyt uddannelsescirkulære er netop trådt i kraft

Stor tilfredshed i Landsforeningen, efter at Kirkeministeriet har meldt ud, at kirke- og kulturmedarbejdere ikke længere skal ækvivaleres. I stedet skal medarbejderne, hvis de ikke allerede er kvalificerede i kraft af deres uddannelse, ligesom øvrige kirkefunktionærer, gennemgå en obligatorisk uddannelse.

Babysalmesang18.jpg

Babysalmesang er blandt de mange opgaver, der varetages af blandt andet kirke- og kulturmedarbejderne. Fra 15. november skal de, ligesom øvrige kirkefunktionærer, gennemgå en obligatorisk uddannelse, hvis ikke de allerede er kvalificerede i kraft af den uddannelse, de har i forvejen. Foto: Folkekirken.dk

Af: Charlotte Tybjerg Sørensen

 - Vi er meget tilfredse med, at man i ministeriet nu har taget konsekvensen af vores indvendinger mod cirkulæret, som har givet vores medlemmer store udfordringer, når de har skulle ansætte kirke- og kulturmedarbejdere. De skal nu gennemgå en obligatorisk uddannelse, hvis de ikke allerede er kvalificeret i kraft af deres uddannelse. Uddannelsen svarer nogenlunde til omfanget af de øvrige kirkefunktionærers obligatoriske uddannelse, for at sikre basisviden inden for kristendomskundskab og kirkefaglighed, hvilket er det, vi har foreslået Kirkeministeriet og arbejdet på gennem flere år, siger Landsforeningens næstformand Inge Kjær Andersen, der også er formand for Personaleudvalget.

Kravet om ækvivalering har givet store udfordringer for menighedsrådene, som blandt andet har skulle undvære medarbejdere i længere perioder på grund af lange efteruddannelsesforløb, vel at mærke for medarbejdere, man i en ansættelsesproces har vurderet, har haft de rette kompetencer, og som derfor er ansat på den baggrund.

Flere kvalificerede uddannelser

Samtidig med, at kravet om ækvivalering er ophævet, har man også udvidet antallet af uddannelser, som er direkte kvalificerende til en stilling som kirke- og kulturmedarbejder. Desuden har man også åbnet mulighed for, at andre kirkefunktionærer, efter at de har været ansat i folkekirken nærmere angivne perioder, kan ansættes som kirke- og kulturmedarbejder. 

- Som menighedsrådenes arbejdsgiverorganisation er vi selvfølgelig meget optaget af at sikre, at medarbejdere i folkekirken har de rette kompetencer, og at de tilbydes relevant efteruddannelse. Og vi mener selvfølgelig, at det, i de konkrete ansættelser af kirke- og kulturmedarbejdere, skal sikres, at de har en basisviden inden for kristendomskundskab og kirkefaglighed. Derfor glæder vi os over, at man nu har valgt den model, vi har foreslået, siger Inge Kjær Andersen.

Kravet om ækvivalering bortfalder med virkning fra 15. november 2019.  

Se cirkulæret her

Flere artikler om samme emne

#Uddannelse