19. JUNI 2019

Pas på svindelmails

Den sidste tid har der været en del svindelmails i omløb, som forsøger at narre menighedsrådsmedlemmer til at betale for indkøb, som ikke er foretaget.

mail.jpg

Pas på svindelmails i den kommende tid. Foto: Colourbox.

Af: Alex Kjær

Et af de grovere tilfælde var i Nørholm ved Aalborg, hvor kasserer Mads Stenstrup fra Nørholm Kirke tilsyneladende modtog en mail fra menighedsrådets formand om at overføre et beløb i euro til en udenlandsk konto.

Han overførte beløbet, men det lykkedes heldigvis at stoppe overførslen, da det gik op for ham, at menighedsrådsformanden intet kendte til indkøbet.

Sagen er politianmeldt.

En anden, som har oplevet at modtage en svindelmail, er kasserer i Måløv Sogns menighedsråd og medlem af landsforeningens bestyrelse Hans-Henrik Nielsen.

- Jeg har som kasserer modtaget en falsk mail angiveligt fra menighedsrådsformanden og tilsyneladende sendt fra menighedsrådets mailadresse. Jeg fandt ud, at svaret ville gå til en helt anden mailadresse, så husk at være opmærksom.

Kassereren tilføjer, at man kan se, hvor svaret vil gå hen, fx ved at videresende mailen til sig selv.

Også i Virum

Et tredje sted, hvor man har modtaget svindelmails er i Virum. Her modtog menighedsrådets kasserer en falsk mail fra formanden for menighedsrådet, hvor der blev spurgt om hjælp til at foretage en betaling på 4.617 euro.

De svindelmails, vi kender til, har været om betaling af beløb i euro.

- Så husk at være opmærksom, især i sommerferien, hvor mange af de faste medarbejdere er på ferie, og det derfor kan være lettere at slippe afsted med et svindelnummer, siger Hans-Henrik Nielsen.